1942 – Vi skal have luftværn i omegnskommunerne

Et møde i går i Kolding for repræsentanter for landkommunerne

Kolding Luftværnsforening havde i går indbudt kommunalbestyrelser, brandfogeder, sognefogeder og lærere fra det nærmeste opland til et måde på Rutebilcaféen. Formanden, overlæge Djørup, bød velkommen og udtalte, at hensigten med mødet var få lejlighed til at give lidt oplysning om de forskellige luftværnsforanstaltninger, der fuldstændig mangler på landet. Da det siden 9. april 1940 har vist sig, at mange bomber er faldet på landet, har man ment, at det ville være på sin plads at få oprettet såkaldte hjælpekolonner i landsbyerne.

Disse kolonners størrelse skal være på 10-12 mand i byer med under 500 indbyggere. Luftværnets betingelse for disses oprettelse er, at de:

  1. står under politiet
  2. står under direkte kommando af en luftværnsleder
  3. at de kun træde i funktion efter ordre fra politimesteren

De skal bestå af 4 tjenestegrene, nemlig 1) politi, 2) brandvæsen, 3) sanitet og 4) den tekniske tjeneste. Da Dansk Luftværnsforening henvendte sig til Indenrigsministeriet om at få en sådan tjeneste oprettet, gav ministeriet sin tilladelse hertil, såfremt det blev en frivillig tjeneste og uden udgift for det offentlige. Dog skal de forskellige sogneråd betale de nødvendige rekvisitter.

For hver by skal der udnævnes en luftværnsleder, og denne mand bliver så sendt på et 2 dages kursus, betalt af Dansk Luftværnsforening. De øvrige medlemmer af kolonnen står så under hans kommando og er pligtig til at møde, når han forlanger; dog kan man trække sig tilbage med en måneds varsel.

Endvidere talte politikommissær Kleberg, der kraftigt og manede betonede, at disse foranstaltninger i høj grad var påkrævet i den nuværende situation, og navnlig her på egnen. I Sønderjylland havde man dem ikke ved det sidste bombardement natten mellem 18. og 19. august, og så sent som den 14. september modtog Kolding Politistation anmodning om rydningshjælp til en af de bomberamte ejendomme. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. oktober 1942

1941 – Indendørs rejsegilde på andelsbolig nr. 13

I går eftermiddags på Rutebilcaféen.

Indendørs rejsegilde er vist noget nyt, men det er ulige behageligere end at stå og fryse over en kold pilsner på nybygningen. Ud fra disse betragtninger havde Arbejdernes Andelsboligforening da også valgt at fejre rejsegildet på bolig nr. 13 på Rutebilcaféen, hvor arbejderne samledes i går eftermiddag til kaffebord.

Foreningens formand, Svend Nielsen, bød velkommen og oplyste senere, at det havde været vanskeligt at skaffe tømmer til denne nybygning. Han takkede håndværkerne for vel udført arbejde samt forstander, arkitekt H. L. Hansen og den tilsynsførende arkitekt Hans Chr. Rasmussen for deres indsats. Formanden motiverede sluttelig et leve for andelsbolig nr. 13. Arkitekt Rasmussen bragte en hilsen fra forstander H. L. Hansen, der ikke kunne komme til stede, da der var julefest på Teknisk Skole for eleverne. Arkitekten takkede for godt håndværksarbejde. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 21. december 1941.

1940 – Socialdemokratisk Kvindeudvalgs kursus

En vellykket afslutningsfest i aftes.

Socialdemokratisk Kvindeudvalg, der har haft to kursus i kjolesyning i gang på Riis Toft Skole, har nu tilendebragt disse. Efter nytår tages der fat med nye hold.

I aftes havde udvalget arrangeret en smuk afslutningsfest på Rutebilscaféen, hvor de fleste af kursusdeltagerne var mødt tilligemed enkelte andre af partiets damer.

Først beså man de udstillede arbejder, og derefter samledes man under næstformanden, fru Jørgensens ledelse til et selskabeligt samvær med kaffebord […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat. 3. december 1940.

1940 – D.S.U.erne stævner til kursus i Kolding

På søndag afholder som meddelt Sydøstjyllandskredsen kursus på Rutebilcafeen i Kolding. Som taler kommer kredssektretær Holger Rasmussen, København.

Det ventes at alle kammerater, der har tillidserhverv inden for D.S.U. fra hele kredsen møder op.

Om eftermiddagen kl. 15 kommer redaktør Frede Nielsen, Sønderborg, til stede for at give en politisk oversigt. Dagen sluttes med en fest arrangeret af Kolding Afdeling […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 13. september 1940.