1944 – Revolvermænd i Kolding

I det ene tilfælde var affæren dog nærmest tragikomisk, men i det andet var det alvor!

Det viser sig, at også revolvermændene har fundet vej til Kolding. I hvert fald havde man i tirsdags to tilfælde, hvor revolverbevæbnede mænd optrådte. Det ene sted, i en cigarforretning, havde affæren nærmest en tragikomisk skær, medens det i det andet tilfælde var alvorligt nok, og det kostede Kolding Sydbaner ca. 200 kr.

Skød revolveren af i butikken!

Det var cigarhandler Sigumfeldt Bangs forretning på Haderslevvej, det første “røveri” fandt sted. En yngre mand henvendte sig til Karl Pedersen, der for tiden passer forretningen, og bad om en pakke cigarretter. Karl Pedersen gjorde ham opmærksom på, at han ikke var fast kunde og derfor ikke kunne få noget. Som svar herpå trak manden en revolver frem og affyrede et skud. Pedersen blev ramt på hånden, og revolvermanden bemærkede i den anledning, at han kun havde benyttet en gummikugle, men at der var skarpe skud i de øvrige af revolverens kamre. Pedersen fandt derefter en pakke med 5 cigaretter frem. Røveren tog den til sig, kastede nogle penge på disken og forsvandt!

Røveriet på Sydbanegården

Røveriet på Sydbanegården havde en noget alvorligere karakter. Den 43-årige trafikassistent Christensen havde vagten og sad alene på kontoret, da han ved 20.15-tiden hørte nogen bevæge sig i rejsegodsafdelingen. Da han gik derud, blev han standset af en ung mand med en revolver i hver hånd og underansigtet dækket af et tørklæde efter de bedste wild west mønsre. Han gjorde et noget nervøst indtryk og kommanderede assistenten til at hente pengene, idet han gjorde opmærksom på, at han havde en kammerat stående udenfor, og at de ville skyde, såfremt der blev det mindste vrøvl. Assistenten så ikke anden udvej end at hente hovedkassen, der stod på skrivebordet. Der var imidlertid kun ca. 200 kr. i byttepenge, hovedsageligt en- og tokronestykker, i kassen, idet pengene fra dagens billetsalg var bragt op på hovedkontoret. Revolvermanden strøg pengene i sin lomme, idet han mumlede noget om, at de skulle anvendes til bestemte formål, og derefter advarede han assistenten om at forlade lokalet eller bruge telefonen i 10 minutter, da der ellers ville ske noget.

Assistent Christensen har kunnet givet et ret godt signalement af revolvermanden, der menes at være ca. 20 år, 170 cm. høj, iført gråstribet jakkesæt og mørk, blød hat. For underansigtet havde han et rødbrunt tørklæde. Han havde blå øjne og bleg ansigtsfarve. Han talte med købstadsdialekt.

Kilde: Kolding Folkeblad, 27. september 1944.

1944 – Medicinsk student beskudt på gaden

Dramatisk optrin mellem to revolver-røverier

Mellem de to revolverrøverier, som i aftes blev begået på Østerbro, udspillede der sig en episode i Hjortøgade. En ung medicinsk student, Knud Ferrold, Christiansmindevej 8, kom ved 22-tiden cyklende på vej til sit hjem, fra et privat selskab. Da han i Hjortøgade så nogle unge mennesker komme stormende frem, sprang han af forsigtighedshensyn af cyklen. I det samme trådte en mand frem fra nogle buske, og Ferrold spurgte henvendt til denne: “Er der noget i vejen?”. “Ja, det kan De bande på”, svarede manden, og i det samme sigtede han på Ferrold med en pistol og affyrede flere skud. To af dem ramte. Det ene brækkede hans ene arm, det andet trængte ind i underlivet. Han bragtes i ambulance til Rigshospitalet, hvor han var på operationsbordet i flere timer. Det er fare for hans liv.

Kilde: Kolding Folkeblad, 6. september 1944.

1944 – Gangsterpigen lægger kortene på bordet!

Tilstår at have anstiftet fire røverier og deltaget aktivt i ét
Gangsterpigen Karen Holm har nu fået munden på gled. Da hun blev anholdt for en uges tid siden, nægtede hun bestemt at kende noget til de røverier, hun var sigtet for at have anstiftet eller deltaget i, men efter af hendes sag er kommet til behandling i 1. undersøgelseskammer, hvor man i ro og mag har kunnet tale med hende om sagerne, har hun lagt kortene på bordet over for politiadvokat Fentz og kriminalassistent Jacobsen. Karen Holm erklærede at det var hendes vane “først at stikke fingeren i jorden, for at lygte hvor hun var”., men da hun blev klar over, at man vidste en hel del om hendes meriter – ikke mindst gennem afhøringerne af hendes 9 bandemedlemmer – tilstod hun villigt. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 11. august 1944.

1944 – Ung kvinde med pistol leder af gangsterbande

Politiet har opklaret tre af den sidste tids revolver-røverier og to mordforsøg.
Den kvindelige gangsterchef optrådte i herretøj og ledede kuppet på Mynstersvej, hvor udbyttet var 41.000 kr.

Opdagernes Flyvende Korps er ved et meget intenst arbejde dag og nat gennem den senere tid nået til opklaring af en hel række store sager, og indtil nu er i alt 9 implicerede røvere, tyve og hælere arresteret i den meget omfattende affære. De opklarede forhold er røveriet af 41.000 kr. på Mynstersvej, tilhørende Frederiksberg Kommunes tekniske forvaltning, røveri af 15.00 kr. fra Lånekontoret, Allersgade 4, og røveri af ca. 1.000 kr. i Fagforeningskontoret, Middelfartsgade 5. Røveriforsøget på Valhøjvej 3 mod en aldersrenteudbetaler, der blev alvorligt såret af pistolskud. og endelig røveriforsøg mod en aldersrenteudbetaler i Turesensgade 3. her blev der skut mod en person, som kom til stede under forsøget. […]
Bevæbnet røverkvinde i mandefolketøj!
Det mest fantastiske ved hele denne røveriaffære er, at hovedmanden både til røveriet af de 41.000 kr. på Mynstersvej og flere af de andre pengerøverier, er en ung kvinde. Opdagerne har fundet ud af, at det drejer sig om den 27-årige Karen Holm, tidligere gift Sørensen, som har en dom på 8 måneders fængsel for indbrudstyveri over hovedet.

Ved røveriet på Frederiksberg optrådte hun i mandfolketøj og bevæbnet med pistol, fuldkommen i den værste amerikanske underverden-stil, og ledede slagets gang. Hun sigtes af politiet for meddelagtighed i og anstiftelse af alle de øvrige forhold. For at holde sig skjult for politiet har hun gået under en række falske navne, bl.a. Hanne Bang, Jonna Andersen og Kirsten Dahl. Hendes signalement er følgende: 160 cm. høj, blond, muligt farvet rådhåret, iført lange benklæder og grå jakke.

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 20. juli 1944.