1945 – Antagelig normal togtrafik i morgen

Privatbanerne plovrydder i dag – hovedvejene ventes også åbnet i løbet af dagen

Søndagen bragte ikke nogen lettelse i trafiksituationen. Natten mellem lørdag og søndag fortsatte snefaldet og fygningen så kraftigt, at der søndag var lukket for al trafik. Vejene var fuldstændig lukkede, og baneren kunne ikke komme igennem med togene, kun statsbanerne formåede at køre igennem, men forbindelserne udover Fredericia var problematiske. Tænke på rydningen af nogen som helst art var der ikke tale om igår, dertil var fygningen dagen igennem for kraftig. Kun vejvæsenet havde en del folk ude, men de havde kun til opgave at undsætte biler, der var kørt fast i sneen.

Hen under aften stilnede vinden af, og i dag er det igen stille, så der er nu overalt sat fuld kraft på rydningsbestræbelserne, men vanskelighederne er store. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. januar 1945.

1942 – Det letter for den lokale trafik

I dag kører alle egnes rutebiler.

Amtsvejassisten Buch Larsen, Kolding, oplyser, at i formiddag er kun to af amtets veje lukkede, nemlig vejene til Hejlsminde og Aagaard. Til Hejlsminde venter man at få åbnet i løbet af formiddagen og i Aagaard en gang i løbet af dagen.

Hvordan virkede generator-sneploven i går?

“Egentlig udmærket. Den trak godt og kunne køre igennem, selv om sneen i går var meget tung på grund af det omtrentlige tøvejr. Sneploven lavede et udmærket stykke arbejde, og selv om den ikke kan gå gennem meterhøje driver, er jeg alligevel glad for den. Vi skulle bare have haft den fra begyndelsen, for det er under selve snevejret, at sneploven gør størst gavn ved at hindre vejene i at lukke helt.”

I øvrigt oplyser amtvejsassistenten, at han har 150 mand i arbejde med snekastningen på Koldingegnens amtsveje. I dag udvides kørebanerne, efter man i går fik gravet sig smalle render gennem driverne.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. februar 1942.

1942 – Snefoget i nat har lukket mange veje til

Tre bilruter til Kolding standset

Snefoget sent i aftes og i nat har bevirket, at landevejene mange stedet er føget til. Benzinmanglen har sikkert nogen steder skylden for, at situationen er blevet så fortvivlet, som den mange steder er – for mange steder, hvor en sneplov normalt ville være kørt igennem og have banet en ryddelig vej – er der nu kun lige akkurat gjort så passabelt, at bilerne kunne køre igennem. Med snefoget i nat blev sneforholdene på sådanne steder af en sådan art, at det nu vil tage forholdsvis lang tid og koste megen ulejlighed at få vejene gjort farbare. Tre af bilruterne til Kolding var i morges sneet ude: det var ruterne Egtved-Kolding, Gravens-Kolding og hovedvejsforbindelsen Haderslev-Kolding, der ikke havde kunnet forcere vejene og derfor udeblev. Turene Kolding-Vejle og Kolding-Jels var derimod ikke vanskelige at gennemføre.

Efter hvad stationsleder Knudsen på Rutebilstationen oplyser i middags, er det navnlig slemt med vejene ved Dybvadbro, Dons og Bølling – navnlig det sidste sted, hvor den gamle sne ikke var kastet ordenkig. Mange steder ligger der nu lange snedriver med tildels ret høj sne. Det skal også være ret slemt omkring Lillebæltsbroen, og vestpå i oplandet er mange veje føget til. Også ved Sdr. Stenderup ligger sneen højt og spærrede på mange biveje. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. februar 1942.