1940 – Det civile luftværns møde

Møde den 30′ April 1940.

Mødet var indkaldt efter anmodning af stadsingeniøren.

Til Stede Politimesteren, Politikommissæren, Landsretssagfører Juhl, Brandinspektøren, Stadsingeniøren, Kolonnefører Rasmussen og afdelingsingeniør Andersen.

Vedrørende de offentlige tilflugtsrum vedtog man at de kommunale lygtetændere skal sørge for den udvendige belysning af de fritliggende rum. Naar tilflugtsrummene er færdigudbyggede og monterede aflaases de ved stadsingeniørens foranstaltning. Derimod skal stadsingeniøren ikke sørge for vagter ved rummene, idet dette spørgsmaal først maa afgøres ved luftværnstilstands indtræden.

Tilflugtsrummet paa Svietorvet maa opgives, da pladsen benyttes af de tyske soldater. I stedet bygges et tilflugtsrum paa Frimurerlogens græsplæne. Der var endnu ikke truffet aftale med ejeren herom. Tilflugtsrummet i Teknisk Skole falder bort, da skolen benyttes til kontorer for den tyske værnemagt.

Tilflugtsrummet i Sparekassen maa opgives da beboerne i ejendommen ikke har andre steder at søge tilflugt end i det paagældende rum. I stedet vil man søge at indrette et tilflugtsrum i Slotsbanken eller eventuelt paa Akseltorvet. Landsretssagfører Juhl lovede at forelægge spørgsmaalet i Kasse- og Regnskabsudvalgsmøde, han netop skulde til.

Tilflugtsrummene i Staalværket og Svinestalden falder bort og i stedet bygges to fritliggende hen henholdt vis nord og syd for havnebassinet og for havnens regning. Tunnellen i Toldbodgade kan ikke anvendes som tilflugtsrum, da det er nødvendigt at kørsel kan foregaa gennem tunnellen. Ligeledes vedtog man at udskyde rummet i Laasbygade 32, da indretning af tilflugtsrum i porten vil hindre udlejning af de bagved liggende bygninger. Til erstatning herfor indrettes et fritliggende tilflugtsrum paa parkeringspladsen ved Zahnsgade. Paa anmodning vedtog man at købe tømmer til et af tilflugtsrummene pa havnen hos tømrerhandler Simon Nielsen.

Efter senere telefonisk meddelelse fra landsretssagfører Juhl er det vedtaget at bygge et tilflugtsrum paa torvet.

Afskrift af mødereferat, 30. april 1940.
Kilde: Det Civile Luftværn i Kolding Foreningsarkiv, arkivregisternummer A1034, opbevares på Kolding Stadsarkiv

1939 – Det nye bibliotek

Det nye centralbibliotek for Kolding åbnedes i går (30. september), det var dog først i dag at man officielt holdt “åbent hus“. På kun fem timer besøgte, oplyser biblioteket, ikke færre end 3770 personer biblioteket.

Der er kommet mange gaver til det nye bibliotek, af de største private bidrag kan nævnes bibliotekets egen formand kæmner Zoffmann, der har skænket 2000 kr. til bogkøb og fabrikant Volkert, der har skænket 5000 kr. til inventar.

Et smukt og godt Bibliotek er skabt – men der er Brug for en større Bogbestand i de ny Rammer.

Kæmner Zoffmann, uddrag af åbningstale

En del af det gamle inventar bruges stadigt, af nyt lægger man dog særligt mærke til stolene, der er betrukket med ufarvet oksehud. Der er også kommet jernhylder i magasiner, og de vigtigste rum er forsynet med radioanlæg. I avismagasinet i tagetagen, kommer byens gamle aviser til at lægge sammen med Historisk Samfunds samlinger fra Koldinghus.

Der er på biblioteket i alt beskæftiget 14 personer: overbibliotekar E. Ebstrup, bibliotekarerne frk. Ørbech, Mogens Iversen, frk. J. Marschall, A.V. Haagerup, samt eleverne Signe Berkild, Svend Aage Andersen og Annelise Thage. Derudover vagtmester Jørgen Eskelund og fem unge damer, der hjælper med til det praktiske.

Arkitekt Ernst Petersen har udtalt sig at selve byggeriet har holdt budgettet, men der kommet en del mere inventar til end først beregnet, fordi det er blevet foretrukket og møblere alle afdelinger fuldt ud fra starten.

Den nye bygning er gravet så dybt ind i Slotsbanken, at det var påtale at anlægge luftværnets kommandostation i kælderen under Bogmagasinerne, i stedet blev dog Almenskolens ny bygning valgt.

Kilder: Kolding Folkeblad, 2. oktober 1939; Kolding Folkeblad, 30. september 1939