1941 – Den tyske værnemagts beretning for torsdag

Førerhovedkvarteret (R. B.)

Værnemagtens overkommando meddeler:

I Donezbækkenet er stærkere fjendtlige angreb blev slået tilbage med blodige tab for fjenden. Foran Leningrad strandede fornyede udfaldsforsøg fra fjenden. Luftvåbenet ødelagde en strækning af Murmanskbanen og bombarderede Leningrad ved dag og nat. Finske tropper har besat Hangø. Ved flugten fra Hangø løb den 12.000 tons store sovjetrussiske troppetransportdamper STALIN på en tysk-finsk minespærring og blev beskadiget af 3 miner. 2 tyske forpostbåde med en besætning på i alt 80 mand og transportdamperen på slæb og indbragte den til et tysk støttepunkt med de ombordværende 6.000 soldater af alle grader og rigeligt krigsmateriel.

Ved en søkamp i Kanalen sænkede en både til gennembrydning af spærringer 2 britiske hurtigbåde og beskadigede to andre med fuldtræffere. Forpostbådene greb ind i kampen, sænkede en britisk kanonbåd og beskadigede en hurtigbåd alvorligt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 5. december 1941.

1941 – Dansk damper forlist ved kollision i Sundet

Kun fire mand af besætningen reddet, 21 mand omkom.

Det danske motorskib BONITA af Vejle er ved 3-tiden i går morges sunket sydøst for Trälleborg efter kollision med damperen BOJAN af Simrishamm. 21 mand af besætningen omkom. Kun kaptajnen, 2 matroser og en messedreng blev reddet. Ulykken fandt sted i klart vejr, men BOJAN, der var malmlastet, sank næsten øjeblikkelig. Kaptajn Farup, der blev reddet, blev vækket af andenstyrmanden, der rev kahytsdøren op, idet han råbte: “Vi synker!” I det samme styrtede vandet ind ad døren, og kaptajnen måtte redde sig ved at slå en rude ud.

Mirakuløs redning

De to reddede matroser sprang ved sammenstødet ud af deres køjer og reddede sig på en flåde, der var anbragt på ruffet. BOJAN bragte de fire reddede til Trälleborg, hvor kaptajn Farup blev forbundet, og hvor de reddede på det danske vicekonsulat blev udrustet med tøj. De rejser i dag til København, hvor der vil blive afholdt søforhør. BONITA, der ejedes af Dampskibsselskabet Dania, København, var på 3.198 Brt. og bygget i Aalborg 1930. BOJAN, som ved sammenstødet fik hele forstævnen knust, var på 1.272 Brt. og bygget i Helsingør 1905. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 15. september 1941.

1941 – Dansk skib under Panama-flag forlist ved Island

Kaptajnen og 5 andre danske sømænd blandt de omkomne, mens førstestyrmanden reddedes.

Udenrigsministeriets Pressebureau meddeler:

I følge modtagen indberetning er den rederiet J. Lauritsen tilhørende damper SESSA, der var beslaglagt af de amerikanske myndigheder, og som sejlede under Panamaflag, krigsforlist i nærheden af Island. Af besætningen var de syv danske, hvoraf én, førstestyrmand Henrik Bjerregaard, er blevet reddet. De seks omkomne er kaptajn Niels Johannes Laurids Nielsen, Bakkevej 32, Tarup ved Odense, styrmand Jørgen Vilhelm Petersen, Alslevvej 32, Stubbekøbing, matros Knud Møller Thomsen, Brakesgaard pr. Brovst, maskinmester Robert Sigfred Mørch, Finerupvej, Skjern og hovmester Poul Jensen, Chrisitanshavns Voldgade 23, København. De pårørende er blevet underrettet af rederiet. SESSA, som var på 1.700 Brt., var bygget på Helsingør Jernskibs- og Maksinbyggeri i 1936. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 30. september 1941.

1941 – Endnu et dansk skib forlist i engelsk fart

Besætningen reddet med undtagelse af ungmand Peter Ryberg Hjort fra Brørup.

Ifølge modtagen meddelelse er det Rederiet J. Lauritzen tilhørende motorskib CHILEAN REEFER krigsforlist op rejse i engelsk fart. En af besætningen, ungmand Peter Ryberg Hjort fra Brørup er omkommet. CHILEAN REEFER var bygget på Nakskov Skibsværft i 1936 og målte 1831 Brt. Den omkomne unge sømand Peter Ryberg Hjort var søn af snedker Hjort, Søndergade, Brørup, som allerede for nogen tid siden modtog meddelelsen om, at sønnen var savnet. Peter Hjorts lyst stod altid til søen. Han kom efter endt skoletid i bagerlære i Kolding, men for tre år siden begyndte han at sejle, og efter den tid har han kun været på kortere besøg i Brørup, hvor han havde mange venner, som alle giver ham det bedste skudsmål som en god og dygtig kammerat, der vil blive savnet. Han blev ca. 20 år gammel. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 11. september 1941.

1941 – Engelsk bombeangreb på svensk damper i dansk farvand

Den danske lods ombord dræbtes tillige med skibets kaptajn og en mand af besætningen.
Skibet slæbt ind til dansk havn.
Natten til fredag er en svensk damper “Wenersborg” i dansk farvand blevet angrebet af en engelsk flyvemaskine. Skibet blev en del beskadiget. Det er af et andet svensk skib blevet slæbt ind til dansk havn.
Ved angrebet dræbtes tre mennesker, skibets 65-årige kaptajn A. H. Björklund, den 20-årige jungmand Knut Johan Viktorsson samt den danske lods, der var ombord, den 39-årige Aage J. Bach, Helsingør.

Damperen “Wenersborg” er ifølge den svenske skibsliste et ældre skib bygget 1914, på 1.200 Brt. Det tilhørte Svea-Bolaget og var hjemmehørende i Stockholm […]

Kilde: Uddrag, Demokraten, 10. august 1941.

1941 – Forlist med hele besætningen

Den danske Damper ”Algarve” er forlist med hele dets besætning den 19. februar 1941, nyheden er dog først i marts måned nået frem til de danske nyhedsmedier.

Besætningen bestod af kaptajn J. Mikkelsen, Esbjerg, styrmand Hans Heide, Varde, styrmand Jørgen Jespersen, Birkerød, styrmand Thorvald Elle, København, maskinmester Adolf Strange, Vordingborg, maskinmester Albert Weber Hansen, København, hovmester Erling Rønberg, København, kok Jens Ørum, Lemvig, lampepasser Johan Hansen, København, matroserne Samuel Olsen, Frederikshavn, Robert Nielsen, Lihme pr. Skive, Victor Petersen, Skive, letmatroser Edmund Sørensen, Agger, Carl Andersen, Lihme, donkeymamd Hartvig Andersen, Hollbæk, fyrbøderne Christiansen, København, Jens Ove Hansen, Nakskov, Poul Hoth Frederiksen, Frederikshavn, og Ejner Johansen, København.

Kilder:
Dansk Damper forlist med hele besætningen