1942 – Dansk damper torpederet i Østersøen

Fyrbøder dræbt og to mand sårede – vraget er bjærget ind til svensk havn.

Ifølge indberetning til Udenrigsministeriet er den danske damper ORION, tilhørende A/S Dampskibsselskabet ORIEN, København, fredag aften den 19. juni blevet torpederet i Østersøen. Af den 22 mand store besætning er fyrbøder Carl Emil WIngum, født i Ordrup den 12. oktober 1900, omkommet, og 3. maskinmester Birger Jensen samt kullemper Helge Arvid Larsen, lettere sårede. Besætningen er bjærget i land. Skibet, der er stærkt beskadiget, er indbragt i svensk havn. Besætningens pårørende er underretter om det passerede. S/S ORIEN, der er bygget i 1919 i Newcastle, er på 2.405 bruttoregistertons og laster ca. 4.000 tons.

Bjærget af svensk motorskib

Besætningen på ORIEN blev bjærget af motorskibet VIRGO af Visby. VIRGO havde på rejse fra Norrkøping mødt en redningsbåd med 22 mand fra den danske damper. De to sårede blev straks efter at VIRGO havde nået havn bragt på sygehuset, hvor det viste sig, at kullemper Helge Larsen var temmelig svært forbrændt.

Set striben på torpedoen

Mandskabet på ORIEN havde ikke iagttaget det angribende fartøj, men havde derimod set striben efter torpedoen. Mandskabet havde fra redningsbåden set, at ORIEN hurtigt blev fyldt med vand, men skibet flød endnu, da mørket umuliggjorde videre iagttagelser fra redningsbåden. Det lykkedes senere at få ORIEN slæbt i havn, og i tirsdags ankom en svensk redningsdamper for at foretage tætning og pumpe den torpederende damper læns. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. juni 1942

1942 – Den blodige tog-ulykke i Lunderskov

Tre dræbte og én hårdt såret, da et godstog kørte ind i holdende godstog natten til søndag.

En ny og blodig togulykke er hændt for de danske statsbaner, og da den nye ulykke i mangt og meget ligner den, der indtraf ved Tolne Station i fredags, bekræfter den den gamle teori om, at en ulykke sjældent kommer alene, men ofte i serier.

Ulykken indtraf et par minutter før midnat lørdag aften i Lunderskov. På et af de fra stationen fjernliggende spor lidt vest for stationen, ud for den vestlige blokpost, holdt der et godstog, der kort i forvejen var kommen ind sydfra. Lokomotivet holdt fremme under pumpen for at indtage vand, men toget var så langt – det var på ca. 40 vogne – at togstammen ikke var langt nok forbi skinnekontakten, der skulle stille indkørselssignalet på stop, hvorfra der fremdeles vistes “fri bane” ud af skinnerne mod vest.

En halv snes minutter efter at det første tog var kommet ind, kom der endnu et tog sydfra. Det kørte frem med ret god fart, skønt også det skulle have gjort holdt ved Lunderskov Station. Men da der var frit indkørselssignal havde føreren på dette tog, lokomotivfører, Platz, Fredericia, der førte den store R-maskine, nr. 945, god tid til at bremse. Da han rundede svinget 4-600 meter vest for stationen, fik han imidlertid pludselig øje på det holdende tog kun et par hundrede meter fremme på linjen. Skønt han havde forvisset sig om, at der var klar for indkørsel, var han straks på det rene med farten og slog øjeblikkelig alle bremserne for at standse toget så meget som muligt. Alligevel kunne et sammenstød ikke undgås – og det blev tilmed meget voldsomt. Lokomotiv R945 pløjede sig som en kæmpemæssig rambuk bagfra ind i det holdende tog.

To vogne presses over den bagerste op på lokomotivet.

