1944 – Julestemning i Ødis Husholdningsforening

Ødis Husholdningsforening havde tirsdag aften indbudt medlemmerne og deres ægtemænd til en festlig sammenkomst i forsamlingshuset. Fru Schmidt, Kajbjerggaard, bød den store forsamling, der havde bænket sig ved de festligt smykkede borde, velkommen, hvorefter et selskab fra Vamdrup underholdt med musik og snag. Fru læge Grann-Petersen og fru Hjortkjær sang solonumre og duetter; fru lærer Tersbøl gav nogle klaversoli, spillede firehændigt sammen med frk. Andersen og akkompagnerede såvel sangerinderne som sin mand, der gav et par numre på violin. Efter kaffebordet læste forfatterinde fru Moe af sin nyeste bog: Det virkelige liv – skildring fra livet i Chicagos slumkvarterer.

Kilde: Kolding Folkeblad, 7. december 1944.

1943 – Skamlingsbanken har alle flag oppe i dag

I morges gled alle flag til tops på Skamlingsbanken, både det på den store flagmast ved støtten og de fem nordiske flag omkring talerstolen i bunden af den historiske mødeplads på banken. Anledningen er jo, at det i dag er 100 år siden, Skamlingsbanken blev indviet og taget i brug som dansk folkelig og national mødeplads, idet den første sprogfest på Skamling holdtes den 18. maj 1843. Den højtidelige indvielse fandt sted kl. 11 om formiddagen. I eftermiddag kl. 4 holdes i Skamlingsbankens festsal en sammenkomst, hvor man vil mindes den historiske dag. Der bliver holdt officielle taler af Skamlingbankeselskabets formand, proprietør O. Juhl, Lykkesgaard, stiftsamtsmand Herschend, Vejle, og Sprogforeningens formand, bibliotekar Jacob Petersen, Aabenraa.

Kilde: Kolding Folkeblad, 18. maj 1943.

1943 – Kolding Eksportmarkeds 25 års jubilæum i dag

Markedets store betydning for byen og havnen. Gratialer til arbejderne.

Kolding Eksportmarked fejrede i dag 25 årsdagen for markedets overtagelse af kommunen fra eksportør Jens Holm. Dagen blev markeret ved flagning på havnen og i byen og ved en sammenkomst i ‘Stærekassen’ for markedsledelsen og arbejderne.

Her bød formanden, folketingsmand M. Larsen velkommen til de indbudte og fremmødte gratulanter fra statsbanerne, Sydjysk Kreatureksportforening, og endvidere til kaptajnen, styrmanden og maskinmesteren på af det de tyske kreaturbåde, som lå i havnen og har sejlet på Kolding i over 25 år. Formanden gav et kort rids af markedets historie.

Det første par år efter overtagelsen var markedet bortforpagtet, men derefter har kommunen selv drevet det. Det er i øvrigt 55 år siden, Jens Holm oprettede markedet. Han grundlagde det, da England lukkede for eksporten fra Danmark af levende kvæg, og vi måtte søge markedet sydpå. Jens Holm samlede kreaturer fra det meste af Jylland og sendte dem sydpå pr. jernbane. Denne transport blev stoppet i 1898, på grund af mund- og klovesygefaren, og siden er transporten forgået pr. skib. til karantænestalde i de nordtyske havne.

Kolding har meget at takke Jens Holm for, særlig fordi han var manden, der gik foran. At transporten kom til at foregå fra Kolding, var såre naturligt, da Kolding dengang lå så nær grænsen. Gennem årene har der store måttet foretages udvidelser. Vi har nu 9 stalde foruden markedshallen og kan huse i alt 2.500 dyr på én gang. Desuden har vi nu fået markedet for tuberkulosefrit levekvæg. Det giver ikke overskud, men vi håber, det vil vokse, efterhånden som kvægtuberkulosen udryddes. Det er vistnok i Jylland ikke et eneste marked eller en samlestald, som ikke har eksporteret kreaturer over Kolding, og herfra er der ekspederet kreaturer til mange land; Tyskland, Italien og Spanien, ja end også til Marokko. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. april 1943.

1942 – Samariternes afsked med sanitetschefen

Kredslæge Axel Hansen hyldet ved en sammenkomst i aftes.

Ved en lille sammenkomst på Saxildhus i aftes tog Røde Kors og Arbejdersamaritterne afsked med kredslæge Axel Hansen som sanitetschef. Af helbredsmæssige grunde havde kredslægen måttet søge sin afsked for i dag at lade sig indlægge på Kolding Sygehus. Han afløses af overkirurg dr. Djørup, der fremtidig bliver chef for Sorteringsstationen, og af læge Junge Pedersen, der bliver chef for Opsamlingstjenesten. Sammenkomsten havde samlet mange samaritter, og repræsentanter for C.B.’erne og ordonnanserne var ligeledes til stede. Maskinmester Beck bød på indbydernes vegne velkommen, og man sang til indledning ‘I Danmark er jeg født’. Formanden for Arbejdersamaritterne har haft mest med kredslægen at gøre under luftalarmer, og det var altid et hyggeligt og behageligt samarbejde. Kredslægen var altid belærende og orienterende m.h.t., hvad der skete ude, hvorfra meldingerne kom. Kredslægen havde som sanitetschef haft et stort og ikke altid taknemligt arbejde. Han havde altid arbejdet for at skaffe den frivillige hjælp den bedst mulige udrustning og takket være netop kredslægen var samaritternes udrustning efterhånden så godt som komplet. […]

