1942 – Dyrskuet blev det største der har været i Kolding

6.000 besøgende på pladsen. Vejret var fint hele dagen.

Kolding Herreds Landbrugsforenings dyrskue i lørdags blev publikumsmæssigt det største, der endnu har været holdt i Kolding. 6.000 mennesker var på dyrskuepladsen, nemlig 4.500 betalende og 1.4000 medlemmer og andre gratister. Vejret var fint hele dagen.

Vi bringer i dag de præmier, som ikke var uddelt, da bladet gik i trykken i lørdags. Midt på eftermiddagen førtes dyrene i ringen og har holdt fællesdommer, propr. Skrumsager, Visby Hedegaard, og konsulent Toft kritik over dyrene, idet de omtalte de enkelte dyr og skuet som helhed, hvilke udtalelser i det væsentlige faldt sammen med, hvad Toft udtalte til Folkebladet i lørdags.

Ved 6-tiden var det store program til ende, og pladsen tømtes efterhånden. Om aftenen fandt dyrskueballet sted på Industrien hvor hver tomme plads var optaget.

Lokalskuets ærespræmier

Tilfaldt følgende:

Jydsk Såsæds Ærespræmie; Kolding Skjald, Koldingengenes Jydske Hesteavlsforening, Kolding Handelsforenings: Jydsk Hoppeforening, Laur. Jensen, Kongsbjerggaard, hestehandler Larsens: Belgisk 3 års hoppe, Baldslev, Brogaard, Sydjysk Korn- og Foderstofforenings: tyrens Lilballe Pax, tilh. Lilballe Kvægavlsforening, Jens Holms Ærespræmie: kofamilie, tilh. Olav Rasmussen, Ferupgaard, Kolding Andels Svineslagteris Ærespræmie: so tilhørende Rasmus Jensen, Ravnholt, Klinges Ærespræmie: J. Friis Juhl, Grønhøj, Korsvang. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. juli 1942

1942 – Dyrskuet i Kolding

Ideelt vejr og gode dyr trods alle vanskeligheder. Udtalelser om skuet og hele præmielisten.

Tidligt i morges gik over 50 dannebrogsflag til tops over dyrskuepladsen ved Østerbrogade, hvor Kolding Herreds Landbrugsforening goldt sit årlige dyrskue sammen med Kredsskuet for Syd- og Sønderjylland.

Vejret er ideelt, solen skinner ikke for skarpt, men det ser ud til, at den vil bryde igennem op ad dagen, så publikumtilstrømningen vil blive stor. Allerede fra morgentimerne har der været liv og røre på pladsen, hvortil lystigt vrinskende hingste og grumt brølende tyre ankom i lange rækker, ligesom der også tidligt var mange mennesker på pladsen.

Landbrugsforeningens formand, propr. Olav Rasmussen, Ferupgaard, glædede sig over det smukke vejr, som jo næst efter dyrene er den første betingelse for et vellykket forløb af dyrskuet. “Men”, sagde han, “jeg håber ikke, det holder tørvejr længere end i dag, for nu trænges der hårdt til regn igen.”

Om de mødte dyr udtaler formanden, at de gennemgående ser godt ud og er i god stand, “men” tilføjer han, “det er jo også det bedste af det bedste, der kommer her. Selv om vi har haft godt græs et stykke tid, er der rundt om mange steder, hvor det kniber meget med huldet, og det vil kun en god regn hjælp på.”

De store tyre og flotte hingste blev beundret

Hestedommerne i kredsskuet gik hurtigt til arbejdet. I år var der kommet en “Belgier-mand” med, nemlig Sidelmann, Bramdrupdam. Desuden Skrumsager, Visby Hedegaard ved Tønder, og Hans Skov, Gjesten. Mange mennesker fulgte den interessante rangering af de store svære udvokste hingste, som det var en sand øjenlyst at se i trav. Det er var så jorden gungede, og de mange nysgerrige børn, der også var tidligt på pladsen, fo’r forskrækkede til alle sider. Det var flotte hingste, som der blandt hestefolkene var stor tilfredshed med. Også tyrene i kredsskuet var nogle egentlig tampe, dybe, brede, tynge og ikke så hurtige i bevægelserne mere, men så meget desto mere arrig og frygtindgydende. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. juli 1942.