1942 – Statsminister Buhls tale ved Rigsdagens åbning i dag

“I den skæbnetunge tid er sikringen af Danmarks selvstændighed og bevarelsen af folkets frihed det mål, vi fremfor alt må holde os for øje”

Ved Rigsdagens åbning i dag fremsatte statsminister Buhl følgende udtalelse:

“I overensstemmelse ved §40 i Danmarks Riges Grundlov har Hans Majestæt Kongen ved åbent brev af 11. i forrige måned indkaldt til en ordentlig Rigsdagsforsamling, der i henhold til Kongens bestemmelse skal åbnes i dag ved reskript af 3. denne måned har Hans Majestæt Kongen dernæst overdraget mig at åbne denne i dag sammentrædende Rigsdag og at foranledige det i så henseende videre fornødne. Dette sker herved. I Kongens navn erklærer jeg den ordentlige Rigsdagssamling for åbnet.”

Under dyb alvor

“Det er under dyb alvor, at Rigsdagen atter samles til udøvelsen af den gerning, som ved Grundloven er den betroet. Vi er nu inde i det fjerde krigsår, og endnu står det usikkert hen, hvornår fredelige tilstande vender tilbage. Verden over kæmpes der med stigende voldsomhed, og krigens virkninger griber stærkere og stærkere ind i folkenes tilværelse.”

Danmarks stilling som ikke-krigsførende land vil fortsat blive opretholdt

– udtalte Statsministeren.

“Vor politik ligger fast, således som den har fundet udtryk i regeringens opråb af 9. april 1940 og senere regeringserklæringer og beslutninger. Når tiden for genopbygning er inde, vil vi i forstående samvirke med andre nationer efter evne yde vor medvirken til løsningen af de store fælles opgaver, og vi ønsker et nært og godt samarbejde mellem Danmark og Tyskland i det kommende nye Europa.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. oktober 1942.

1942 – Grundlovsdagen

For tredje gang oplever vi Danmarks Grundlovsdag under den tyske besættelses tryk og året, der er gået siden den sidste Grundlovsdag, har ikke bragt det danske folk blidere kår – tværtimod. Når vi denne gang fejrer 5. juni-dagen, kan det derfor kun blive i mundet om tiden før den 9. april 1940.

Da vi for 27 år siden fik den “nugældende” Grundlov, var det med hele befolkningens tilslutning og på et tidspunkt, da forfatningen af 1866 helt havde udspillet sin rolle. Det danske folk var i 1915 nået så vidt og skellet mellem samfundsklasserne var så meget udjævnet, at øjeblikket var inde til en ændring af Grundloven og resultatet blev en Grundlov, der på udmærket måde har vist sig at passe til hele vor åndelige og materielle indstilling – men også en Grundlov, der kræver af os, at vi sætter det fælles bedste over vore private særinteresser. Dette har det danske folk forstået og de svære tider, vi gennemlever nu, har på mange åbnet øjnene for, at i et lille land som vort, er alle parter bedst tjent med “at få har for meget og færre har for lidt”.

Vi har – i modsætning til visse andre lande – aldrig prøvet på at gøre vore forfatningsforhold til en eksportvare, men alligevel har der mangfoldige gange fra den store verden hævet sig røster, som i rosende ord har lovprist forholdende i det lille Danmark. Vi var velsete og vellidte overalt og Danmarks navn var kendt i et omfang, der slet ikke stod i forhold til landets størrelse. Danmark blev betragtet som et lille paradis, hvor man arbejdede på et skabe de bedst mulige forhold for alle. Og vi havde lov til at være stolte heraf.

Men i dag har Danmark – i realiteten – ingen Grundlov. Vi er helt og fuldt afhængige af Tysklands øjeblikkelige forgodtbefindende. Nye love jages igennem på Rigsdagen i et sådant tempo, at vore rigsdagsmænd umuligt kan nå at blive klar over, hvad de egentligt stemmer om, men dette kan jo naturligvis også være ligegyldigt, når de i forvejen har fået ordre til at stemme for de pågældende love. Den danske Rigsdag er i dag kun en kopi af de tyske “heil-forestillinger” på Kroll operaen i Berlin.

Vi ville jo nok for tre år siden have forsværget, at vi nogensinde skulle få straffelove med tilbagevirkende kraft og dog har vi været nødt dertil for at redde en god dansk mands liv. Vore gamle ret til frit at tænke, tro og tale er for længst berøvet os, selv sandheden kan man blive straffet for at fortælle, så vor påstand om, at Grundloven ikke gælder i dag, kan underbygges med talrige beviser, men vi harmes over, at den danske befolkning med vold og magt skal påduttes den tro, at den danske regering stadigvæk regerer suverænt her i landet, når dog ethvert barn ved, at den ikke kan foretage sig noget af betydning uden godkendelse fra Berlin. […]

Kilde: Uddrag fra det illegale blad: De Frie Danske, juni 1942, nr. 8, 1. årgang.