Den bagerste af dettes vogne, der var en ældre kupévogn, blev fuldstændig knust, siderne blev revet af den og bufferne boredes ned i jorden, så vognen samtidigt holdt stille. Næst- og tredjebageste vogn, to godsvogne, blev derved slynget over den bagerste, der fungerede som en sliske, og de endte ovenpå lokomotivet, svævende højt oppe i luften, 8-9 meter fra jorden. […]

Den dræbte bremser slyngedes op på lokomotivet.

I den bagerste vogn, der blev skubbet ind under godsvognene, befandt sig blandt andet den ca. 30-årige hjælpebremser A. Stein fra Fredericia. Han blev grebet af de to andre vogne og med dem slynget op på lokomotivet, hvor han kom i klemme ved skorstenen. Man kunne i første omgang ikke finde ham, skønt man vidste, at han måtte være der. Han var dræbt på stedet og hans lig måtte efter at være frigjort, hejses ned på jorden. Desuden befandt der sig enkelte tyske soldater i de bagerste vogne. To af disse blev så hårdt medtagne ved kollisionen, at de ligeledes dræbtes på stedet. En tredje tysk soldat blev meget hårdt kvæstet, idet han pådrog sig alvorlige læsioner omkring bækkenpartiet. Den ene af de dræbte soldater havde fået hovedet fuldstændig knust, den anden havde fået det ene ben helt revet op foruden svære indre kvæstelser.

Ingen af lokomotivpersonalet kom noget til.

Mærkeligt nok kom ingen af mandskabet på lokomotivet R945 noget til. De blev på deres pladser til det hele var overstået, og lokomotivet selv, led heller ikke ret megen skade, der skete næsten kun det, at skorsten blev revet af. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. juni 1942

1942 – En bombe falder

Søndag – Luftværnsøvelse i Kolding

Hans Ludvig lod en bombe springe søndag eftermiddag. Det skete ved 15-tiden i Torvegade. For at ingen skulle være i tvivl om hensigten med dette ondsindede attentat på bygninger og søndagsfreden, var der med store bogstaver malet på Damgaards hårdt medtagne gavl: “Damgaard skal ud – huset skal nedbrydes!”

I et nu var gaden sort af mennesker. Man stod som sild i en tønde og puffedes i al venskabelighed for at komme til at se lidt af, hvad der foregik. Heldigvis var kolonnefører Rasmussen i flot uniform med meget guld mødt på pletten med højtalerbil, så de, der stod bagerst og ingenting kunne se, i hvert fald fik at høre, hvad de andre kunne se!

En sprængbombe af sværere kaliber er slået ned i fortovet. I et værksted er en halv snes svende kommet til skade og ligger indespærret under ruinerne. Ambulancerne tuder og kommer susende til ulykkesstedet. I hælende på dem Teknisk Tjeneste. En faldefærdig gavl stives af med svære bjælker. Forneden slås der hul i muren. En vandledning er sprængt i kælderen. De indespærrede trues af druknedøden. Men Falck tømmer kælderen for vand. Alle reddes.

En nyt brag. En bombe falder på Svietorv. Det er gas, den frygtede sennepsgas. Gassporerne alarmeres. De rykker ud i deres fantastiske dragter. De ligner en mellemting mellem Ku-Klux-Klan og marsbeboere! Udrykningen sker så hurtigt, at lastvognen ryger lige hen over det flere meter dybe krater! Gaden bliver fejet og spulet ren.

Nu er der pludselig gået ild i gamle Sct. Nicolai. Der skal være bryllup klokken sytten, så hurtig udrykning af nødvendig. Heldigvis er alle brandmænd tilfældigvis samlet til et slag kort på brandstationen. Sprøjterne rykker ud. Sct. Nicolai bliver grundig vasket fra øverst til nederst. Godt med sæbe til. I hvad fald driver skummet ned ad de ærværdige mure. Tilskuerne ser ud, som om de har været ude i en blid forårsbyge. Alle deltager i øvelsen! […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. juni 1942.

1942 – Mine-eksplosion på Kalundborgfærgen

Kun enkelte lettere sårede og ingen panik. Forbindelsen opretholdes hveranden dag.

