1942 – En god rødspættebestand oparbejdet i bælterne

Udplantningen fortsættes til foråret og efter krigen vil bestanden blive skånet.

Efter hvad direktøren for Dansk biologisk station, dr. phil. H. Blegvad oplyser, er det meningen, at der atter til foråret skal foretages en række omplantninger af rødspætteyngel. Indplantningen finder sted i løbet af april måned og ynglen skal ligesom sidste år tages ud for Thyborøn, hvorfra den i kvaser føres til omplantningspladserne. For Limfjordens vedkommende drejer det sig om 718.000 stk. yngel, medens der i bæltfarvandene vil blive omplantet 464.000 yngel. I øvrigt udtaler dr. Blegvad, at de ufrivillige fredning, som tidens forhold har medført for hele fiskebestanden, allerede viser gode resultater. Undersøgelserne viser, at rødspættebestanden mange steder er vokset, og gennem målinger på de forskellige pladser er det konstateret, at fisken allerede er vokset en del. Når krigen engang er forbi, vil vore fiskere derfor kunne vente et betydelig fiskeri. For at sikre mod, at der til den tid bliver gået for hårdt frem mod bestanden, vil biologerne søge gennemført internationale bestemmelser […]

Kilde: uddrag, Kolding Avis, 14. januar 1942.

1941 – Gang i rødspætteskindene

Ca. 10 mill. skind til Danmark


Lederen af Dansk Fiskelæderfabrik, kaptajn W. Nellemose, der tidligere var sekretær ved Havneundersøgelsen, oplyser overfor >Børsen<, at det nye foretagende nu leverer skotøjsfabrikkerne ca. 10 mill. rødspætteskind om året til damesko. Skotøjsfabrikkerne giver for tiden 38 ære pr. stk. Det giver en samlet værdi på 3½ mill. kr. om året og i arbejdsløn betales der 120 kr. pr. 1.000 skind.

Vi fisker ca. 23 mil.. kg. rødspætter om året, siger kaptajn Nellemose, og deraf spises vel ca. 5 mill. kg. herhjemme, resten eksporteres. Det er disse 5 mill. kg., det kommer an på, og det svarer til 20-25 millioner rødspætter. Vi har allerede fået fat på 10-12 millioner skind, som vi betaler fiskehandlerne 2 øre pr. stk. dvs., at de årligt indbringer fiskehandlerne ca. 2.000 kr., som tidligere gik i affaldsspandene, men hertil kommer, at der skaffes arbejde for 3-400.000 kr. til 60-70 mennesker alene ved rensning og første behandling af skindene […]

Kilde: Uddrag, Socialdemokraten, 19. juni 1941.