1941 – Forbrydelsernes antal steg uhyggeligt i 1941

Af kriminelle sager en stigning på 547.

For politiet har 1941 været et overmåde besværligt år. De mange foranstaltninger, som har skabt et kolossalt arbejde, og dertil kommer en almindelig stigning i forbrydelsernes antal. Politimester Thalbitzer oplyser således, at man siden 1. april til dato har behandlet 2.481 kriminelle sager mod 1.934 i den tilsvarende periode året forud. Det vil sige 547 sager flere, og dertil kommer en række subsidiære sager fra andre politikredse. Men størst er stigningen for politisagernes vedkommende, hvilket bl.a. fremgår af, at der i den forløbne periode har været 2.700 bødeforlæg, mod 1.800 i tilsvarende periode i fjor. Denne voldsomme stigning skyldes for en del, oplyser politimesteren, en række krisesager, men den overvejende part går på mørklægningens og cykellygternes konto. Dels har folk overhovedet ikke haft cyklerne forsynet med lygter, og dels har lygterne ikke været afblændet på forskriftsmæssig måde. Der er anledning til at råbe vagt i gevær; thi kravene vil i det nye år absolut ikke blive mindre, hverken for cykellygterne eller mørklægningens vedkommende. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Deomkrat, 31. december 1941.

1941 – Restauratørerne er i farezonen

Betydelig stigning i antallet af sager mod restauratører og tjenere.
I politiets officielle beretning for maj måned slås det fast, at der er sket en nedgang i antallet af mørklægningsforseelser. I lange tider har antallet af rapporter på dette område ellers været betænkelig stigende, men i maj faldt den månedlige høst fra 619 til 485, men også 485 gange den gennemsnitlige bøde på 30-40 kr. bliver til noget!

Cyklisterne vejer stadig meget alvorligt til rapportbunken og navnlig er det galt med mørklægningsforskrifterne. Ikke færre end 516 cyklister blev noteret for mørklægningsforseelser i løbet af maj måned – endnu i april lå tallet kun på 255. Der er atter en lille stigning i berusere (387 mod april måneds 340).

Endvidere er der en ikke ringe stigning i antallet af sigtelser rejst mod værter og tjenere i restaurationer for at have udskænket spiritus for berusede personer. Det er idet hele taget politiets erfaring, at der langt fra altid på restaurationerne holdes tilstrækkelig meget igen med udskænkningen, og det ser unægtelig ud, som om der vises mindre påpasselighed fra serveringspersonalets side nu, end tilfældet var straks efter de strenge beruserbestemmelers ikrafttræden […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 4. juni 1941.