1942 – Statsminister Th. Staunings bisættelse

Hele folket og vore nabolande repræsenteret ved den af staten arrangerede mindehøjtidelighed.

Søndag eftermiddag bisattes statsminister Th. Stauning fra Forum i nærværelse af kongen og hans to sønner, af 8-10.000 repræsentanter for det danske folks forskellige grene og af repræsentanter for Sveriges og Finlands regeringer samt for en lang række fremmede nationer.

Højtideligheden var arrangeret af staten, og det hele arrangement var præget af stor stilfuldhed og enkelthed. Midt på tribunen stod båren, dækket af et væld af forårets skønneste blomster og flankeret af tre floromvundne fagforeningsfaner, deriblandt den første socialdemokratiske fane, der var med i “slaget” på Fælleden i 70’erne i forrige århundrede. Bag båren løftede sig den sortbetrukne talerstol, og bag denne igen dannede vældige draperier i sort og hvidt en højtidsfuld og alvorlig ramme om højtideligheden.

Langs tribunen stod en lang række laurbærtræer, bag hvilke 100 fagforeningsfaner havde opstilling. I øvrigt var der vældige rum kun udsmykket med dannebrogsflag og med en kæmpemæssig sorthvid løber fra hovedindgangen til tribunen.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. maj 1941.

1942 – Stauning sov stille ind søndag formiddag

Han kom ikke til bevidsthed efter hjerneblødningen. Bålfærd på søndag?

Statsminister Stauning sov stille hen søndag formiddag kl. 10.45 på Bispebjerg Hospital. Dødsårsagen var den hjerneblødning, som havde ramt statsministeren i hans hjem fredag morgen. Store Bededags eftermiddag blev statsministeren, som omtalt, bevidstløs, og han kom ikke mere til bevidsthed. Han lå stille hen, klagede ikke, og havde ingen smerter. Hjertefunktionen blev svagere og svagere.

Til stede ved statsministerens dødsleje var de to sønner, gdr. Holger Stauning, Ourø, og den unge Søren Stauning, der læser til student. Endvidere statsministerens husbestyrerinde, koncertsangerinde frk. Augusta Erichsen, hendes søster og prof. Foged.

Kongen underrettet efter kirkegangen

Straks efter at døden var indtrådt fik den fungerende statsminister Buhl meddelelser derom, og han underrettede kongen, så snart denne kom hjem fra kirke. Den socialdemokratiske partiformand, folketingsmand Alsing Andersen blev også underrettet og kom straks efter til stede på Bispebjerg Hospital, medbringende røde roser fra Socialdemokratisk Forbund og hvide tulipaner fra Rigsdagsgruppen. Folketingsmand Alsing Andersen fulgte familien til Valuersvej for i hjemmet at gennemgå statsministerens papirer, om der her skulle være optegnelser med hensyn til statsministerens egne ønsker angående bisættelsen.

Stor deltagelse fra alle sider

I løbet af søndagen blev der over for de efterladte sendt kondolencehilsener med blomster og telegrammer. Således modtog de to sønner et telegram fra kongen, hvori denne gav udtryk for sin dybfølte deltagelse. Endvidere indløb kondolencehilsener fra kronprinsparret, prins Axel og prinsesse Margaretha, Staunings gode ven gennem mange år, statsminister Per Albin Hansson og fra en lang række foreninger og institutioner. Den svenske regering gav udtryk for deltagelse over for den fungerende statsminister Buhl, og over for udenrigsministeren blev der udtrykt deltagelse bl.a. fra den tyske gesandt von Renthe Fink og den svenske minister von Dardel. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. maj 1942

1942 – Kolding Byråd: Byggeriet på Domhusparken

Juhl fortørnet over, at ministeriet ikke har svaret ham, men, “da sagen er afgjort”, vil han være loyal.

Byrådet vedtog i aftes med Socialdemokratiets stemmer at optage statslån til fortsættelse af byggeriet på Domhusparken, idet Indenrigsministeriets tilladelse jo nu foreligger. Larsen og P. Andersen fra fraværende på grund af sygdom, men skønt Juhl var fortørnet over, at Indenrigsministeriet ikke havde svaret ham på hans protest mod byggeriet, sagde han, at hans gruppe ikke ville stemme imod for ikke at benytte sig af den situation, at Socialdemokratiet ikke var flertal i Byrådet. Juhl tog – som han selv udtrykte det – englevinger på.

Byggeriet skal i gang snarest muligt.

Sagen om byggeriet ved Domhuset behandledes i mødet i aftes i to tempi. Først spurgte Juhl under “beretning fra stående udvalg” om, hvad borgmesteren havde svaret som erklæring til Indenrigsministeriet i anledning af borgergruppens klage over, at flertallet havde besluttet at bygge. Ministeriet havde nemlig ikke svaret ham, oplyste han. Borgmesteren lod papirerne hente og læste så svarskrivelsen til ministeriet op. Det fremgik heraf, at borgmesteren efter samråd med flertallet havde gjort opmærksomhed på, at det ikke var helt rigtigt, når Juhl i sin klage til ministeriet havde søgt at give det udseende af, at boligerne i Domhusparken var dårligt rentable. Lejen dér er jo ikke større end lejen i det private spekulationsbyggeri.

