1942 – Tirsdagens tyske hærberetning

Førerhovedkvarteret, R.B.

Værnemagtens overkommando meddeler:

I østen har de tyske tropper ved vedvarende hårde kampe tilføjet fjenden nye, store tab af mennesker og materiel. Luftvåbenet understøttede disse kampe til trods for den vanskelige vejrsituation. Beskydningen af krigsvigtige mål i Leningrad blev fortsat.

Som allerede meddelt i en særmelding har tyske undervandsbåde ved den nordamerikanske og canadiske kyst i fortsættelse af deres angreb mod den fjendtlige skibsfart i disse farvande sænket yderligere 12 handelsskibe på tilsammen 103.000 Brt., deriblandt 6 store tankdampere. Siden deres første optræden ved vestranden af Atlanterhavet, hvorom der meldtes den 24. januar, har vore undervandsbåde nu sænket i alt 30 fjendtlige handelsskibe på tilsammen 228.000 Brt.

Kampflyvemaskiner, der var sat ind til bevæbnet rekognoscering, har angrebet militære anlæg ved den skotske østkyst og i Sydvest-England. I Nordafrika er de tysk-italienske troppers bytte i kampene fra 21. til 25. januar steget til 283 panserkøretøjer, 127 stk. skyts og 563 motorvogne. Desuden blev der taget en mængde krigsmateriel som bytte. Enheder af hæren har nedskudt eller på jorden ødelagt 28 britiske flyvemaskiner og enheder af luftvåbenet 12 britiske flyvemaskiner. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. januar 1942.

1941 – Den tyske værnemagts beretning for mandag

Hensynsløse russiske modangreb og blodige tab.

Førerhovedkvarteret (R.B.)

Værnemagtens overkommando meddeler:

I Rostovområdet fortsatte fjenden også i går sine modangreb med hensynsløs indsats af mennesker og materiel og led derved igen de sværeste blodige tab. Infanteri- og panserafdelinger, der angriber i egnen omkring Moskva, er under videre fremrykning mod Sovjethovedstaden. Foran Leningrad fortsatte fjenden også i går sine forgæves udfaldsforsøg. Ved afværgelse af et angreb, der blev ført med stærkere kræfter over Nevas is, havde fjenden foruden store blodige tab også tab af talrige fanger samt 30 panservogne, deriblandt 6 af sværeste type. […]

På den skotske østkyst angreb luftvåbenet om dagen en flyveplads med bomber og med flyvemaskinernes våben. I hangarer og mandskabsrum blev der opnået fuldtræffere, og flere flyvemaskiner på jorden blev beskadigede. Om natten angreb kampflyvemaskiner havneanlæg i Sydvestengland.

I Nordafrika vedvarer kampene sydøst for Tobruk endnu. Sydfra foretagende britiske modangreb blev heldigt afslåede. Tyske og italienske kamp- og jagerafdelinger understøttede operationerne. Britiske bombemaskiner angreb i nat det nordtyske kystområde. I Hamborg og Emden havde civilbefolkningen tab af døde og sårede. Det britiske luftvåben led igen svære tab ved disse angreb og mistede 15 flyvemaskiner.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 2. december 1941.

1941 – Nordtyske byer angrebet i nat

Berlin. RB fra DNB.

Natten til i dag fløj et antal britiske bombardementsflyvemaskiner ind over Nordtyskland. Over beboelseskvarterer i flere byer blev der nedkastet spræng- og brandbomber, der forårsagede ubetydelig materiel skade. Militær eller for krigsøkonomisk vigtige mål blev ikke ramt. Ifl. de hidtil indløbne meddelelser blev 5 britiske maskiner skudt ned.

Tyske flyvemaskiner sænkede i nat ved den engelske østkyst i en stærkt sikret konvoj et fjendtligt handelsskib på 8.000 Brt. samt beskadigede tre andre handelsskibe på tilsammen 8.500 Brt.

Under væbnet rekognoscering overfløj tyske kampflyvemaskiner den 25. oktober den britiske ø’s kyster lige til Nordskotland, meddeles det DNB. fra militær side. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. oktober 1941.

1941 – Hess var fløjet til Skotland!

I den tro at kunne opnå en forståelsesfred – sprunget ud i faldskærm og i god behold.
Måske lokket i en engelsk fælde, mener partiet.

Berlin (DNB). Den nationalsocialistiske partikorrespondance meddeleler:

Så vidt det fremgår af det hidtil foretagne gennemsyn af de af Rudolf Hess efterladte papirer, synes Hess at have levet i den illusion, at han ved et personligt skridt overfor englændere, han kendte fra tidligere tid, endnu kunne hidføre en forståelse mellem Tyskland og England. Faktisk er han da også således som det er blevet bekræftet ved en meddelelse fra London, sprunget ud fra flyvemaskinen i Skotland i nærheden af det sted, han ville opsøge og er blevet fundet dér tilsyneladende uskadt.
Rudolf Hess, som det var bekendt i partiet, havde været stærkt lidende i årevis, havde den sidste tid i stigende grad taget sin tilflugt til de forskelligste hjælpemidler, magnetisører, astrologer osv. Hvorvidt disse personer har nogen skyld i fremkaldelsen af en åndelig forvirring, der foranledigede ham til dette skridt, forsøger man ligeledes at opklare. Det er imidlertid også tænkeligt, at Hess bevidst er blevet lokket i en fælde af englænderne […]

Kilde: Uddrag, Fredericia Social-demokrat, 14. maj 1941.