1942 – Statsradiofoniens drengekor synger i Kolding

Dansk Ungdomssamvirke for Kolding og Omegn holder tidligere meddelt en koncert i Slotsgården søndag den 5. juli. Statsradiofoniens drengekor vil da synge under ledelse af dirigenten, adjunkt Henning Elbirk. Drengekortet blev oprettet i 1929, og i den forløbne tid har i alt ca. 50 drenge været medlemmer. De gennemgår først en streng optagelsesprøve, kommer så på prøve et halvt år, inden de optages i koret, og derefter kan de være medlemmer tre-fire år, til stemmen går i overgang, og det er slut med den herlighed.

Programmet for koncerten er meget alsidigt. Først synges en afdeling sange til Danmark og Norden, deriblandt ‘Der rider en konge’. Så følger fire sange til årstiderne og derefter en broget afdeling med bl.a. ‘På rulleskøjter’ og ‘Grammofonen har ordet’ af Børge Roger Henrichsen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. juni 1942.

1941 – Folkestævnet med Alsang i Slotsgården på søndag

Fuldstændig gratis adgang.

Vi minder om, at det er på søndag, at Dansk Ungdoms Samvirke i forbindelse med KFUM og K. arrangerer dansk-kristelig folkestævne med Alsang i Slotsgården.

Der begyndes kl. 18.30 med musik, som byen har stillet til rådighed, og kl. 19 byder pastor Tobiassen velkommen, hvorefter kirkeminister Fibiger taler. Ind imellem synges der fædrelandssange af et hæfte, der gratis uddeles blandt mødedeltagerne. Der er også gradtis adgang, og man venter, at stævnet vil få samme store tilslutning som Alsangsstævnet i fjor […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 22. august 1941.

1941 – Alsang i Slotsgården næste søndag

Alsangstævnerne i Koldinghus Slotsgård sidste år står med en smuk glans over sig. Efter mange opfordringer har K.F.U.M. og K. samt Dansk Ungdomssamvirke besluttet at arrangere et lignende stævne i år, nemlig søndag den 24. august i Slotsgården. Byen har stillet hornorkester til rådighed. Det muciserer fra kl. 18.30 – gratis sanghæfte uddeles, højtaleranlæg opstilles og kirkeminister V. Fibiger kommer til Kolding og taler.

Stævnet ledes, ligesom Alsangstævnerne i fjor, af pastor P. Tobiasen, og organist Jacobsen dirigerer sangen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. august 1941.

1940 – 12.000 til Alsang ved Koldinghus

I slotsgården stod folk pakket som sild i en tønde – tale af Staldgårdens kommandant, kaptajn Heiberg-Jürgensen.

Det var en oplevelse. Ingen sinde tidligere i Danmarks Riges tusindårige historie er det sket, at hele folket på én gang har samlet sig som en hyldest til vort fædreland, som den der i går eftermiddags steg op mod den solklare septemberhimmel fra hundreder af tusindtalligt besøgte folkesangsstævner […]

Folkesangsstævnet ved Koldinghus havde samlet 12.000 mennesker. I slotsgården stod folk pakket som sild i en tønde, og udenfor på plænen ved sydfløjen var trængslen ikke mindre. Optiker Riis havde taget opstilling i et af ruinens vinduer, hvorfra han dirigerede sangen udenfor og på denne måde holdt de to forsamlinger i kontakt med hinanden […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. september 1940.

1940 – Hvor bliver den tredje Alsang i Kolding?

Efter hvad vi i dag erfarer, er det nu afgjort, at Kolding får sin tredje Alsang. Det bliver søndag d. 1. september om eftermiddagen – altså samme dag, som det er bestemmelsen, at der skal holdes folkesang over hele landet på én gang. Det er endnu ikke bestemt hvor Koldings tredje folkesangsstævne skal holdes. Som bekendt viste Slotsgården sig alt for lille ved det andet stævne […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. august 1940.

1940 – Så skal vi til Alsang igen – alle.

På Koldinghus søndag eftermiddag kl. 4. Bliver Slotsgården for lille?

De nødvendige formaliteter er nu gået i orden, således at der på ny er givet tilladelse til at holde Alsang i Koldings Slotsgård … Der skulle jo helst komme mindst lige så mange, som der forleden var ved Skyttehuset i Vejle, nemlig 6.000. Selv københavnerne er begyndt at synge. Der var samlet det kolossale tal af 120.000 mennesker i Fælledparken onsdag aften […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. august 1940.