Motorskibet KALUNBORG har, som omtalt i størstedelen af vort oplag i går, fredag middag været udsat for en mineeksplosion under sejladsen ud af Kalundborg Fjord. Passagerer og besætning er uskadt bortset fra nogle lettere snitsår af glasstumper. Passagererne er landsat, og skibet er ved havn. Ritzaus Bureaus korrespondent erfarer yderligere, at der var ca. 500 passagerer om bord på færgen KALUNDBORG, da uheldet indtraf. Straks da uheldet skete, tog kaptajnens skibets højtaler i brug og manede alle til at være rolige, og der var ikke noget øjeblik tilløb til panik.

Efter at passagererne var sat fra borde, blev færgen dirigeret ind. Da i alt 4 mindre fartøjer nåede ind i Kalundborg havn med passagererne, holdt ambulancer parat ved kajen, men ingen var såret så alvorligt, at der blev brug for dem. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. april 1942.

1942 – Frankrig i sorg over det bomberamte Paris

Forstæderne et billede af gru og elendighed

Paris. R.B.

Nationalsorgen for ofrene for det engelske luftangreb på Paris begynder lørdag og varer til søndag eftermiddag. Teatre, biografteatre, skoler og offentlige kontorer er lukket lørdag. De døde begraves lørdag på kirkegårdene i de pågældende menigheder. Søndag formiddag vil der blive afholdt en sørgegudstjeneste i Notre Dame. […]

Endnu to døgn efter det britiske bombardement frembyrder Paris’ forstæder et billede af gru og elendighed. På gaderne, der til dels endnu er bestrøet med nedfaldne bjælker og murbrokker, har der siden onsdag morgen bevæget sig et trist tog af mennesker. Man så familier, der havde deres børn med og på barnevognen medførte det nødtørftigste huskeråd og måske en dukke til børnene. Andre er blevet transporteret af sted på lastbiler, som den franske regering har stillet til rådighed. Atter andre er blevet hjulpet af unge mennesker fra den franske arbejdstjeneste. Særlig uhyggelig forekommer meddelesen om, at der hersker uvished omg 20 personers skæbne. De havde søgt tilflugt i en kælder i Rue de Paris i Boulogne; men denne er spærret af resterne af en sammenstyrtet bygning. Redningsarbejdet må foregå med den yderste forsigtighed, da man ellers risikerer, at endnu flere huse styrter sammen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. marts 1942.

1942 – Hitler erklærer: 1942 bliver et sejrens år

Men om krigen afsluttes i dette år ved Hitler ikke.

Sportspaladset var festligt udsmykket med Rigets og dets allieredes farver. På de forreste rækker havde næsten alle rigsministrene, generalerne, æresgæsterne samt et stort antal sårede soldater taget plads og hilste Hitler med stormende begejstring, da han i sin tale fredag eftermiddag gav udtryk for troen på sejren for de unge folk, der kæmper for deres eksistens. I sin to timer lange tale (som vi her gengiver i stærkt sammentrængt form, da talen jo blev udsendt i radioen), lykønskede Hitler Japan til, at det havde slået til sine fjender i stedet for vedblivende at vise tålmodighed.

Han erklærede, at antallet af undervandsbåde er steget uhyre, og at de fjendtlige konvojer på alle have ville opleve, hvorledes de tyske undervandsbåde arbejder. Forandringen af krigen mod øst til en forsvarskrig var ikke bleven gennemtvungen af russerne, men var nødvendiggjort af den frygtelige kulde. Hitler havde selv påtaget sig ansvaret herfor. Vinteren var, fortsatte han, den østlige modstanders store håb, men de vil blive skuffet. I overskuelig fremtid vil vinterens magt blive brudt, og da indtræder det øjeblik, da den tyske musketer kan tage tilløb til det afgørende sejrrige slag. Omstillingen fra angreb til forsvar er lykkedes. Hvor modstanderen end vil træde op i dette år, vil han blive slået som hidtil, og året vil atter blive et sejrens år. Tyskland vil også til foråret være jævnbyrdig med modstanderen i talmæssig henseende. Jeg har fornylig i den erkendelse, at det, der var forberedt, langtfra kunne være tilstrækkeligt til at beskytte mod frosten, rettet en appel til det tyske folk. Denne appel var ensbetydende med en afstemning. Når de andre taler om demokrati, kan det siges: Her er det sande demokrati. Det viste sig i de dage, da et helt folk gav frivilligt.

