1941 – Tale: Folkets ret til at vælge

Tale af partiformand for DKP og folketingsmedlem Aksel Larsen, holdt i folketinget den 20. februar 1941:

Jeg anser det for yderst beklageligt, at regeringen er fremkommet med dette lovforslag om udskydelse af de kommunale valgs afholdelse, foreløbig i et år. Det ville have været af meget stor betydning at få afholdt almindelige, offentlige valg netop nu, i dette forår, i marts måned. Sådan set kan man jo sige, at det ville have været bekvemt og i mange henseender rimeligt, om man, da de daværende regeringspartier på grund af indtrufne omstændigheder forlod det grundlag, man var gået til valg på i 1939, havde ladet afholde folketingsvalg.

Dette har man ikke ønsket at gøre, men nu skulle altså de ordinære kommunale valg holdes. Jeg tror, disse kommunevalg ville have fået meget stor betydning. Vi lever i en tid, hvor man meget kraftigt påkalder folkets samlingsvilje og folkets evne til at bære tidens byrder og klare tidens vanskeligheder, og vi lever samtidig i en tid, hvor der meget højrøstet – om end uden grundlag – tales om nødvendigheden af, at det danske folk fuldkommen forkaster det grundlag, det helt har bygget sit offentlige liv på hidtil. Jeg tror, at det derfor ville have været af meget stor betydning, om man ved et kommunevalg havde givet folket, eller i hvert fald den stemmeberettigede del af det, lejlighed til at tilkendegive sin mening om styreform og styresæt her i landet. Betydningen af en sådan tilkendegivelse tror jeg ikke kan overvurderes.

Endelig ville kommunevalg nu i foråret give befolkningen en hårdt tiltrængt lejlighed til samtidigt at udtale sig om spørgsmålet samlingsregeringen og dens politik. Man vil måske hertil indvende, at dette spørgsmål forelå ikke til bedømmelse, da det var kommunale valg, vi skulle have. Indvendingen er imidlertid formel og kan ikke tages alvorligt.

Staten og kommunernes sager kan ikke på den måde skilles ad. Der er naturligvis blevet regeret og administreret efter den samme grundlinje både i stat og kommune. Dette er så meget mere selvfølgeligt, om det er de samme partier, der her i rigsdage har sluttet sig sammen og dannet grundlaget for samlingsregeringen, om også har den absolutte magt i alle landets kommuner.

Af disse tre grunde, mener jeg, at valgene havde meget stor betydning. Jeg mener uden at overdrive, at vi overhovedet aldrig i Danmarks parlamentariske historie har haft en situation, hvor det var så vigtigt at få afholdt offentlige valg, at det simpelthen er de vigtigste kommunale valg, vi nogen sinde har stået over for. Derfor beklager jeg meget, at regeringen fremkommer med et forslag om, at disse valg ikke skal finde sted. Jeg beklager meget, at dette regeringsforslag jo må antages at blive ophøjet til lov ved beslutning af rigsdagen.

Derpå vender jeg mig mod det reelle til begrundelse af valgenes udsættes, som det angives i bemærkningerne til lovforslaget, og som det forefindes i indenrigsministerens fremsættelsesaftale, nemlig dette, at på grund af den skærpede krigssituation, der kan ventes til foråret, er det ikke muligt at lade valgene finde sted. Må jeg bede den højtærede indenrigsminister om en bedre begrundelse. Må jeg bede om en begrundelse, som ministeren selv tror på. Må jeg bede om en begrundelse, som også befolkningen kan tage alvorligt.

Jeg vil i det hele taget henstille til regeringen at holde op med at komme med begrundelser for sine love og foranstaltninger, som man ikke kan tage alvorligt. Vi har været ude for det adskillige gange, f.eks. da vi fik dette mærkværdige forslag om den autobane, som skulle bygges på Falster, om den nye Guldborgsundbro. Dér fik vi en motivering, som var rent ud sagt ”ad Pommern til ”.

