1942 – Kolding-galease solgt

Det nye ejer vil anvende den til vragfiskeri

Entreprenør Askholm Larsen, København, har af Finansministeriet købt den i forbindelse med Christmas-Møllersagen beslaglagde galease ARGO af Kolding. Det er den nye ejers hensigt at anvende skibet til vragfiskeri. Askholm Larsen har nemlig i nogle år arbejdet sammen med den kendte vragfisker Damgaard i Hirtshals.

Den første opgave ARGO sættes ind på, bliver metalfiskeri fra den i 1865 ud for Harboøer strandede russiske fregat ALEXANDER. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 24. december 1942.

1942 – Uddrag af Udenrigsministeriets Pressebureaus strengt fortrolige meddelelser til pressen

10. juli 1942: Politimæssige foranstaltninger over for kvindelig ungdom i Aalborg. Nogle politimæssige foranstaltninger som Sædelighedspolitiet i Aalborg i den senere tid har måttet træffe over for kvindelig ungdom i Aalborg, må kun omtales i meget beskeden form og må ikke sættes i forbindelse med de særlige befolkningsmæssige forhold i Aalborg og omegn.

14. juli 1942: Brandstiftelse på fabrikker i Aarhus. Brandstiftelse, der natten til tirsdag menes at være forsøgt på et par fabrikker i Aarhus, må under ingen omstændigheder omtales i bladene.

15. juli 1942: Omtale af sagen mod Christmas Møllers skipper. På given foranledning meddeles, at der ikke må bringes nogen forhåndsomtale i bladene om behandlingen i Højesteret af sagen mod sagen mod skipper Peter Valdemar Schmidt og letmatros Vejle-Petersen, som med motorgaleasen “Argo” i maj måned i år sejlede fhv. handelsminister J. Christmas Møller.

21. juli 1942: Brand på jernbanebroen mellem Aalborg og Nr. Sundby. Der må af trafikmæssige grunde ikke i pressen bringes nogen som helst omtale af en brand i nat på jernbanebroen mellem Aalborg og Nr. Sundby, heller ikke lokalt. […]

Kilde. Uddrag af det illegale blad: ‘Frit Danmark’, 20. august 1942, nr. 5, 1. årgang.

1942 – Skipper Schmidt, Drejens fik straffen fordoblet ved Højesteret

Til 6 års fængsel. Bedstemandens straf tredoblet til 3 år.

Højesteret har fredag afsagt dom i straffesagen mod skipper Peter Vald. Schmidt, Drejens, og letmatros Egon Gefion Vejle-Petersen, Kolding, der var tiltalt for overtrædelse af Lov af 18. januar 1941 §3 nr. 3 ved den 1. maj i år at have bistået fhv. handelsminister Christmas Møller til udenom pasmyndighederne at undslippe herfra landet i Schmidts motorgalease ARGO.

Ved byretsdommen, der afsagdes 8. juni, blev skipper Peter Schmidt idømt til 3 års fængsel, og Vejle-Petersen et års fængsel. Sagen blev af det offentlige straks appelleret, og Højesteret har i den nu afsagte dom skærpet straffen […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. juli 1942.

1942 – Tre års fængsel til Drejens-skipperen

der sejlede Christmas Møller til Sverige. Dusøren for pågribelsen af Borch Johansen fordoblet.

Københavns Byret har afsagt dom i sagen mod skipper Peter Valdemar Schmidt, Drejens, og letmatros Egon Gefion Vejle-Petersen, Kolding, der var tiltalt for overtrædelse af paragraf 3, nr. 3 ved 1. maj i år uden om paskontrollen i Schmidts motorgalease ARGO at have sejlet forhenværende handelsminister Christmas Møller og dennes hustru og søn fra Aggersund til Gøteborg. Dommen fastsætter en straf af 3 års fængsel for P. V. Schmidt og 1 års fængsel for Egon Vejle-Petersen.

Ved dommen konfiskeredes endvidere motorgaleasen ARGO, der er indregistreret i Kolding. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. juni 1942.

1942 – Muslinge-kvase sunket i Kolding Havn i nat

Og den nyslåede skippers hele indtægtsmulighed er væk.

