1942 – Danske Kvinders Beredskab i Kolding

holdt i går udvalgsmøde på Rådhuset. Formanden, frk. Eff, takkede bestyrelsen for godt samarbejde i det forløbne år. Hun omtalte derefter det samariterkursus, som inden for Røde Kors var afholdt for medlemmer af D.K.B., og hvor der var ca. 30 deltagere. Der har i årets løb været afholdt en del møder på landet og der er dannet nye arbejdsudvalg i Bække og Viuf, og et kursus skal i nær fremtid afholdes i Veerst. Luftværnsdagen den 10. oktober har givet 82.000 kr., fordelt over hele landet. D.B.K. i Kolding har som sin andel fået 412 kr., som skal anvendes til arbejde i Kolding Politikreds, der indtil i dag omfatter 22 arbejdsudvalg.

Næstformanden, frk. Ryge, der har repræsenteret Kolding på et formandsmøde i Odense, gav en udførlig og interessant beretning fra dette møde. Det vedtoges sluttelig at afholde et møde i lighed med det møde, der afholdtes i Røde Kors’ lokale den 26. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. januar 1942.

1940 – Samaritterkursuset i Harte

– sluttede i aftes ved en lille fest i forsamlingshuset.

Ved eksamen mandag aften bestod alle 33 deltagere. Som eksaminator fungerede holdets leder dr. Rossen, og som censorer dr. E. Hansen og formanden for Røde Kors, hr. Rasmussen, Kolding.

Man samledes ved 20-tiden omkring de smukt pyntede kaffeborde. Overalt var de røde og hvide farver fremhævet, og på bordene stod på små bårer sange der var forfattede i aftenens anledning, fikst forbundet i gazebind!

Fru Buhl, Harte, bød velkommen til forsamlingen og specielt til dr. Rossen og frue, dr. E. Hansen og frue, Frk. Eff og samaritterne fra Kolding, der havde arbejdet med under kursuset […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. december 1940.

1940 – Mørklægningen rykker frem

Fra i morgen, den 1. oktober 1940, rykker mørklægningen frem. Der skal således i morgen, være mørklagt fra kl. 18:45 og frem til kl. 7.

A.F.S. vil den 3 oktober påbegynde et nyt samariterkursus, dette vil finde sted kl 19:15 i fysiklokalet på Drengeskolen. Man kan blive indmeldt i samaritter foreningen samme aften, hvor det anbefales husmødre og husassistenter at deltage. “ligeledes anbefales det husvagterne at deltage i kursus under Hensyn til det særlige Ansvar, der påhviler dem i disse tider”. Alle som er fyldt 18 år, kan deltage i kursuset, der ledes af Dr. Junge Pedersen, der i år som noget nyt bl.a vil fremvise anatomiske film.

Hele kursuset varer 20 aftner a 2 timer. Indmeldelse i samaritter foreningen kan ligeledes ske i Depotet, Kralundsgade, i morgen den 1. oktober mellem kl. 20 til 21. 

Kilder:
Mørklægning rykker frem, Kolding Socialdemokrat, 30. september 1940
Nyt samariterkusus, Kolding Socialdemokrat, 30. september 1940

1940 – Samariterkursus i Vonsild

Mandag aften holdt Kolding-Samariter en propaganda-opvisning i Vonsild forsamlingshus for en stor del interesserede, især unge. der var i forvejen gjort et arbejde for at få et samariterkursus. Sagen var anbefalet fra flere sider, og sognerådet støttede […]

Efter øvelserne indtegnedes 49 deltagere til et kursus, og der begyndes allerede på onsdag aften og fortsættes mandag.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. juni 1940.

1940 – Vellykket afslutning på samariterkursus i Dalby

Alle 35 deltagere bestod med smukt resultat.

På foranledning af fru skovridder Nannestad har der i foråret under ledelse af læge Henningsen, Sdr. Bjært, været afholdt et velbesøgt samariterkursus i Dalby.

Det er nu afsluttet med en eksamen, som alle 35 deltagere bestod med et smukt resultat. Som censorer fungerede lægerne Schoustrup Thomsen, Kolding og Jensen fra Kolding Samariter afdeling […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. juni. 1940.

1940 – Røde Kors sendte tre tons tøj til Finland

Røde Kors’ Kolding-afdeling holdt i aftes (27. marts) generalforsamling i depotet i Sparekassens sidebygning. Af næstformanden, kolonnefører Rasmussens beretning fremgik, at foreningen nu har 277 medlemmer, hvilket tal burde sættes meget i vejret. Der har i det forløbne år været holdt femten samariterkursus, hvorved der er uddannet 5-600 samariter. Udlåndsdepotet har været godt benyttet; blandt andet har ti vandresenge til spædbørn været lånt ud.

Afdelingen har i årets løb sendt 600 kr. til spanske børn og polske flygtninge i Litauen. Til Finland er sendt tre tons tøj, der repræsenterede en stor værdi […]

Kilde: Uddrag, Jydske Tidende, 28 marts 1940.
Generalforsamling i Røde Kors, Kolding Foleblad, 28. marts 1940