1942 – Regeringserklæring

Indadtil fortsættes den hidtil førte politik og udadtil vil regeringen virke for styrkelse og befæstelse af forholdet mellem Danmark og Tyskland

Som meddelt den 9. november, har forholdene udviklet sig således, at et regeringsskifte har været nødvendigt. Dette regeringsskifte har fundet sted i en for landet alvorlig situation. Den nydannede regering, som nu har overtaget sine funktioner, vil indadtil fortsætte den hidtil førte politik, idet den vil have sin opmærksomhed rettet mod alle foreteelser på den økonomiske, finansielle og beskæftigelsesmæssige område her i landet og på disse områder arbejde for en sund og for land og folk gavnlig udvikling

Den vigtigste opgave udadtil

Udadtil vil regeringen se på det som sin vigtigste opgave at virke for en styrkelse af befæstelse af det gode og nabovenlige forhold mellem Danmark og Tyskland og at fremme et gensidigt tillidsfuldt samarbejdet i ønsket om at skabe fortsatte udviklingsmuligheder for den befrugtede vekselvirkning mellem dansk og tysk, der gennem tiderne har haft så stor betydning.

Medvirken til opbygning af det nye Europa

I er kendelse af det europæiske skæbnefællesskab er regeringen sig det ansvar bevidst, som også et lille land som Danmark har med hensyn til opbygningen af det kommende nye Europa, og den vil efter evne yde sin medvirken til løsningen af sådanne opgaver, som i denne forbindelse naturligt vil tilfalde vort land. Regeringen vil sikre opretholdelsen af ro og orden i landet. Den vil ikke tåle sabotage og anden forbrydelse, der direkte eller indirekte retter sig mod besættelsestropperne.

Klart standpunkt over for kommunismen

Regeringens standpunkt over for kommunismen er klart. Siden vedtagelsen af loven af 22. august 1941 er kommunistisk virksomhed her i landet ulovlig. Dette fandt sin bekræftelse ved Danmarks indtræden af Anti-Komitern-Pagten, ifølge hvilken den danske regering er forpligtet til på dansk område at bekæmpe den kommunistiske internationales opløsende og nedbrydende virksomhed. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. november 1942.