1945 – Brigadér dræbt af vådeskud

Ejendommelig ulykke på Kolding Vandrehjem

I aftes ved 22-tiden skete der på vandrerhjemmet i Kolding en vådeskudsulykke, der kom til at koste et medlem af Den danske brigade livet. Soldaten sad og syslede med en revolver, da et skud pludselig gik af. Skuddet ramte soldaten i goden, og han bemærkede hertil: “Av, der skød jeg mig i foden!” Umiddelbart efter pillede han magasinet ud af revovlveren, men har åbenbart glemt, at våbnet var automatisk, således at der, så snart et skud er affyret, glider en ny patron ind i kamret. i den tro, at våbnet var afladet, satte han det op til hovedet og trykkede af. Kuglen ramte ham i hovedet og sårede ham så alvorligt, at han senere døde på Kolding Sygehus, hvortil han var bragt i ambulance.

På brigadens kontor nægter man at give nogen som helst oplysninger, heller ikke om den unge mands navn og hjemsted. Politiet, der blev underrettet om ulykken, fik fra brigaden den besked, at man ikke ønskede at der blev optaget nogen rapport i anledning af ulykken. I øvrigt bliver deri dag holdt ligsyn over den dræbte.

Kilde: Kolding Folkeblad, 12. juni 1945.

1945 – 3-årig dreng dræbt ved vådeskud

Der er i denne senere tid landet over sket mange ulykker som følge af letsindig omgang med fundne våben. I går formiddags indtraf sådan ulykke her på egnen, hvorved en tre års dreng blev dræbt. Den 16-årige Jørgen Lund, søn af malermester L., Ustrup, havde fundet en af det tyske militær bortkastet revolver, som han gik over for at vise naboen, landmand Hans Petersen. I stedet for, at denne skulle have taget revolveren fra den unge mand og afleveret den til politiet, fik Petersen, ledsaget af sin tre-årige søn og Jørgen Lund ud i haven for at prøve revolveren. Efter at der var skudt nogle skud, sagde Petersen til sin søn: “Så Jørgen, så går vi ind til moder!” Jørgen fik aldrig mere sin moder at se, thi i det samme lød et skud, som ramte drengen i halsen. Han var død på stedet. På sin videre vej ramte kuglen faderen i det ene lår og sårede ham så alvorligt, at han måtte indlægges på Amtssygehuset.

Kilde: Hejmdal, 28. maj 1945.

1945 – Kvindelig cykeltyv truer med revolver!

Og så måtte Vagtværnet fortrække!

En kvindelig kunde i en slagterforretning i Vejen blev i går frastjålet sin cykel, mens hun var inde i forretningen. Tyveriet blev straks anmeldt til vagtværnet, der i bil kørte ud ad landevejen for at finde tyven. Ved Estrup Skov mødte man en dame, der mentes at være tyven. Vagtværnet anmodede hende om at følge med til en nærmere undersøgelse, men hun trak en revolver frem og bad dem forsvinde med det samme, hvilket de ifølge sagens natur var nødt til at gøre. Cyklen var dog genkendt som den stjålne.

Kilde: Kolding Folkeblad, 21. april 1945.

1945 – Skød på vagtmand

Efter at have forsøgt indbrud på Vonsild Kommunekontor

Ved 23-tiden i aftes forsøgte tre mænd at bryde ind på Vonsild Kommunekontor. Kommunekassereren var ikke hjemme, men en af husets beboere hørte støj og kom ud med en hund. De tre mænd flygtede, og en halv snes mænd af Vonsild Vagtværn satte efter dem. En af vagtmændene stødte på de tre mænd, som han bad legitimere sig. De nægtede det, og en af dem trådte et skridt tilbage, trak en revolver op af lommen og affyrede et skud, som dog ikke ramte. De tre mænd flygtede på ny, og skønt også Kolding Vagtværn rykkede ud med sporhund, lykkedes det kun at finde en sko, som en af revolvermændene havde mistet under flugten over markerne.

Kilde: Kolding Folkeblad, 19. februar 1945.