I sidste uge fandt en arbejdsløs arbejdsmand, Starch, i Kolding, at han burde gribe den chance, der i disse dage ligger i muslingefiskeriet. Og efter modne overvejelser og store anstrengelser lykkedes det ham at skrabe en sum penge sammen, nok til at erhverve en mindre og ældre fiskekvase. Han købte for 600 kroner det veltjente skib VENUS, som tilhørte skipper Hede, Kolding. Sammen med et par kammerater tog han fuld af arbejdsmod fat på muslingefiskeriet, og han havde haft så stort udbytte af sit fiskeri, at han allerede havde landet den første last muslinger, som var blevet overtaget af fiskeeksportør Peter Christensen.

I aftes ved 7-tiden kom VENUS i havn med sin anden ladning, i alt ca. 15 tons. VENUS, der ikke selv kunne forcere den svære og skarpe is, blev bugseret ind af en af fiskeeksportørens større motorskibe. Trods det sene tidspunkt tog mandskabet straks fat på at losse noget af lasten, men da de ved 8-9 tiden havde fået ca. 1½ tons langt op på kajen, tog de hjem for at hvile ud til i morges ved 8-tiden, da de igen ville tage fat med friske kræfter for at bjerge den dyrebare last i land. De havde bemærket, at skibet tog lidt vand ind, da de forlod det, men det var dog ikke mere, end at de kunne tømme det på fem minutter eller så. Da de kom ned til slagterikajen i morges, var imidlertid kvasen sunket. Kun masten ragede op over vandet.

Og med båden sank altså også næsten hele lasten, der repræsenterede en værdi af i alt 700 kroner altså mere, end skibet havde kostet ejeren, og netop den sum, der skulle være med til at udgøre lidt af den første fortjeneste. […] Der føres i formiddag forhandlinger om mulighederne for at hæve den sunkne kvase. Men heller ikke det er billigt.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. januar 1942.

1941 – Esbjergfiskerne fulgte bombeflyvernes offer til graven

Der er ikke ved nogen tidligere begravelse set et sådant væld af signerede kranse.

Næsten hele Esbjergs fisker-befolkning deltog i fiskeskipper Zebis’ jordefærd på Fovrfeld Gravlund i går. De ville dermed give udtryk for, at de følte sig grebet af denne modige vesterhavsskippers død under mørke bombeflyveres bomberegn, medens han lå alene ude på fiskepladsen sammen med sine medhjælpere og røgtede sit farefulde hverv. Kapellet, der kan rumme 2-300 mennesker, fyldtes hurtigt og udenfor stod mindst lige så mange. Kransene dyngede sig op foran koret og i midtergangen, og en mængde kranse måtte på grund af pladsmangel i kappet føres direkte til graven. Der er næppe ved nogen tidligere begravelse i Esbjerg set et så stort antal signerede kranse. Der var i alt omkring et hundrede. De fleste af kutter-besætningerne viste på denne måde deres deltagelse, og desuden var der sendt signerede kranse fra Esbjerg Fiskeriforening, Vestjysk Fiskeriforening, Esbjerg Fiskeeksportørforening, Vestjydsk Krystalisværk og mange flere. de to fiskeriforeninger og Marineforeningen var mødt med faner. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. september 1941.

1941 – Esbjerg-kutter sænket af flyver-bombe

Skipperen, der stammer fra Grenå, dræbt og en anden af besætningen hårdt såret.

Kutteren LYNGVIG indkom i går middags til Esbjerg Havn med liget af fiskeskipper Jacob Zebis, der var fører på kutteren STJERNEN. Desuden var STJERNEN’s besætning, tre mand, hvoraf den ene var hårdt såret, ombord. STJERNEN var under fiskeri blevet angrebet af flere engelske flyvemaskiner, hvoraf en kastede en bombe, der ramte kutteren, som gik til bunds, og dræbte føreren. Liget blev sammen med det øvrige mandskab taget ombord i LYNGVIG. Den 29-årige Niels Halkjær Jensen, Esbjerg, blev hårdt såret ved bombardementet og måtte indlægges på Esbjerg Kommunesygehus, medens de øvrige to af mandskabet slap uskadt. […] Den omkomne fiskeskipper Jacob Zebis var fætter til bødkermester Zebis, Jens Holmsvej, Kolding.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. september 1941.