1944 – Aarhus sporveje ødelagt

25 motorvogne, 22 bivogne og en snes trambusser er bombesprængt i remisen i nat. Skaden andrager omkring 6 millioner kroner.

Gennem Ritzaus Bureau meddeles:

Revolverbevæbnede mænd trængte ved 1-tiden i nat ind i Aarhus Sporvogns remise ved Dalgas Avenue og anbragte tre kraftigt bomber i bygninger. Lidt over kl. 1 hørtes voldsomme detonationer over hele Aarhus, og himlen over den sydlige del af byen oplystes af et mægtigt ildhav. Det var sporvognsremisen, der stod i lys lue.

Alt sporvognsmateriel brændt

Aarhus Brandvæsen rykkede ud med største beredskab, men man stod hjælpeløs over for det kæmpemæssige bål. I løbet af en times tid var remisen nedbrændt og alt sporvognsmateriel ødelagt. Der brændte 25 motorvogne, 22 bivogne samt en snes opklodsede trambusser. Det eneste, der blev reddet, var en bivogn, som på grund af pladsmangel stod i remisegården.

Ingen sporvognskørsel før to år efter krigen

Bombeeksplosionen og branden i remisen vil totalt lamme sporvognstrafikken i Aarhus, og sporvognsdirektør Falk oplyser, at der vil komme til at gå mindst et par år efter krigen, inden der atter vil komme til at køre sporvogne i gaderne i Aarhus. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. august 1944

1944 – En indsamling til ofrene fra bombenedslaget i Over Jersdal

30 ejendomme så stærkt beskadiget, at mureren truer med at styrte sammen
Bombenedslaget forleden i O. Jersdal har gjort 14-15 familier husvilde. Ikke færre end ca. 30 ejendomme er stå stærkt beskadigede, at murerne truer med at styrte sammen. Det er lykkedes sognerådet at skaffe tag over hovedet på samtlige husvilde familier, enten hos familie eller venner. Skolen og en remise ved stationen har dog delvis måtte indrettes som husvildebarak.
Da der er mange mindrebemidlede blandt de skadelidte, vil der nu på foranledning af pastor Quistgaard og sognerådsformand Midtgaard blive iværksat en indsamling til fordel for de skadelidte.

Kilde: Hejmdal, 26. juli 1944

1942 – Lokomotiv vædre remisen og kvæster en mand hårdt

Dramatisk situation på Kolding Station i aftes – I en time frygtede man, at endnu en mand lå begravet under murmasserne. Skinnerne var fedtede, og regulatorhåndtaget satte sig fast, forklarer maskinens fører.

I aftes ved godt 22-tiden skete der en dramatisk og uhyggelig begivenhed på Kolding Stations rangerterræn, idet en rangermaskine bakkede tværs gennem remiseporten, kørte over stopklodserne i remisen og fortsatte gennem to magasinrum, der var adskilt fra remisen ved murede skillevægge. Lokomotivet standset først, da det stod med bagenden ud gennem den anden side af remisens ydermur, halvt begravet i murstensbrokker og splintret træværk.

En sovende mand hårdt kvæstet

I det ene magasinrum lå lokomotivfyrbøder Ravn, Fredericia, og sov på en af de brikse, der var indrettet i begge rum til brug for det udenbys mandskab. Kolding Station benyttede jo tidligere rangertraktorer, som betjentes af stationens eget personale, men nu, da al rangering må foregå med lokomotiver, er en del af mandskabet bosiddende udenbys, og benytter så ofte disse sovebrikse i remisen.

Heldigvis lå Ravn på den briks, der var længst fjernet fra det løbske lokomotiv, og det reddede utvivlsomt hans liv. Alligevel blev han hårdt medtaget, og selv om lokomotivet bar en del af det træ- og murværk oppe, som ellers ville være styrtet ned over ham, fik han dog hårde kvæstelser. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. april 1942.