1945 – Revolver-røvere i Vester Nebel Brugsforening

Skød på uddeleren, da han forfulgte dem

Ved 4-tiden i nat, da uddeler Christensen og hustru, Vester Nebel Brugsforening, kom hjem fra et besøg i omegnen, opdagede de, at porten til brugsforeningen og døren til bagbutikken stod åben. Da Christensen hørte nogen pusle i bagbutikken, opfordrede han dem til at komme ud. To mænd kom frem, lyste på Christensen med en kraftig lommelygte og pegede på ham med en revolver, hvorefter de flygtede. Christensen forfulgte røverne et langt stykke indtil der blev affyret et skod mod ham. Flere vagtværn optog jagten, og i den nyfaldne sne var det let at spore revolvermændene, der var på cykel, til Kolding Hørfabrik, og videre nordpå mod Almind. Foreløbig er kun cyklerne fundet, men jagten fortsættes.

Kilde: Kolding Folkeblad, 2. februar 1945.

1944 – Revolvermænd i Kolding

I det ene tilfælde var affæren dog nærmest tragikomisk, men i det andet var det alvor!

Det viser sig, at også revolvermændene har fundet vej til Kolding. I hvert fald havde man i tirsdags to tilfælde, hvor revolverbevæbnede mænd optrådte. Det ene sted, i en cigarforretning, havde affæren nærmest en tragikomisk skær, medens det i det andet tilfælde var alvorligt nok, og det kostede Kolding Sydbaner ca. 200 kr.

Skød revolveren af i butikken!

Det var cigarhandler Sigumfeldt Bangs forretning på Haderslevvej, det første “røveri” fandt sted. En yngre mand henvendte sig til Karl Pedersen, der for tiden passer forretningen, og bad om en pakke cigarretter. Karl Pedersen gjorde ham opmærksom på, at han ikke var fast kunde og derfor ikke kunne få noget. Som svar herpå trak manden en revolver frem og affyrede et skud. Pedersen blev ramt på hånden, og revolvermanden bemærkede i den anledning, at han kun havde benyttet en gummikugle, men at der var skarpe skud i de øvrige af revolverens kamre. Pedersen fandt derefter en pakke med 5 cigaretter frem. Røveren tog den til sig, kastede nogle penge på disken og forsvandt!

Røveriet på Sydbanegården

Røveriet på Sydbanegården havde en noget alvorligere karakter. Den 43-årige trafikassistent Christensen havde vagten og sad alene på kontoret, da han ved 20.15-tiden hørte nogen bevæge sig i rejsegodsafdelingen. Da han gik derud, blev han standset af en ung mand med en revolver i hver hånd og underansigtet dækket af et tørklæde efter de bedste wild west mønsre. Han gjorde et noget nervøst indtryk og kommanderede assistenten til at hente pengene, idet han gjorde opmærksom på, at han havde en kammerat stående udenfor, og at de ville skyde, såfremt der blev det mindste vrøvl. Assistenten så ikke anden udvej end at hente hovedkassen, der stod på skrivebordet. Der var imidlertid kun ca. 200 kr. i byttepenge, hovedsageligt en- og tokronestykker, i kassen, idet pengene fra dagens billetsalg var bragt op på hovedkontoret. Revolvermanden strøg pengene i sin lomme, idet han mumlede noget om, at de skulle anvendes til bestemte formål, og derefter advarede han assistenten om at forlade lokalet eller bruge telefonen i 10 minutter, da der ellers ville ske noget.

Assistent Christensen har kunnet givet et ret godt signalement af revolvermanden, der menes at være ca. 20 år, 170 cm. høj, iført gråstribet jakkesæt og mørk, blød hat. For underansigtet havde han et rødbrunt tørklæde. Han havde blå øjne og bleg ansigtsfarve. Han talte med købstadsdialekt.

Kilde: Kolding Folkeblad, 27. september 1944.

