1944 – Dyrskue og folkefest i Kolding

Skuet meget det største i mange år

Jubilæumsdyrskuet i Kolding i morgen, lørdag og på søndag er lagt an til at blive en stor folkefest. Det usædvanlig store antal dyr, som kommer på skuet og de mange aktuelle udstillinger, demonstrationer og forevisninger, vil sikkert trække mange tusinder til dyrskuet i morgen, såvel fra omegnen som fra Kolding by. Landmændene interesserer sig naturligvis mest for at se den store oprangering af avlsdyr, og her kommer alle elitedyrerene frem på rad og række. For byboerne bliver der også meget at se. De fleste kan glæde sig over de smukke dyr og til træffestævnet mellem land og by. Desuden bydes der jo på rideopvisning af Kolding Rideklub, politihundeopvisning og ringridning. Det er altid festligt at se det myldrende liv på dyrskuepladsen, hvorover et halvt hundrede dannebrog i morgen tidlig vil gå til tops.. De besøgendes adgang til pladsen sker ad Agtrupvej, idet indgangen er ved Brændkjærgaard lige over for den nye aldersrentebolig.

For at markere 75-års jubilæet vil man foruden to dages skuet som bekendt også arrangere friluftsscenen. Friluftspil er jo altid noget ud over det sædvanlige, og der kan næppe findes smukkere ramme om et sådant spil end dyrehaven ved Kolding. Som omtalt opføres Chr. Demuhts skuespil ’Jord’. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. juli 1944.

1943 – Fastelavnsfest i Industriforeningen

I gamle dage var Fastelavn noget helt andet end nu om stunder. Det var et storslået, flere dages æde- og drikkegilde, hvor man på værdig vis sagde farvel til kødet under den lange fastetid. Da var det hele befolkningen, der deltog i optog, skuespil og dans. Nu eksisterer Fastelavn kun på kalenderen og i børnenes verden. Men dér forestår man til gengæld at få noget ud af den. Det så vi i aftes ved Industriforeningens årligt tilbagevendende Fastelavnsfest for børn. Hvor de, morede sig, de små hyrdinder og skorstensfejere, sørøvere og spanioler af begge køn, cowboys, indianere, sommerfugle, og hvad alle de andre brogede kostumer nu kunne være.

Teatersalen viste sig at være alt for lille, dels fordi der var mødt ganske usædvanlig mange op, dels fordi så stor lystighed kræver meget plads. Arrangementerne gik dog alle igennem efter planen, mest på grund af konditor Klaaborgs elskværdige organisationstalent, som er trænet og udviklet efter hans snart mangeårige, fortjenstfulde optræden som legeonkel ved denne specielle lejlighed.

Det begyndte med en festlig indmarch af samtlige kostumerede børn. Hvor er der utrolig mange dejlige og søde unger i Kolding! Og så var de vel endda ikke med alle sammen. Det var et uimodståeligt rørende skue at se de helt små prøve at følge med de større i den påfølgende dans. Det hændte, at et lille nummer blev træt eller blev trådt over tæerne og måtte hen og trøstes hos mor, men det gik altid over. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. marts 1943.

1942 – Tre gange Kaj Munk i Kolding: Skidt – bedre – bedst!

I aftes havde Industriforeningen budt sine medlemmer på en Kaj Munk-aften ved Gerda Christophersen tournéen. Det er jo blevet sådan, at når Kaj Munk står på plakaten, venter folk, at der er noget at se og høre. Digterpræsten er sådan set i skuddet. Og han er jo ved siden af at være en skrap journalist og en betydelig dramatiker ikke nogen ringe reklamemand. Firmamærket er ganske godt indarbejdet. Når det står på varen, så går den. Men det er nu ikke alle fabrikata, der er helt prima. Det fik teatergængerne i Kolding aftes også et bevis på. Denne gang var det tre små enaktere af vidt forskellig art, der stod på programmet; Ruskomsnusk med røde klude.

Først var der det lille “lystspil” ‘Den kærlighed’. Kaj Munk fortæller selv, at det er et hastværksarbejde, som han “på grund af forholdendes magt” har givet fra sig, før han egentlig ønskede det. når man har set det, forstår man undskyldningen. […] Næste enakter, et lille skuespil ‘Døden’, ligger i en højere klasse. Der er noget af den rigtige Kaj Munk, halvt af præsten, halvt af komedianten, der holder af at sige replikker, som chokerer pæne folk. […] Og så endelig den sidste enakter ‘Der brænder en ild’. […] Her så vi lidt af den Kaj Munk, som han er, når han laver virkningsfuld dramatik. De sidste to enaktere reddede aftenen. Trods svaghederne gav de både underholdning og belæring, mest af det første. Det er og bliver dog ikke andet end affald fra Vedersø-præstens dramatiske værksted.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. september 1942.