1942 – 2.800 Koldingbørn tuberkulinprøves

Skolelæge frk. Nielsen undersøger alle skolebørnene for tuberkulose

Skolelæge frk. Nielsen har påbegyndt en rationel tuberkulinprøvning af alle skolebørn i Kolding. “Det drejer sig om ca. 2.800 børn”, siger skolelægen til os. “Tuberkulosen er jo i stigning rundt omkring, så jeg synes, at jeg nu – især, da jeg har fået en skolesygeplejerske til hjælp – burde foretage en sådan undersøgelse, og Skoleudvalget har stillet sig yderst velvillig overfor tanken. Vi påbegyndte undersøgelserne for kort tid siden og bliver antagelig færdig en gang efter nytår, i januar måned.”

På spørgsmålet, om børnene ikke er ængstelige for stikket, svarer skolelægen, at børnene ikke bliver stukket. “Det hele er ganske smertefrit. Det er en plasterprøve med tuberkulinsalve på brystet. Plastret sidder en dags tid, og på tredjedagen kan reaktionen afgøres.”

Hvor mange procent reagerer positivt?

“I de førsteklasser, der er undersøgt, har tallet ligget på omkring 10 pct., og det er, hvad der er normalt, og det almindelige andre steder, hvor undersøgelse er foretaget. Fra de små klasser stiger procenten og i de store, således at i Mellemskolen godt en snes procent reagerer positivt.”

Men positivt reaktionen betyder jo ikke, at vedkommende er angrebet?

“Nej, nej, det betyder kun, at barnet på et eller andet tidspunkt har været udsat for smitte og kan være angrebet, men det kan lige så godt betyde – og gør det oftest – at barnet har overvundet smitten og i stedet erhvervet sig en mulig immunitet eller modstandskraft.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. oktober 1942.

1942 – Sdr. Vang Skole får kun lille udvidelse

Enighed mellem de to byrådsgrupper om tilbygning

Der er imellem den borgerlige gruppe og socialdemokraterne i Kolding byråd opnået enighed om at udvide Sdr. Vang Skole for ca. 105.000 kr. Det vil sige, at skolen får en tilbygning, der svarer til den udvidelse, der er vedtaget på finansplanen, nemlig en trappeopgang med to klasseværelser. Dertil kommer modernisering af skolens sanitetsforhold.

Arkitekt Sigurd Madsen er i færd med at foretage det endelige overslag, og sagen kommer til afgørelse i byrådet på mandag. Spørgsmålet er så, om der kan skaffes materialer til veje, men formanden for Skolekommissionen, Ejnar Christensen, mener, at tilbygningen er så nødvendig, at Byrådet vil beslutte at ansøge ministeriet om tilladelse til at skaffe de nødvendige materialer.

Det er muligt, at socialdemokraterne mener, at denne udvidelse kun skal være foreløbig, men malermester Winding, der er medlem af Skoleudvalget, understreger over for os, at den borgerlige gruppe absolut tager forbehold med hensyn til yderligere udvidelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 14. juli 1942.