I morgen eftermiddag finder Idrætsringens store svømmestævne sted i havnens svajebassin, og der er vel næppe tvivl om, at der kommer mange tilskuere. For første gang gæstes byen af verdens bedste svømmerske, Ragnhild Hveger, og selv om hun ikke kommer ud for hård konkurrence, er det alligevel en oplevelse at se hende svømme.
Og lille Inge Sørensen kommer jo også. Inge har endnu ikke noget verdensmesterskab, men opnåede ved Berlinerolympiaden at tilkæmpe sig en bronzemedalje. Af svømmersker af eliteklassen, der kommer til stævnet, kan vi nævne Karen M. Harup, Grete Sønnesen og Birgit Lund, ligesom der deltager svømmere fra Aabenraa, Vejle og Kolding. Det bliver et omfattende program, men arrangørerne har lovet at afvikle stævnet på ca. 1½ time. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 2. august 1941.