1942 – 14 flåede kattekroppe fundet i møddingen

Jagten på kattene fortsætter, mens rotterne florerer.

På en stor gård ved Hadsund var man iflg. ‘Jyllp.’ forleden i gang med at køre gødning ud, og ved tømningen af møddingen fandt mand 14 flåede kattekroppe. Der har altid på den gård været holdt mange katte, hvorfor man heller aldrig har kendt til rotter, men nu i vinter gik bestanden ned i helt uhyggelig grad. Ejeren kunne ikke begribe, hvor hans katte blev af, men nu har han så rigeligt fået forklaringen. En eller anden, der har haft adgang til hans gård, har fanget kattene, dræbt dem og flået dem for derefter at sælge skindene. Fortjenesten har sikkert ligget omkring et par hundrede kroner. På andre gårde på egnen er det ikke stort bedre med kattebestanden, selv om man dog har været forskånet for et lignende modbydeligt fund i møddingen. Til gengæld driver de flåede kattekadavere i søer og åløb her, ganske som i så mange andre egne af Jylland.

Skindene jobbet op i 15-20 kr.

Undertiden går en ondartet kattepest gennem store landsdele. Dødeligheden kan være op til 60-70 pct. af hele bestanden, men selv om denne sygdom overhovedet ikke har vist sig, er situationen for tiden meget alvorligere, idet prisen på katteskind trods flere bestemmelser, der så nogenlunde skulle virke regulerende, ligger omkring 15-20 kr. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis 17. maj 1942.

1942 – Den vilde jagt efter katte gået ind

Der bør være en maksimalpris på katteskind!

Vore husdyr, kattene, er i alvorlig fare. Det er nemlig en kendsgerning, at der drives en udbredt jagt på disse dyr, og at ikke altid går helt af uden pinsler for de stakkels dyr, kan man vist gå ud fra. Katten er et overmåde nyttigt dyr, som er til stor gavn for samfundet ikke mindst i disse tider. Hvordan ville det ikke have set ud, hvis kattene ikke havde udfyldt den meget væsentlige mission, de har: at holde bestanden af rotter og mus nede? Disse skadedyr ville have været en plage i endnu højere grad, end de er det nu, og derfor må der gøres noget for at hindre, at kattenes antal indskrænkes væsentligt.

Da skindhandleren købte sin egen kat!

I øvrigt gives der eksempler på, hvilken utrolig frækhed, kattejægerne ofte er i besiddelse af. En af Horsens’ skindhandlere var forleden ude for et særlig graverende tilfælde. En mand kom ind i forretningen og solgte et par katteskind til en af hans medhjælpere. Nu havde skindhandleren lige mistet sin egen kat på uforklarlig måde, og derfor gav han sig bagefter til at undersøge skindene meget grundligt. Stor var hans forbavselse, da han opdagede, at hans egen kat lå foran ham – eller i hvert fald skindet af den!

Ovre fra Sjælland, hvor jagten efter katteskindene går mindst lige så vildt som i Jylland, fortælles en anden artig historie om en skattejæger. En sådan opkøber var på sin vej komme ttil en ret afsides egn, hvor der stod en gammel, fattig kone uden for sit hus og klappede sin kælne kat. Hun spekulerede vist samtidig på, hvor hun skulle få sit næste måltid mad fra. Opkøberen begyndte at smiske lidt for hende om den søde og smukke kat, hun havde – den ville han rigtig nok gerne købe. Han bød hende straks en daler for den. Det var mange penge, og den gamle kone slog til. Manden stoppede katten i sin sæk på ryggen og travede videre. Hen på eftermiddagen kom han tilbage. Han traf konen udenfor huset igen. Op af sin sæk tog han nu det flåede kattelig og sagde til konen: “Værsgo, her er Deres kat igen. Resten her har jeg ikke brug for, men De kan lave en ganske herlig steg af den ved at tilberede den på den og den måde!” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. april 1942.

1941 – En fest med marsvin på menuen

Marsvinjagten i Lillebælt har hidtil givet et udbytte af 175 “svin”, og deraf er ca. 150 fanget i december. Resultatet betegnes som tilfredsstillende, når henses til, at fangsten svigtede i november, for vind og strøm var imod. Det har vist sig, at de marsvin, der er fanget i den sidste tid, har betydelig mere spæk end de første, og da spækken er det værdifuldeste, har den sidste tids fangst forøget den økonomiske udbytte væsentligt, meddeler ‘Fyns Venstreblad’. For øvrigt udnyttes alt på marsvinet, skindet garves til læder, der skal være lige så stærkt som svinelæder. Indvoldene går til rævefarme, og benene til benmelsfabrikker.

Kun har det knebet at få kødet afsat, idet der er en vis modvilje mod at spise marsvinekød; men nu har Marsvinelauget i Middelfart ført beviset for, at det ikke blot er spiseligt, men endog er en lækkerbisken. Lørdag aften samledes laugets medlemmer og enkelte af fangerne til et gilde på Vestfyns Forsamlingshus, hvor der udekukkende var marsvin på menuen. Først serveredes snitter med røget marsvinefilet og siden marsvinefilet, stegt som vildt. Serveringen gjorde stor lykke – den røgede filet blev endog sammenlignet med røget laks; men den mindede dog mere om røget rensdyrkød, både i smag og udseende. […]

Efter denne debut vil man sikkert snart møde marsvinet på det berømte danske brød.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 23. december 1941.

1941 – Gang i rødspætteskindene

Ca. 10 mill. skind til Danmark


Lederen af Dansk Fiskelæderfabrik, kaptajn W. Nellemose, der tidligere var sekretær ved Havneundersøgelsen, oplyser overfor >Børsen<, at det nye foretagende nu leverer skotøjsfabrikkerne ca. 10 mill. rødspætteskind om året til damesko. Skotøjsfabrikkerne giver for tiden 38 ære pr. stk. Det giver en samlet værdi på 3½ mill. kr. om året og i arbejdsløn betales der 120 kr. pr. 1.000 skind.

Vi fisker ca. 23 mil.. kg. rødspætter om året, siger kaptajn Nellemose, og deraf spises vel ca. 5 mill. kg. herhjemme, resten eksporteres. Det er disse 5 mill. kg., det kommer an på, og det svarer til 20-25 millioner rødspætter. Vi har allerede fået fat på 10-12 millioner skind, som vi betaler fiskehandlerne 2 øre pr. stk. dvs., at de årligt indbringer fiskehandlerne ca. 2.000 kr., som tidligere gik i affaldsspandene, men hertil kommer, at der skaffes arbejde for 3-400.000 kr. til 60-70 mennesker alene ved rensning og første behandling af skindene […]

Kilde: Uddrag, Socialdemokraten, 19. juni 1941.