Jeg ved, at der herhjemme er forskellige faktorer, hvis man kan bruge det udtryk, som er eller var alt andet end begejstrede ved udsigten til at skulle have deres tilslutning målt op ved et valg. Der er først og mest nærliggende det parti, som man vel må formode endnu ledes af det ærede medlem hr. Frits Clausen; og det ved enhver, at de er ikke begejstrede for kommunale valg. De har gebærdet sig siden den 9. april, som om de havde hele folket bag sig, og som om det var givet, at i løbet af 24 timer ville folket overdrage dem magten. Men det er betegnende for deres tillid til folket, at da partierne i henhold til valgloven søgte listebogstaver for hele landet, manglede der bondepartiet og det andet parti, der hedder noget i retning af DNSAP.

De skulle ikke søge listebogstav, de skulle ikke have forberedt kommunevalg, de trængte ikke til at få opstillet kandidater. Efter de seneste begivenheder, hvor foretagendet blev sprængt og gik i mere eller mindre tiltalende, navnlig mindre tiltalende stykker, forstår man, at det er fuldkommen håbløst for dem at deltage i noget offentligt valg nogetsteds. Altså, dette parti måtte være interesseret i at få de kommunale valg forhindret. Jeg vil tro, at de efter fattig evne har gjort, hvad de kunne, men jeg kan ikke tro, at de har så megen indflydelse, at de er i stand til at udrette noget i den henseende.

Kilde:
Taler og artikler gennem 20år, af Aksel Larsen 1932-1952 (udgivet 1953), forlaget Tiden

1941 – Hedtoft Hansen og H.C. Hansen trådt tilbage

Fra Ritzau meddeltes den 8. februar 1941 til danske nyhedsmedier, at folketingsmand Hedtoft Hansen, var trådt tilbage som forretningsfører for Socialdemokratisk Forbund i Danmark, og samtidigt udtrådt af rigsdagens samarbejdsudvalg.

Også Folketingsmand H.C. Hansen, er trådt tilbage fra hans stilling som partisekretær i Socialdemokratiet.

Som konstitueret forretningsfører, er allerede blevet valgt folketingsmand Alsing Andersen.

Kilde: Hedtoft Hansen og H.C. Hansen traadt tilbage, Fre. Socialdemokrat, 8. februar 1941, forsiden

1941 – Ugen, der gik

Det gik gennem alle hjemlige nytårstaler, at mørket er tæt, men at håbet om og troen på en fremtid for vort land og vort folk er lyset, der skal vise os vej fremefter.

Næst efter kongens og statsministerens manende ord om at vise korrekthed og ubetinget samdrægtighed lagde man mærke til indenrigsminister Knud Kristensens djærve radiotale med hans stærke understregning af samarbejdets betydning for danskheden. Indenrigsministeren gik endog så vidt, at han sagde, at dette samarbejde måtte holde også fremefter, når den situation, der havde kaldt på samarbejdet, ikke var mere. Ellers vilde samarbejdet ikke være meget værd, mente man.

Disse betragtninger har vakt opmærksomhed i vide kredse, og de kommenteres livligt.

Hvorledes fremtiden vil forme sig, ved ingen, og det er for tidligt at tale om, hvorledes vi skal indrette os, når den nuværende situation er forbi. Men samarbejdet har opgaver nok over for øjeblikkets krav. Vi vil også mene, at det netop er overfor de vanskeligheder, som situationen byder, at samlingen i folket skal bestå sin prøve. Kan den det, vil samarbejdet også sætte spor frem efter.

Nogle, der endda særlig slår på deres danskhed, men hidtil har gjort sig bemærket ved at bryde de love, der er sat for at opfylde kongens og regeringens bud om at vise ro og værdighed, har selv sat sig udenfor det folkelige samarbejde. Og de søger nu at øve ond gerning overfor folk og land for i situationen at skabe en fordel for dem selv på helhedens bekostning. Men sådan gerning dømmer sig selv.