Hvorledes dette år vil slutte, ved jeg ikke.

Jeg kan på denne 30. januar kun forsikre ét: Hvorledes dette år vil afslutte, véd jeg ikke; men ét er jeg klar over: hvor modstanderen end optræder, vil vi i dette år slå ham ligesom hidtil. Det vil atter være et år med store sejre. Vi må ikke engang drage en sammenligning f.eks. med Frederik den Stores tid. Frederik den Store måtte kæmpe mod en overmagt, der ligefrem var knusende. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. januar 1942.

1942 – Situationen

De vigtigste krigshandlinger foregår i øjeblikket på Østfronten. Den af russerne for 6 uger siden påbegyndte offensiv, foregår stadig med held. Russerne erobrer den ene by efter den anden, og medens de driver tyskerne foran sig, hober krigsbyttet sig op.

De sidste rapporter melder om ca. 300.000 døde og sårede tyskere under 40 dages kamp, samt om erobring eller ødelæggelse af ca. 3.000 tanks, 3.000 kanoner, over 33.000 transportkøretøjer, 19.000 automatiske geværer, 35.000 rifler og uhyre kvanta af ammunition og andet krigsudrystning, desuden melder russerne om 1.100 nedskudte og ødelagde tyske aeroplaner. På Centralfronten har russerne generobret Moshaisk, Kholm og Toropez.

Tyskerne, der for få uger siden pralende meddelte, at general vinter var på deres side, har nu pludselig fundet ud af, at det var en fejltagelse og at denne strenge general i virkeligheden er Stalins bedste forbundsfælde. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, januar 1942, nr. 3, årgang 1.

1941 – 3.000 mennesker til luftværnsdemonstration

Det var en kold omgang at overvære luftværnsdemonstrationen i går eftermiddags på Kolding Havn i anledning af Luftværnsdagen. Men ikke desto mindre holdt ca. 3.000 mennesker, hovedsagelig børn, der overværede demonstrationen, ud til afblæsningen. Så snart kavalkaden, hvori alle luftværnsgrene var repræsenteret, ankom til pladsen ved havnen, gik man i gang med demonstrationen, og publikum blev ved hjælp af højtaleranlæg holdt a jour med de forskellige øvelser. Med demonstrationen for øje var der opført en lille fabrik ved siden af Berring, Larsen & Co.s lagerplads. Her så man luftværnsmandskabet bane sig vej ind gennem en 1½ stens mur og stålgitterværk og befri de sårede i den bomberamte >fabrik<. Desuden så man de uhyggeligt udseende gassporere i arbejde, og stor morskab vakte det, da de ikke kunne få lukket for vandslangen.

Det mest spændende, og det var sikkert forventningen herom, der fik folk til at fryse med anstand, var dog, da det lille hus blev ramt af en brandbombe fra en flyvemaskine (H. L. Hansen) og i løbet af et øjeblik futtede af. Det både varmede og frydede de mange tilskuere, hvoraf nogle ganske simpelt havde taget en damper i brug.

Det er vanskeligt at koncentrere en øvelse med så mange deltagere – ca. 200 – på så lille et område, uden at det kommer til at virke lidt stillestående, men man fik på den anden side at se, hvad der i påkommende tilfælde står til rådighed. Publikum fik et levende indtryk af, at der er mange – ikke mindst frivillige mandskab – der ofrer mange timer på en uddannelse, som skal kunne være til hjælp, hvis ulykken rammer. Og dette er vel nok en økonomisk håndsrækning værd; ikke for luftværnsmandskabets skyld, men for vor egen skyld. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 11. oktober 1941.