På grund af svigtende helbred trækker den katolske præst i Kolding, pastor J. vand Rijckevorsel, sig til påske tilbage som sognepræst ved Sct. Michaels Kirke. Til hans efterfølger er udnævnt den katolske sognepræst i Køge, pastor Vilhelm Nølke, der er 35 år. Biskop Suhr vil komme hertil og foretage indsættelsen. Det bliver en af påskedagene.
Pastor Rijckevorsel, der er 66 år, og kom til Kolding fra Assens i 1933, bliver boende i Kolding. Jeg er glad for byen, siger han, og her er jeg groet fast. Præsten har selv ejendom i Marcus Allé, hvor han vil flytte ind. Det er en mavesygdom i forbindelse med blodtryklidelse, der har fået pastor Rijckevorsel til at tage beslutningen om sin tilbagetrædelse, idet han ikke mener at kunne passe sit embede, som det skal. Pastor Rijckevorsel, der er hollandsk bankiersøn, har gjort sig særdeles agtet og respekteret i Kolding, hvor han er blevet kendt som en loyal borger og betydelig personlighed […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. marts 1944.