1944 – Kolding får ikke gigtsanatoriet

Skanderborg er nu udpeget

Som bekendt har flere jyske byer i de sidste år trukket tov om, hvem der skulle have Rigsforeningens jyske gigtsanatorium. Ikke mindre end 14 jyske byer, deriblandt Kolding, har givet tilbud om gratis grund, men indtil i går har det stået hen i det uvisse, hvilken by der ville blive den foretrukne. For Sjællands vedkommende har sagen længe været klar, og Hørsholm får denne landsdels nye sanatorium. På et hovedbestyrelsesmøde i Rigsforeningen til bekæmpelse af rheumatiske sygdomme i går i København blev problemet løst for Jyllands vedkommende, idet man med alle stemmer mod én vedtog at lægge sanatoriet i Skanderborg. Hvornår de to nye sanatorier vil blive opført, kan der endnu ikke siges noget sikkert om, ligesom man kun kan gisne om omkostningerne, men nogen billig affære bliver det ikke. I alt regner man med 600 sengepladser, 300 på hvert sanatorium, og at der er hårdt brug for dem, fremgår af den kendsgerning, at der for øjeblikket er 18 ugers ventetid for at gigtpatienter kan komme under passende kur.

Kilde: Kolding Folkeblad, 20. maj 1944.

1943 – Den fantastiske flugt fra Domhuset

Gustav Lumbye og Skanderborg-læreren stak af iført tyske uniformer

Gustav Lumbyes flygt fra Domhusets tyske afdeling natten til søndag den 1. aug. sammen med en lærer fra Skanderborg, der sad fængslet for sabotage, vil være alle vore læsere kendt. Allerede søndag morgen ilede den glædelige meddelelse gennem den ganske by med lynets hast, omend i forskellige versioner. De oplysninger, vi er i besiddelse af, er meget sparsomme, men vi erfarer, at flugten skal være sket, efter at den tyske vagt var faldt i søvn, fordi han havde fået sovepulver i sin kaffe. Men det er måske mere sandsynligt, at det er en undskyldning, tyskeren har fundet på.

Lumbye færdedes meget frit på Domhuset og havde en del friheder, således fik han bragt mad derop. Han kom godt ud af det med den tyske vagthavende, så godt åbenbart, at det resulterede i, at en flugt lykkedes. han har sandsynligvis på en eller anden måde fået fat på nøglen til lærerens celle, og derefter er de to stukket af medførende eller iført to tyske uniformer.

Det er den mest fantastiske flugt, der er hørt under besættelsen, og glædeligvis kan vi meddele, at ingen at de to flygtninge er pågrebet. Skanderborg-læreren sad som nævnt fængslet for sabotage, han havde udført i Aarhus. Han blev i sin tid pågrebet, da en trafikelev fra Troldhedebanen tilstod at have stjålet noget sprængstof i Sønder Omme, som var blevet afhændet til læreren.

Samtlige låse i arresten på Domhuset skal være blevet udskiftet. Er man mon bange for, at Lumbye skal vende tilbage for at lukke andre ud?

[…]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: Budstikken for Kolding og omegn, august 1943, nr. 3.

1941 – Danmarks ældste død

I en usædvanlig høj alder af 104 år, er Danmarks ældste borger død, der er tale om tidligere lærerinde frk. Hvid fra Hjørring ved Skanderborg.

Indtil for 45 år siden (ca. 1896) arbejdede frk. Hvid som lærerinde på Skanderborg Kommuneskole, hvorefter hun gik på pension. I de senere år af livet, boede frk. Hvid hos forfatter Johannes Terkelsen i Hjørring.

Frk. Hvid var født på Møballegård ved byen Hovedgård. Under hendes levetid, nåede kun at opleve seks forskellige konger reagere Danmark. Hendes far, der kom til at eje gården Tammestrup tæt ved Skanderborg, havde i 1772 overværet henrettelserne af Struense og Brandt.

For nyligt døde også Norges ældste, fru Karen Pannewitz fra Oslo, som blev 106 år gammel og var enke efter en polsk tømrermester.

Kilder:
Danmarks ældste død, Fre. Socialdemokraten, side 2, 13. februar 1941
106-årig død i Oslo, Fre. Socialdemokraten, side 2, 12. februar 1941

1940 – Engelske fly nedkastede forrige nat bomber over Jylland og Fyn

Engelske bombeflyvere har kastet bomber ned over Jylland og Fyn, bomberne faldt på forskellige marker. Ifølge officielle danske meddelser, knustes nogle ruder, to kvier dræbtes, og en hest blev såret, derudover skete ingen skade.

Engelske flyvemaskiner blev natten til søndag d. 24. juni og mandag d. 25. juni iagttaget over egnen ved Holstrebro, Skanderborg, Kolding, Fredericia og Ringe. Der blev nogen steder kastet lysbomber og enkelte gange nedkastet sprængbomber.

Kilder: Uddrag, Lolland-Falsters Social-Demokrat, 25. juni 1940.
Kolding Socialdemokrat, 25. juni 1940