1942 – Regeringserklæring om Christmas Møllers Englandsrejse

Regeringen meddeler fredag:

Onsdag den 13. ds. modtog justitsministeren et fra København afsendt og den 12. ds. her poststemplet brev fra fhv. handelsminister og fhv. folketingsmand Christmas Møller, indeholdende meddelelse om, ar hr. Christmas Møller for nogle dage siden sammen med sin hustru og søn havde forladt landet.

Fælles sag med de ‘Frie Danske’

Torsdag den 14. ds. holdt hr. Christmas Møller i den engelske radio en tale, hvoraf fremgik, at han har begivet sig til England for at gøre fælles sag med de ‘Frie Danske’, der i strid med den danske regerings politik har stillet sig til rådighed for og udfoldet forskellig virksomhed til fordel for den ene af de krigsførende parter.

Kun én dansk politik

Regeringen har tidligere givet udtryk for, at der kun findes én dansk politik, nemlig den, der føres af landets ansvarlige regering i overensstemmelse med landets rigsdag, og at det er enhver borgers pligt, at indordne sig under denne politik, idet anden handlemåde kan volde landet vanskeligheder. Regeringen må derfor beklage, at et tidligere medlem af regeringen og den danske rigsdag uden tilladelse har forladt landet og stillet sig til rådighed for kræfter, der ikke følger de retningslinjer, som af de ansvarlige danske myndigheder på grundlag af disses kendskab til alle i betragtning kommende forhold er fastlagt som den for landets vel rigtige politik. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. maj 1942

1941 – Det kommunale valg udsættes til marts 1943

Lovforslag herom fremsættes i det næste Rigsdagsmøde.

Indenrigsministeriet meddeler tirsdag:

På grund af den skærpede krigssituation, som ventedes at indtræde foråret 1941, blev de kommunale valg, som normalt skulle have fundet sted i marts måned 1941, ved lov af 24. februar 1941 udskudt til foretagelse i første halvdel af marts måned 1942. Da de forhold, der begrundede valgenes udskydelse i 1941, fremdeles er til stede, har regeringen besluttet straks ved genoptagelsen af Rigsdagens møder den 14. januar næste år, at fremsætte lovforslag, hvorefter afholdelsen af de kommunale valg yderligere udsættes til marts måned 1943.

Kilde: Kolding Folkeblad, 24. december 1941.

1941 – Arbejdet kalder – tegn beskæftigelseslån

Finansminister Buhls tale i radioen i aftes.

København, lørdag.

Finansminister Buhl talte i aften i radioen om de nye beskæftigelseslån. Indledende udtalte ministeren, at beskæftigelsesproblemet er en stor og krævende opgave, en national sag, hvorom alle gode kræfter må samles. Rigsdagen har gennemført forskellige love og bevillinger til fremme af beskæftigelsen, hvorved et beløb af omkring 600 millioner kroner nu er stillet til rådighed. Da de første rammer i fjor efterår blev lagt for beskæftigelseslovgivningen, skulle en del af pengene anvendes til udlån fra statens side, og for denne dels vedkommende var det kun naturligt, at staten besluttede sig til at fremskaffe midlerne ved optagelsen af lån på sædvanlig måde. Derimod måtte sagen stille sig anderledes for den del af pengene, som skulle anvendes til tilskud for arbejders igangsættelse.

Lån i stedet for skatter.

Under hensyn til de tunge skattebyrder, som i forvejen hvilede på befolkningen, vedtog man, at driftsudgifterne skulle søges dækket gennem skatterne, men foreløbig skulle afdrages ved lån, som skulle affdrages over driftsbudgettet i løbet af en ti-årig periode, så skattebelastningen blev fordelt over dette tidsrum. Ministeren omtalte herefter oprettelsen af beskæftigelsesfonden og bemyndigelsen til at optage statslån til dækning af fondens udlån og tilskud. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 21. september 1941.

1941 – Statsminister Stauning redegør for samlingsregeringens store planer for beskæftigelsen

466.000 arbejdsløshedskasseforsikrede er i arbejde. Det er 39.000 flere end på samme tid i fjor, bortset fra Tysklandsarbejderne. En national pligt for alle instanser i vort samfund at opretholde beskæftigelsen også i den kommende tid.

Regeringens beskæftigelsesplan for efteråret og den kommende vinter var dagsordenen for et pressemøde, som i går eftermiddags holdtes i Rigsdagens fællessal, hvor flere ministre samt deres departementschefer var til stede. Statsminister Stauning holdt den indledende tale, hvori han bl.a. sagde:

Opgørelsen over arbejdsløse januar-februar i år viste, at vi den gang havde 180.000 arbejdssøgende. Pr. 1. juli var antallet af ledige arbejdsløshedskassemedlemmer gået ned til 44.000 mod 81.000 for et år siden. Der er nu altså 37.000 færre ledige. Stigningen i antallet af beskæftigede arbejdsløshedskassemedlemmer er imidlertid større, idet medlemstallet er steget med 10.000, men da antallet af organiserede arbejdere beskæftiget i Tyskland er steget med 8.000 til 10.000 er der altså her i landet beskæftiget 39.000 flere end i fjor på samme tid. Med den udeladelse af de på 70 år m.v. var arbejdsløshedsprocenten i højsæsonen nede på 4,7. Ved tørveproduktionen og de af staten iværksatte arbejder var 30.000 beskæftiget, mens det tilsvarende tal i fjor var 40.000, og der var beskæftiget 20.000 uorganiserede arbejdere mod 9.000 i fjor. Ved disse arbejder er der pr. juni beskæftiget over 100.000 mod ca. halvdelen for et år siden […]


30 arbejdslejre og præmiering for helårsfæste på landet.

