1940 – Koldinghus skal genopstå i al sin pragt

Planer om at skabe en stor kunstsamling på slottet. Genopbygningen, der vil koste 1,3 mill. kr., interesserer Regeringen.

I Kolding har man gennem en årrække arbejdet for en fuldstændig genopbygning af Koldinghus, den gamle historiske kongeborg.

Som bekendt er der museum på slottet, men Koldingenserne vil have dette udvidet i betydelig grad, idet man ønsker indrettet lokaler til en stor dansk kunstsamling, noget lignede som Statens Museum for Kunst. Desuden ønskes riddersalen sat i en sådan stand, at den kan anvendes til kongressal og samlingssted for større møder.

Koldings borgmester Knud Hansen har sammen med byens stadsarkitekt og de lokale folketingsmænd været i deputation hos indenrigsminister Knud Kristensen og arbejdsminister Kjærbøl, der var interesseret i sagen og lovede at overveje denne indgående. […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 17. december 1940.

1940 – Hvor bliver den tredje Alsang i Kolding?

Efter hvad vi i dag erfarer, er det nu afgjort, at Kolding får sin tredje Alsang. Det bliver søndag d. 1. september om eftermiddagen – altså samme dag, som det er bestemmelsen, at der skal holdes folkesang over hele landet på én gang. Det er endnu ikke bestemt hvor Koldings tredje folkesangsstævne skal holdes. Som bekendt viste Slotsgården sig alt for lille ved det andet stævne […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. august 1940.

1940 – Så skal vi til Alsang igen – alle.

På Koldinghus søndag eftermiddag kl. 4. Bliver Slotsgården for lille?

De nødvendige formaliteter er nu gået i orden, således at der på ny er givet tilladelse til at holde Alsang i Koldings Slotsgård … Der skulle jo helst komme mindst lige så mange, som der forleden var ved Skyttehuset i Vejle, nemlig 6.000. Selv københavnerne er begyndt at synge. Der var samlet det kolossale tal af 120.000 mennesker i Fælledparken onsdag aften […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. august 1940.