1942 – 140.000 amerikanere landsat i Algier og Marokko

Franske tropper i kamp med angriberne. Den britiske flåde deltager i operationerne.

Tidligt søndag morgen angreb store amerikanske flåde- og luftstyrker Frankrigs nordafrikanske besiddelser: Algier og Marokko. Fra officiel fransk side anslås de angribende styrker til ca. 140.000 mand. Den angribende flåde tæller 3 slagskibe på 30-35.000 tons, 4 hangarskibe, 7 krydsere, talrige destroyere og andre krigsskibe. Endvidere er det konstateret, at 60 transportskibe, med amerikanske styrker forlod Gibraltars krigshavn fredag og lørdag.

De amerikanske tropper gjorde landgang i ly af mørket omkring Oran i Algier, hvor franske tropper omgående gik til modangreb. På Marokkos Atlanterhavskyst fandt landgangsoperationerne sted ved Safi, Fedala og Mehdia. Styrtbombeere angreb Casablanca på den marokkanske Atlanterhavskyst. Ved dette angreb blev fire franske undervandsbåde og slagskibet “Jean Bart” ramt. To allierede destroyere sænkedes. Et mytteriforsøg i Marokko blev kvalt uden blodsudgydelse, og der er erklæret belejringstilstand. Også i fransk Vestafrika er amerikanske tropper gået i land. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. november 1942.

1942 – Den tyske værnemagts beretning om slaget i Kanalen

Førerhovedkvarteret (R.B.)

Værnemagtens overkommando meddeler:

Den 12. februar kom det under tyske søstridskræfters operationer i Kanalen samt i den vestlige del af Nordsøen til fægtningskontakt med engelske stridskræfter. Den under kommando af viceadmiral Cillax stående flådestyrke, omfattende slagskibene SCHARNHORST, GNEISENAU og krydseren PRINS EUGEN, sænkede ifølge de hidtil foreliggende meddelelser en engelsk torpedojager og skød en anden torpedojager i brand. Angrebene fra store styrker af det engelske luftvåben blev afværget med store tab for fjenden. Kun en tysk torpedobåd blev let beskadiget ved bombetræffere. En forpostbåd er sunket, efter at den havde nedskudt den angribende flyvemaskine.

Vore søstridskræfters operationer støttedes af stærke lufteskadriller under overkommando af generalfeltmarskal Sperrle. Det fjendtlige luftvåbens tab udgør ifølge de hidtil foreliggende meddelelser 43 flyvemaskiner, af hvilke størstedelen blev nedskudt af tyske jagermaskiner og de øvrige af søstridskræfternes og luftvåbenets antiluftskyts. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 14. februar 1942.