Dette lille mindretal, der står udenfor det folkelige samarbejde, vil benytte sig af alle midler til at bryde samarbejdet, og de har i løbesedler bebudet visse personers afgang og krævet en ny regering.

Men der dannes ingen dansk regering uden om rigsdagen. Sådan har det været dansk skik gennem 40 år, og denne statsskik brydes ikke af et mindretal, stort eller lille.

Folkets selvbestemmelsesret, retten til frit at vælge sine repræsentanter i rigsdag, regering og kommuner er en del af det danske folks væsen, og det giver vi ikke slip på.

I fald man lod det komme til brist her, ville samarbejdet intet være værd.

Men dette samarbejde stiller også krav til hver enkelt af os. Betinget samdrægtighed, korrekthed, ro og værdighed er de grundpiller, hvorpå det danske folk må bære sin skæbne, trofast i tanke og sind mod, hvad der er dansk.

Det samfund, det danske folk havde bygget op under demokrati og folkestyre, var det bedste i verden. Dette er også fornylig erkendt gennem bladrøster ude fra, men andre føjer så til, at neutrale lande kan ikke vente fortsat at få lov til at bevare en høj levestandard i fremtiden eller under nyordningen i Europa.

Sådanne presserøster er uheldige, og de stå ikke i samklang med de officielt givne løfter om ikke at antaste vor frihed og selvstændighed. Men på disse løfter og i ubetinget samdrægtighed bygger det danske folk sin fremtid.

Afskrift af Kolding Socialdemokrats avisleder 6. januar 1941

Kilde: Ugen, der gik, Kolding Socialdemokrat, side 3, 6. januar 1941

1940 – Den tidligere forsvarsminister om beslutningen den 9. april

Ved et stort socialdemokratisk møde i går eftermiddag i Kolding, i hvilket deltog repræsentanter for alle de fem samarbejdende partier, udtalte fhv. forsvarsminister Alsing-Andersen blandt andet:

[…] Besættelsen indtraf uvarslet. De, der tror, at vi traf vor beslutning let, kender os ikke. Vi traf den ud fra den opfattelse og overbevisning, at den vil tjene landet og folket bedst, og midt i sorgen er det en beroligelse, at tyskerne lovede, såfremt modstanden blev afbrudt, ikke at ville berøre Danmarks integritet. Jeg ved at der er afvigende opfattelser om beslutningen, og om den militærpolitik, der er ført, men det er de fem samarbejdende partier enige om ikke at drøfte, da det ikke kan ske med udbytte for tiden […]

Kilde: Uddrag, Fyns Social-Demokrat, 25. november 1940.

1940 – Socialdemokratiet er stadigt slagkraftige

De socialdemokratiske vælgerforeninger havde i går indbudt til møde i Forum, i København. Angiveligt ville op imod 16.000 mennesker med til mødet, der i dag hos avisen Socialdemokratiet bliver beskrevet som alle tiders største medlemmøde, hvor tusinder af partimedlemmer måtte gå med uforrettet sag, da de ikke kunne få en plads til mødet. 

Ved mødet blev der vedtaget en tillidserklæring til Stauning og socialdemokratiet, samtidigt med en bekendtgørelse til Danmark. Stauning selv understreger i en tale landets særlige stilling gennem overenskomsten med Tyskland og opfordrer til loyalitet overfor Tyskland.

Ligeledes takkede Hedtoft Hansen i en tale for “den enestående disciplin, offervilje og trofasthed, der overalt i landet er udvist både mod partiet, og mod land og folk”, samtidigt pointerede han at den politik, en samlingsregering kan og må føre, er væsentlig forskellig fra en partiregering. Kun en forsvindende minoritet i folket ønsker denne samling vanskeligt gjort gennem strid.

Socialdemokraternes egen avis men stadigt socialdemokratiet har sin gamle slagkraft i behold.

