1944 – Kvinderne i Kolding er slanke nok

I alle tilfælde er der ikke stor afsætning på afmagrende midler på apotekerne, derimod går det rask med de afførende. På et apotek, har man solgt ca. 150.000 afførende tabletter i 1943.

Et pund mere eller mindre spiller ikke nogen stor rolle, hvis det er kartofler, man taler om. Men er det kvinder, der taler, og er det et pund trukket fra eller tillagt deres egen persons vægt, er det enten en meget pinlig overraskelse eller en særdeles glædelig begivenhed – alt efter om pundet er lagt på eller taget af. Det er vist intet problem, der i den grad har de fleste kvinders bevågenhed som netop det med “linjen”. “Slank som en lilje”, véd De nok er den smukke helst skal være, og er hun det ikke, findes der i dag adskillige probate midler imod de “overflødige pund”, som vore annoncespalter taler så meget om, og som efter sigende helt skulle kunne stå en kvindes lykke i vejen.

I “gamle dage” var der noget, der hed korset. Omtalte beklædningsgenstand eksisterer ganske vist endnu, og svære damer hyller den i dag deres legeme i det stramme panser, der ved hjælp af et par ekstra træk i snøresnorene får de allermest overflødige pund til at forsvinde. Men – i vore dage kan man også gå anderledes til værks. Der er noget, der hedder afmagringspiller, og i stedet for at snøre eller sulte sig, kan man nu bare spise en tablet eller to til maden, så er man i løbet af “forbavsende kort tid”, netop – “slank som en lilje”. Tror De da!

Varen fås på ethvert apotek

I disse dage er det imidlertid netop – til visse kvindernes store ærgrelse, der måske netop havde besluttet sig til at se lidt igennem fingre med, hvad de delikaterede sig med i sommerens løb for så bagefter at gennemgå en kur med disse “tryllemidler”, der får en fed slank på 14 dage – blevet oplyst, at afmagringspillernes virkning er sløjet ret betydeligt af i det sidste år, ja for slet ikke at sige, der ligefrem forstået på tryk, at “afmagringspillerne er noget humbug”. Ikke desto mindre er avisernes og ugeblades annoncespalter i øjeblikket fyldt af store, dyre annoncer, der her og en fortæller om det og det afmagringsmiddels simpelthen epokegørende virkning. Og i en lille fodnote på annoncen står den faste bemærkning, som en slags “borgen” for, at varen er god nok, “fås på ethvert apotek”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. juli 1944.