Statsministeren sluttede: Det er en national pligt for os alle, staten, amterne, kommunerne, erhvervene, alle private at bidrage til at skaffe arbejde. Så kan vi i forening løse beskæftigelsesspørgsmålet på en måde, vi kan være bekendt. Regeringen agter på forskellige vis at stimulere såvel kommuner som private at forøge beskæftigelsen.

50 mill. kr. til vejarbejder.

Trafikminister Gunnar Larsen udtalte, at der sikkert inden længe kunne forventes opnået enighed i de tudvalg, som arbejder med centralisering af vejvæsenet. Han oplyste samtidigt, at der er forelagt Finansudvalget forslag om et tilskud til ekstraordinære vejarbejder på i alt 50 mill. kr., hvoraf de 30 mill. kr. tænkes anvendt til sogneveje og de 20 mill. kr. til købstads- og amtsveje. Arbejdsminister Kjærbøl udtalte bl.a., at man ventede at kunne nå op på indrettelse af i alt ca. 30 arbejdslejre. Landbrugsminister Bording meddelte, at man beskæftiger sig med tanken om at præmiere helårsfæste på landet fra november til november […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 27. august 1941.

1941 – Forbuddet mod kommunismen vedtaget og er lov fra i aften

Hensynet til statens sikkerhed og velfærd og til de ekstraordinære forhold i det hele taget […]

Folketinget gennemførte i tre møder i går eftermiddags lovforslaget om forbuddet mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed. Ved 3. behandling vedtoges forslaget enstemmigt med 116 stemmer, og sagen sendtes til Landstinget, der i eftermiddag vil gennemføre loven, således at den inden aften er færdig fra Rigsdagen. Loven træder således i kraft.

Socialdemokratiets ordfører: De ekstraordinære forhold kræver i alle lande ekstraordinære foranstaltninger.

Alsing Andersen udtalte som Socialdemokratiets ordfører følgende:

I sin begrundelse for det foreliggende lovforslag har den højtærede justitsminister såvel bemærkninger som i forelæggelsen fremhævet hensynet til statens sikkerhed og velfærd, ligesom ministeren i denne forbindelse peger på de ekstraordinære forhold. Mit parti kan ikke afvise disse betragtninger. Den ekstraordinære situation, der for tiden hersker i Europa, må bedømmes ud fra andre forudsætninger end situationen før krigens udbrud. De ekstraordinære forhold kræver i alle lande ekstraordinære foranstaltninger. Det gælder også de lande, der ligesom Danmark ikke er deltagere i krigen. Ingen kan med rette undre sig herover. Heri ligger dog ingenlunde, at det kan være den danske offentlighed ligegyldigt, hvilke foranstaltninger der gennemføres. Det må være både befolkningens og de politiske partiers opgave at bedømme hver enkelt forholdsregel både ud fra de tilstedeværende faktiske forudsætninger og ud fra de grundsætninger, hvorpå landets forfatningsliv hviler. Under denne synsvinkel har mit parti bedømt også det foreliggende lovforslag, og når de i forslaget omtalte foranstaltninger da skal gennemføres, og det samtidig er vor pligt at varetage de hensyn, som jeg har nævnt, mener vi, at lovforslaget næppe kan affattes anderledes, end således som det foreligger. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 21. august 1941.

1941 – Forbud mod kommunistisk virksomhed

Af hensyn til statens velfærd i forhold til fremmed magt. De foretagne nødretsforanstaltninger overfor kommunisterne den 22. juni gøres lovgyldige.

Justitsminister Thune Jacobsen mødte i dag i Rigsdagen for første gang i sin egenskab af minister, og han debuterede om at fremsætte et forslag til lov med forbud mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed. I lovforslaget heddet det bl.a.: Alle kommunistiske foreninger og sammenslutninger forbydes, og de bestående kommunistiske sammenslutninger vil straks være at opløse. Kommunistisk virksomhed af enhver art er forbudt. Overtrædelse af disse bestemmelser straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 8 år. Personer, hvis adfærd har givet særlig grund til at antage, at de vil deltage i kommunistisk virksomhed eller agitation, kan efter justitsministerens bestemmelse eller hans godkendelse tages i forvaring af hensyn til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter.

Anholdte skal fremstilles for en ret inden 24 timer.

Lovforslaget bestemmer, at enhver, der tages i forvaring i henhold til denne lov inden 24 timer skal fremstilles ved Københavns Byret, der ved kendelse beslutter, om forvaringen skal opretholdes. Såfremt det ikke inden 24 timer kan nås at fremstille vedkommende for Københavns Byret, skal han fremstilles for en nærmere ret, men beslutning skal tages af Københavns Byret. Appel herfra kan ske til Højesteret. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 20. august 1941