1944 – Krigen ført ind i Rumænien

Vest for Dnjestr-floden

Berlin, RB.

Det vældige omfang, som den tyske frontforkortning på Østfrontens sydlige afsnit efterhånden har antaget, og hvorunder kampene er ført over på rumænsk grund vest for Dnjestr-floden, erklæres i tyske militære kredse at have været forudset i hærledelsens planer allerede ved begyndelsen af den russiske storoffensiv i Vestukraine.

Mobilisering af tremagtspagtens deltagere – Ledende statsmænd til forhandling hos Hitler.

På mandagens pressekonference i Wilhelmstrasse fremdrog en udenlandsk journalist spørgsmålet om, hvorvidt der fra tysk side under hensyn til den øjeblikkelige militære situation påtænkes eller forberedes en forøgelse af krigsanstrengelserne i Sydøsteuropa. Den tyske diplomatiske talsmand, der i almindelighed anses for at være rigsudenrigsminister Ribbentrops personlige talerør over for den udenlandske presse i Berlin, erklærede, at krigsbegivenhedernes udvikling i den seneste tid har klargjort en ubetinget nødvendighed af en forøgelse af de tyske krigsanstrengelser og organiseringen af fælles forholdsregler i samarbejde med Tysklands forbundsfæller. Talsmanden antydede kraftigt, at denne kurs i det store og hele vil være et karakteristisk særkende for den tyske udenrigspolitik i den allernærmeste fremtid […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. marts 1944

1943 – 4 dages møde mellem Hitler og Mussolini

Drøftelse af politiske spørgsmål og den fælles totale krigsførelse

Førerhovedkvarteret, R.B.

Hitler og Mussolini har haft et møde i dagene fra 7.-10. april. Det var deres syvende sammenkomst under denne krig og tolvte møde i det hele taget. Sidste gang, de to statsmænd mødtes, var ved Salzburg i dagene 28.-30. april 1942. Mussolini ankom den 7. april om eftermiddagen til en banegård i umiddelbart nærhed at det sted, hvor drøftelserne fandt sted. Hitler ventede her på sin gæst og bød ham på det hjerteligste velkommen. Endnu samme eftermiddag indledes samtalerne, der fortsattes den 8., 9. og 10. april.

Hvem der deltog i forhandlingerne

Mussolini var ledsaget af chefen for den italienske generalstab, armégeneral Ambrosio, statssekretæren for udenrigsanliggender Bastianini, samt af embedsmænd fra det italienske udenrigsministerium og officerer fra den italienske overkommando. Sammen med Hitler var til sammenkomsten mødt: Rigsmarskal Hermann Göring, rigsudenrigsminister von Ribbentrop, chefen for værnemagtens overkommando, generalfeltmarskal Keitel, den øverstbefaldende over krigsflåde, storadmiral Dönitz, og chefen for hærens generalstab, general Zeitzler. Den tyske ambassadør i Rom, von Mackensen, og den italienske ambassadør i Berlin, Dino Alfieri, deltog ligeledes i sammenkomsten.

Hvad der blev drøftet

Ved de omfattende samtaler drøftedes både den almindelige politiske situation og alle spørgsmål vedrørende den fælles krigsførelse. Om de forholdsregler, som skulle træffes på alle områder, opnåedes der fuldstændig enighed. Føreren og Il duce gav på ny udtryk for, at de og deres nationer havde den hårde beslutsomhed at gennemføre krigen ved total indsats af alle styrker indtil den endelige sejr og indtil fuldstændig fjernelse af hver fremtidig fare, der truer det europæisk-afrikanske område fra vest til øst. De fælles mål, som Aksemagterne forfølger med hensyn til forsvar af den europæiske civilisation og for nationernes rettigheder til fri udvikling og samarbejde, bekræftedes på ny. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. april 1943.

1942 – Hitler tilbragte fødselsdagen i hovedkvarteret

Førerhovedkvarteret (RB.)

Føreren tilbragte sin 53 års fødselsdag i går i hovedkvarteret. Ved begyndelsen af de militære drøftelser, der fandt sted som på enhver anden arbejdsdag, overbragte chefen for Værnemagtens Overkommando, generalfeltmarskal Keitel, og chefen for hærens generalstab, generaloberst Halder, Føreren deres lykønskninger, også på hærens vegne. Ved middagstid overbragte rigsmarskal Hermann Göring, ledsaget af generalfeltmarskal Milch og storadmiral Raeder Føreren luftvåbenets og krigsflådens lykønskninger. For at overbringe lykønskningerne havde der i hovedkvarteret endvidere indfundet sig rigsudenrigsminister von Ribbentrop. […]

Killde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. april 1942.