Arbejdssamarit Stockholm omtalte, hvor ideelt forholdene var inden for Sanitetstjenesten i Kolding modsat i andre byer hvor samaritterne altid havde 129 ting at anke over. Man havde i Kolding den rigtige chef, der havde forstået at foretage de rigtige indkøb i rette tid, så byen derved har sparet mange penge, mens man nu først mange steder i andre byer først skal til at indkøbe materiellet i dyre domme. Med ‘Der er et yndigt land’, afsluttede festen.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. januar 1942.

1941 – Hjemmenes Aften i Kolding bliver en særpræget aften

Ved gudstjenesterne i byernes kirker i morgen vil præsterne tale om hjemmenes betydning.

Der er slet ingen tvivl om, at Teatersalen i Kolding bliver stopfyldt af mennesker på tirsdag aften. Det bliver i kraft af hele emnet, formålet og programmet en ejendommelig og særpræget aften. Den kommer ikke til at ligne andre sammenkomster. De danske hjem – det er jo os alle sammen. De nordiske hjem er det begreb for sig selv, som man egentlig ikke kender det andre steder i verden. Der står nationens vugge. Derfra går vor færden. Der får hver af os den indstilling, som vi aldrig slipper, hvor vi end kommer hen i verden, og hvilke vilkår, vi end bliver underkastet. Derfra får vi også styrke og vor modstandskraft. Det gælder den enkelte, som det gælder nationen. Derfor er det klart, at det dansk hjem aldrig har haft større betydning end i denne mørketid for Danmark og Norden. Har vi et godt hjem, kan vi trygt bygge på fremtiden. Vi kan i en anden, men ikke ringere betydning bruge den engelske sætning: Mit hjem er min fæstning. De danske hjem er vor uindtagelige fæstning, ikke en fæstning, hvor vi spærrer os inde, men bag hvis skærmende mure alt det gror frem, som er det dansk folks særlige egenskaber og karakter, og plejes og udvikles under kærlige hænders røgt.

På ‘Hjemmenes Aften’ i Kolding på tirsdag skal det danske hjems stemning i dets tryghed og varme føres ind i fælleskabet i den store sal, hvor forældre fra alle klasser og alle kredse mødes – og det er jo særlig forældrene, der er bud efter. Det er et eksperiment, som vel ikke er gjort før i Danmark. Men det skal nok lykkes. Vi trænger til at samles og varmes ved det fælles lejrbål. Det er det, der sker på tirsdag.

Byens kirkeklokker ringer også i morgen aften sammen til Hjemmenes Uge. også kirken slutter op om hjemmene. Hvem er vel nærmere til det? Over hele landet gives der ved gudstjenesterne tilslutning og støtte til Hjemmenes Uge. I Kolding kirker gøres det ved de ordinære gudstjenester og ikke ved særlige aftensgudstjenester (da kirkerne ikke kan mørklægges). […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. oktober 1941.

1940 – Danmark under krisen

Eltang Socialdemokratiske Forening afholdt den 3. februar 1940 medlemsmøde i Strandhuse, hvor der var foredrag om Danmark under krisen.

… den krise, der er fremkaldt af den nuværende krig. Folkene i Europa og andre verdensdele har rejst sig imod hinanden, magtbegær og had vil bemægtige sig verden, over halvdelene af jordens befolkning deltager i ødelæggende krige, hvis virkninger ingen kan overse, og hvis følger vi sent kan overse, og hvis følger vi sent eller aldrig vil overvinde. Midt i dette kaos har kommunisme og nazisme rakt hinanden hånden.

… Danmark er ude i en situation så alvorlig som aldrig før, vi må se sandheden i øjnene, vi kan komme til at give afkald på goder, vi har vænne os til, gid Danmark må undgå krigens rædsler. Vi skal stå sammen om vort parti til værn for et frit og uafhængigt Danmark.

Tale af Togbetjent C.J. Hansen, Horsens

Kilde: Eltang Soc. Forening, 3. februar 1940, Kolding Socialdemokrat

1939 – Sammenkomst for militære og civile i Viuf

Efter at Soldaterhjemmet i Viuf er blevet åbnet, har der fra tid til anden været holdt sammenkomster, hvor både militære og beboerne samles. Som fortsættelsen heraf bliver der torsdag aften en fest, hvortil sognets tidligere lærer, M. Mortensen, er indbudt som hovedtaler. Denne vil desuden underholde med oplæsning. I forbindelse med kaffebordet vil der blive musik- og sangunderholdning af nogle stedlige befalingsmænd […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. november 1939.