1944 – Stort salg af ski i Kolding

Stigende interesse for vintersporten

Nu falder sneen tæt, og holder frostvejret, er der store chancer for, at vintersportsfolkene kan komme til at udfolde sig på ski og skøjter. Vi har spurgt i Nyegaards Sportsmagasin, hvordan salget går med ski og skøjter i år.

“Det går strygende”, bliver der svaret. “Vi har næsten aldrig solgt så mange par ski før jul, som i år. Vi solgte nær ved 200 par, og endnu går salget rivende”.

Hvad koster et par gode ski?

“Gennemsnitsprisen for ski må vel siges at ligge på et halvt hundrede kroner, bindinger og stave iberegnet. Men ellers fås de naturligvis både billigere og dyrere, Men de fleste giver ca. 50 kr. for et par ski. Selve skiene koster ca. 30 kr., bindingerne 14 kr. og stavene 15 kr.”

Skøjterne er vel svært at få i år?

“Ja, i øjeblikket er det næsten umuligt. Men sidst i november fik vi en ret stor sending hjem, men den blev revet væk i løbet af få dage. Skøjterne får vi vist ikke flere af i år.”

Mærker De stor interesse for vintersporten?

“Ja, ganske overordentligt stor. Vintersporten har grebet kolossalt om sig herhjemme de senere år, og folk, der ellers ikke har været store sportsfolk, er nu ivrige skiløbere. Jo, vi kan sælge alle de ski, vi kan få hjem.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. januar 1944.

1942 – Skole-gymnastikken ombyttes med skøjteundervisning på Slotssøen

Alle Koldings skolebørn vil få instruktion i at løbe på skøjter.

Førstkommende torsdag, fredag og lørdag vil den tidligere omtalte skøjteinstruktør fru Netta Hansen komme til Kolding for at undervise medlemmer af Kolding Vinteridrætsforening på banen på Marielundssøen. For at udbrede kendskabet til rigtigt skøjteløb og for at fremme interessen for skøjteløbet i det og vide kredse, har formanden for Kolding Vinteridrætsforening henvendt sig til overlærer H. A. Hansen for at tilbyde en ordning, hvorefter alle byens skoleelever i skolernes gymnastiktimer vil kunne få undervisning i skøjteløb af en virkelig kvalificeret lærerkraft på dette område. Overlærer Hansen var straks begejstret for tanken og forelagde den for Skolekommissionens formand, togfører Larsen, hvorefter forslaget har været behandlet i et udvalgsmøde, og her besluttede man at modtage tilbuddet. Herefter vil alle de skoleelever, der løber på skøjter – og det gør vel næsten de fleste – kunne glæde sig til friske og lærerige gymnastiktimer på isen sidst i denne uge. For at skoleeleverne ikke skal have for langt at gå på skøjtebanerne, vil der blive fejet en passende bane på Slotssøen til brug for undervisning af eleverne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. februar 1942.

1942 – 6 dages Vinter-ophold i Kolding

Mulighederne for Kolding som vintersportscentrum af rang. Der er byer nok i Jylland, som gerne vil være det.

Vi har nu fået alt det vintervejr, vi kan forlange os – og lidt til. Og de mange, der omgås med planer om at komme med en besvarelse på Folkebladets lille vinterspørg om at vinde et par flotte ski ved at lægge den bedste slagplan for et seks dages vinterophold i Kolding, har nu de allerbedste forudsætninger for at kunne hente inspiration i fuldt mål, idet den is og den sne, der var en forudsætning i planerne, jo nu er til stede i fuldt omgang.

Mange vil jo nok mene, at de færreste har tid til at tilbringe 6 dage på en vinterferie, da det er de færreste, der får tildelt en sådan ferie. Dette er kun delvis rigtigt. Mange større virksomheder er nu kommet ind på at give deres funktionærer en ekstra uges vinterferie, foruden den normale sommerferie, ud fra den kendsgerning, at netop i den mærke vintertid, er der ekstra hårdt brug for at hente fornyelse og friske kræfter ved en ferie på et tidspunkt, hvor der er rig lejlighed til at dyrke vintersport. I de senere år har skisporten jo taget et sådant opsving, at en meget stor del af Danmarks ungdom (det er folk under de 60) står på ski. […]

Det gælder om – netop nu, mens tiden er – at få dette publikum i tale – for nu kan man få dem i tale. Kan man først lære disse folk, at der udmærket kan holdes vinterferie i Danmark, er måske meget vundet – også i tiden efter krigen. Og kan man yderligere lære dem at holde deres ferie i Kolding, så er der for Kolding by som sådan vundet meget, rent økonomisk og rent turistmæssigt. Det terræn, der omgiver Kolding, er nemlig fuldtud lige så godt til vintersport, som det, Dyrehaven kan byde københavnerne. Marielunds- og Komarksbusketerrænet minder meget om landskabet i Dyrehaven. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. januar 1942.