1942 – 15 nordmænd skudt for forsøg på flugt

Skaffet sig motorbåd, to maskingeværer og store mængder ammunition for at sejle til England.

17 norske statsborgere er ved dom afsagt af SS- og politiret Nord dømt til døden den 9. maj, mens en fik 10 års fængsel. De havde aftalt at rejse fra Norge til England. Til dette formål havde de købt en motorbåd med brændstof samt forskellig udrustning. De blev arresteret før afrejsen.

Ved samme dom blev 6 af de dømte endvidere yderligere en gang dømt til døden, fordi de havde skaffet sig to maskingeværer med store mængder ammunition. Desuden er tre norske statsborgere dømt til 15 års tugthus og tre til 10 års tugthus for at have hjulpet de Englandsfarere, der er dømt til døden. Endelig blev en norsk statsborger dømt til 15 års tugthus fordi han ved at sælge sin både havde muliggjort rejsen. Våbnene og motorkutteren blev inddraget.

Som følge af ansøgning om benådning har rigskommissær Terboven den 20. maj ændre dødstraffen for de to norske statsborgere til livsvarigt tugthus, fordi disse to ikke var fyldt 20 år, da overtrædelsen fandt sted, og fordi de ikke var delagtige i opbevaringen af våbnene. Ansøgning om benådning for de 15 andre dødsdømte blev afslået ud fra principielle overvejer. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. maj 1942

1941 – Hvis man kommer i nærheden af orlogsskibe i dansk farvand

København, Mandag. (R.B.).

Marineministeriet har udstedt bekendtgørelse angående sejlads i nærheden af orlogsskibe, forter, spærringer o. lign., hvorefter ethvert skib eller fartøj i dansk territorialt farvand ubetinget og øjeblikkelig skal efterkomme alle bestemmelser. Signaler og anvisninger, der af sømilitære myndigheder gives i anledning af orlogsskibes (orlogsfartøjers) minestrygningsarbejder. Arbejder med miner og bøjer, skydninger o. lign, neddykkede undervandsbådes sejlads, skydning o. l. fra forter, batterier, torpedostationer, luftfartøjer m.v. og spærring af militære grunde af visse farvandsområder. Sådanne bestemmelser, signaler og anvisninger skal af danske skibe og fartøjer også efterkommes i farvandene omkring Danmark udenfor dansk territorialt farvand. Orlogsskibe er bemyndigede til at fjerne, eventuelt anholde, skibe og fartøjer, som ikke retter sig efter de givne anvisninger.

Det fremhæves bl.a., at formationer af orlogsskibe ikke må gennembrydes. Fiskeredskaber o. l. må ikke udsættes i nærheden af minestrygende orlogsskibe eller i nærheden af orlogsskibe, som udlægger miner eller arbejder i minespærringer, og ankring og fiskeri må ikke finde sted på afmærkede tvangsruter eller på skydepladser, når skydning finder sted. I åbent farvand må skibe eller fartøjer ikke nærme sig orlogsskibe og disses minestrygningsgrejer på mindre end 300 m. når særligt signalflag føres. […]

Kilde: Uddrag, Sydvestjylland, 19. august 1941.

1941 – Skytteforeningerne får lov til at skyde

Men efter brugen skal riflernes bundstykker deponeres hos politiet.

I det sidste års tid har det ikke været tilladt at drive udendørs skydning, men for nogen tid siden indgav De danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger andragende om, at der atter blev givet skytteforeningerne lejlighed til at udøve deres idræt, både i form af træning og kapskydning. Der er nu truffet afgørelse i sagen, idet Justitsministeriet i dag har meddelt, at al udendørs skydning, undtagen pistolskydning, frigives på visse betingelser […]

Kilde: Uddrag, Aarhus Amtstidende, 14. maj 1941.