1942 – “Sorte Børs”-affærerne i Kolding antager format

4-5 anholdelser i går.

“Sorte Børs”-affærerne med tilknytning til Kolding er i udvikling. De tre implicerede i gummiaffæren fra Odense blev efter deres fremstilling i Kolding Kriminalret i går eftermiddags fængslet. Den ene af dem er Koldingensisk vognmand, de to andre er overført til Kolding fra Odense. Yderligere har Kolding-politiet i aftes og i morges anholdt tre andre Koldingensere, der er impliceret i den odenseansk-koldingensiske gummisag.

Også i “Sorte Børs”-sagen omkring den ulovlige smør- og mærkehandel fra Centralmejeriet har politiet i dag foretaget et par anholdelser.

Alle de forskellige anholdte var i middags fremstillet for kriminaldommer Strøbech for hermetisk tillukkede døre. En enkelt af de anholdte løslodes, efter at man var kommet til bunds i hans andel i affærerne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. august 1942.

1942 – To nye anholdelser i Smørsagen

Mejeribestyrer Jensens brødre anholdt for medvirken.

Ret overraskende foretog kriminalpolitiet i Kolding i går eftermiddags to nye anholdelser i smørsagen fra Centralmejeriet. Det drejer sig om to brødre til mejeribestyrer Jensen. De arbejdede på mejeriet, den ene som førstemejerist, den anden som fyrbøder, og de sigtes for at have medvirket ved den ulovlige smørhandel. Politifuldmægtig Schlichtkrull oplyser, at der foreliggeler tilståelse.

I eftermiddag kl. 2½ holdes der, som bebudet, retsmøde i sagen, og samtidig med, at mejeribestyrer Jensen og handelsmand Holm fremstilles, idet fængslingsfristen over dem nu udløber, ventes det, at de to anholdte brødre kommer i grundlovsforhør. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. august 1942.