1944 – 19-årige sabotagevagt legede med revolveren

Herunder ramte han sig selv med et skud og blev dræbt
Kolding, onsdag
Sabotagevagten Jens Mikkelsen, der holdt vagt i værkstedet til malerforretningen ‘Stil’ i Låsbygade 47, Kolding, blev i aftes dræbt ved et vådeskud fra sin revolver. Det menes, at han har leget med revolveren, som sad i bæltet. Arbejdsmand Møller, der bor i forhuset i ejendommen Låsbygade 46, hørte i aftes kl. 19.45 et skud og løb ned i malerforretningen ‘Stil’s værksted i gården, hvorfra lyden kom. Han fandt her Jens Mikkelsen liggende med et skud i lungen og tilkaldte Falcks ambulance. Mikkelsen åndede endnu, men inden ambulancen nåede til sygehuset døde han. Han var 19 år gammel og søn af arbejdsmand Mikkelsen, Iovavej 35 i Kolding. Politiet undersøgte ifølge ‘Jyd. Tid.’ i aften de nærmerede omstændigheder ved ulykken. Da revolveren, hvorfra skuddet var affyret, endnu sad i Mikkelsens bælte, da han blev fundet, formoder man, at han har siddet og leget med revolveren. Den var af gammeldags model og derfor ikke så stærkt sikret som de moderne modeller. Jens Mikkelsen havde været sabotagevagt i ‘Stil’s værksted i 3-4 måneder. Før den tid var han arbejdsmand.

Kilde: Horsens Avis, 12. juli 1944.

1942 – Heydrich menes skudt af engelske faldskærmsjægere

Politiet har konstateret, at våbnene er af engelsk fabrikat. Det oplyses nu, at flere engelske faldskærmsagenter er blevet sat ned i protektoratet.

Prag, torsdag, R.B.

‘Polednis List’ bringer en artikel om de nærmere omstændigheder ved attentatet på den stedfortrædende rigsprotektor Heydrich, hvori det konstateres, at mordvåbene er af engelske oprindelse.

Det hedder i denne artikel: Den tjekkiske offentlighed er bekendt med det hemmelige statspolitis officielle beretning om, at attentatet på general Heydrich er blevet gennemført på en raffineret måde. Attentatet fandt sted i et skarpt gadesving. Da chaufføren ikke rigtig havde overblik over gadebilledet, måtte automobilen nedsætte farten betydeligt. Gerningsmændene havde vagte dette sted til deres overfald. De ventede i svinget umiddelbart bag et gadehjørne, og den ene af dem blev først i det øjeblik set af chaufføren, da han med en maskinpistol trådte helt hen til skærmen.

Pistolen klikkede

Men pistolen som gerningsmanden havde holdt skjult under en frakke, som han var over armen, klikkede, hvorfor gerningsmanden kastede våbenet bort og flygtede. Pistolen er blevet fundet og er kommet Gestapo i hænde. Det drejer sig om en våben af engelsk oprindelse. Mage til dette våben har man desuden fundet hos andre faldskærmsagenter, som sikkerhedspolitiet har kunnet få fat i. Når der nedkastes faldskærmsagenter over Böhmen og Mähren, medfølger der hver af dem også “proviant”, nemlig en slags tromle på størrelse med et bord, der ligeledes er ophængt i en faldskærm. Denne tromle indeholder i tre kamre våben, færdige bomber og noget proviant.

En meget farlig sprængbombe

Ved siden af den første gerningsmand stod en anden mand, der kastede en bombe. Bomben slog igennem bilens højre sidevæg og ødelagde bagsæderne, der imidlertid ikke var optaget. Splinterne gennemslog yderligere venstre sidevæg og dækkede hele gerningsstedet, hvoraf det fremgår, at det har drejet sig om en meget farlig sprængbombe. Af bomben blev kun meget små splinter og tændingen tilbage. […]

Flere revolverskud

Den anden gerningsmand affyrede flere skud fra en revolver, som han medførte foruden maskinpistol. En undersøgelse af kuglerne har vist, at denne revolver ligeledes er af engelsk oprindelse. Blandt de våben, der er blevet nedkastet over Böhmen og Mähren sammen med britiske faldskærmsagenter, og som nu beror hos det hemmelige statspoliti, er der flere pistoler af samme fabrikat med dertil hørende ammunition. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 5. juni 1942.