1940 – En resolution fra tobaksarbejderne

Tiden er ikke til splittelse, men til samling, fastslås det
Svendborg
Formændene for Tobaksarbejderforbundet og Skråtobaksarbejderforbundet holdt i går, søndag, møde og i dag forsattes det i forsamlingshuset i Svendborg. I mødet deltager i alt ca. 50 repræsentanter fra de to forbund, der dels i fælles møder og dels i separate møder under ledelse henholdsvis af Tobaksarbejderforbundets formand, Dirk Nak, og Skråtobaksarbejderforbundets formand, Th. Nielsen, drøfter indre faglige spørgsmål om arbejdsdeling. De to forbunds repræsentanter, hvis organisationer tilsammen tæller ca. 10.000 medlemmer drøftede på mødet i går formiddag foreliggende alvorlige forhold for tobaksarbejderne og for arbejderbevægelsen i almindelighed. Disse drøftelser resulterede i følgende resolution:
“Mødet udtaler fuld tillid til, at dansk arbejderbevægelse, så vel på faglig som politisk basis vil sætte ind på en sådan fordeling af krigstidens byrder, at det ikke vil blive en enkelt dårligt stillet del af befolkningen, men alle, der kommer til at bære forhold til deres evne. Mødet giver tilslutning til et på den bredest mulige basis funderet samarbejder gennem alle de kredse i vort land, som under de herskende forhold vil samvirke for bevarelsen af dansk folkestyre og dermed dansk kultur. Vi tager på det bestemteste afstand fra kliker og retninger, der under de for vort land så vanskelige vilkår søger en uroens og splittelsens ånd tilvejebragt. I landet som helhed og først og sidst arbejderbevægelsen gælder det i dag at skabe et ubrydeligt sammenhold og en lignende forståelse af samarbejdets nødvendighed”. […]

Kilde: Uddrag, Fyns Social-Demokrat, 26. august 1940