1940 – Staunings Radiotale

Ministeriet er i dag rekonstrueret. Det består nu af medlemmer fra de fire største partier på Rigsdagen – det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre, Partiet Venstre og det socialdemokratiske Parti, samt af repræsentanter hidkaldt fra livet udenfor de politiske partier.

Det er en ændring i de tilvante forhold, et brud med mange års sædvane, fremkaldt af de ekstraordinære tilstande, som krigsforholdene har påført vort land.

Læs mere

1940 – Vort nordiske tankesæt

Under finanslovsdebatten i folketinget den 4. juli 1940, udtalte Hartvig Frisch:

Det, der er sket gennem de fem partiers sammenslutning, er, at en for alle og alle for en går disse fem partier ind i arbejdet for Danmarks fremtid med bevidstheden om, at det aldeles overvejende flertal af Danmarks befolkning står bag dem.

Under normale forhold er det ganske naturligt, at partierne deler sig efter anskuelser, men nu må de små skillelinjer falde, thi for os alle står højt over dagen og vejen Danmarks selvstændighed og uafhængighed. Den er så selvfølgelig for os som solens lys og den luft, vi indånder.

Alle forsøg fra uansvarlig side på ved grove demagogiske midler at vildføre befolkningen er prellet af på folkets sunde sans, og de sidste forsøg på åbenlyst lovbrud har fra alle sider medt kold vrede og isnende foragt.

Vi tilsiger regeringen vor støtte til lovens og rettens ubetingede opretholdelse og til bevarelse af orden og ro. I henhold til kongens ord overholder vi derved loyalt vor overenskomst med de fremmede i landet. Idet vi samtidig fastholder vor nordiske arv og vort nordiske tankesæt.

Kilde: side 4, 5. juli 1940, Kolding Socialdemokrat

1940 – Nationalt dansk samarbejde

En fællesudtalelse fra de fire store partier og retsforbundet, vedtaget på møde den 2. juli 1940.

De på rigsdagen repræsenterede partier, der ønsker den bestående forfatning bevaret som grundlag for det politiske liv, har besluttet at gennemføre et nationalt dansk samarbejde.

Partierne lægger alle parti-uoverensstemmelser til side og samles til sikring af den uafhængighed og integritet, som er tilsagt vort land, og som er folkets fornemste ønske.

Dette samarbejde vil på rigsdagen og igennem regeringen virke for løsning af de opgaver, som tiden fører frem, og navnlig vil det være magtpåliggende at gennemføre sådanne reformer, som også med hensyn til budgetter og statsøkonomi under de ændrede vilkår skaber sikkerhed for sunde økonomiske forhold.

Desuden vil man skride til sådanne foranstaltninger, som kan bidrage til formindskelse af understøttelsesstrangen, ved at den arbejdsdygtige befolkning føres over til udførelse af arbejde, der kan tjene til sikring både for de arbejdsløse og for samfundet.

Iøvrigt vil det være formålet at bringe dagens opgaver til hurtig løsning og at sikre det bedst mulige samarbejde med de nationer, med hvilke forbindelse er mulig, og hvis forståelse vi også påkalder.

Nationalt samarbejde med disse folk er målet for vore partiers bestræbelser.

For at sikre samarbejdets videre udvikling og tilrettelægge arbejdet, når rigsdagen ikke er samlet, vælger partierne et fællesudvalg på 2 medlemmer fra hvert af de fire partier og 1 medlem fra Danmarks Retsforbund.

Det konservative Folkeparti: Halfdan Hendriksen, Ole Bjørn Kraft. Det radikale venstre: J. Veistrup, A.M. Hansen. Venstre: J. P. Stensballe, Knud Kristensen. Socialdemokratiet: Charles Petersen, Hartvig Frisch. Danmarks Retsforbud: Oluf Pedersen.

Kilde: Nationalt dansk samarbejde, Kolding Socialdemokrat, 3. juli 1940