Finansplanen indeholder intet om, at flertallets ret til at træffe beslutninger er sat ud af kraft, således, som Juhl-erne havde søgt at give udtryk for, og byggeri er hårdt tiltrængt nu, hvor det private byggeri er gået næsten helt i stå, og der plejer normalt at blive opført omkring 190 lejligheder årligt. Det er for det år, vi går ind i , kun anmeldt 27 lejligheder, hvoraf de 16 er fra Andelsboligforeningen, og boligsituationen kan derfor blive katastrofal, hvis ikke kommunen bygger.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 27. januar 1942.

1941 – Opførelsen af ‘Blok B’ ved Domhuset vedtaget

Socialdemokraterne besluttede mod de borgerliges stemmer at bygge til 346.000 kr.

Efter en timelang diskussion vedtog socialdemokraterne i Kolding Byråd i aftes mod de borgerliges stemmer at bygge et etagehus ved Domhuset til 346.000 kr. som fortsættelse af ‘Socialt Boligbyggeri’.

På dagsordenen stod “Eventuel beslutning om opførelse af en husblok ved Domhuset”, og borgmester Knud Hansen forelagde sagen, som tidligere har været til behandling i Byrådet, idet han oplyste, af udgifterne ville beløbe sig til 346.000 kr. Håndværkernes tilbud stod ved magt, og man havde beregnet den årlige udgift til 19.537 kr. og den årlige indtægt til 19.575 kr. Ejendommen skulle indeholde 15 to-værelses lejligheder til en årlig leje af 750 kr. og 9 tre-værelses á 925 kr. Både han og Socialudvalgsformand Ejnar Christensen anbefaldede opførelsen med den sædvanlige motivering, at der ellers ville blive bolignød. Landsretssagfører Juhl erklærede hertil, at han ligesom ved den foregående behandling af sagen kunne udtale, at hans gruppe ikke ville være med. Byggeriet var ikke opført på Finansplanen, og hvis socialdemokraterne alligevel ville vedtage det, ville den borgerlige gruppe gå til ministeriet. […]

Borgmesteren svarede vredt, at landsretssafører Juhl ikke kunne hjælpe de husvilde ved at henvise til Finansplanen […]

Omsider blev der afstemning, og det gik, som det var ventet, nemlig som det er gået, så længe socialdemokraterne har haft flertallet. De første deres krig igennem med 11 stemmer mod 10. Spørgsmålet bliver så nu, hvor meget Finansplanen betyder i sagen.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 18. november 1941.

1941 – De finske arbejdere ønsker ingen erobringer, men de vil forsvare og sikre grænserne

Bemærkelsesværdig artikel i det finske Socialdemokratis hovedorgan tager afstand fra de storfinske drømmerier.

Pol. bringer i et Stockholm-telegram et uddrag af en interessant og højaktuel artikel, som det finske Socialdemokratis hovedorgan ‘Suomen Socialdemkokratii’ har offentliggjort . Det hedder i artiklen bl.a.:

Vi understreger forskellen mellem vore militære og vore politiske mål. Militært må vi uskadeliggøre fjendens hære og derfor også overskride den historiske grænse og besætte fjernere liggende områder. Dermed er det imidlertid ikke sagt, at vi ved fredsslutningen har i sinde at forene disse områder med riget. Enkelte personer og grupper har ganske vist fremsat udtalelser, der kunne tyde på dette, og i visse storfinske kredse har man villet karakterisere vor krig på anden måde end i ansvarlige politiske kredse.

Bladet understreger derefter, at der fortsat er tale om en forsvarskrig og skriver, at der blandt arbejderne ikke findes nogen begejstring for erobringerne på den anden side af grænserne. At forsvare og sikre grænserne er derimod en anden sag, hedder det videre i artiklen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 29. oktober 1941.

1941 – Forbuddet mod kommunismen vedtaget og er lov fra i aften

Hensynet til statens sikkerhed og velfærd og til de ekstraordinære forhold i det hele taget […]

Folketinget gennemførte i tre møder i går eftermiddags lovforslaget om forbuddet mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed. Ved 3. behandling vedtoges forslaget enstemmigt med 116 stemmer, og sagen sendtes til Landstinget, der i eftermiddag vil gennemføre loven, således at den inden aften er færdig fra Rigsdagen. Loven træder således i kraft.

Socialdemokratiets ordfører: De ekstraordinære forhold kræver i alle lande ekstraordinære foranstaltninger.

Alsing Andersen udtalte som Socialdemokratiets ordfører følgende:

I sin begrundelse for det foreliggende lovforslag har den højtærede justitsminister såvel bemærkninger som i forelæggelsen fremhævet hensynet til statens sikkerhed og velfærd, ligesom ministeren i denne forbindelse peger på de ekstraordinære forhold. Mit parti kan ikke afvise disse betragtninger. Den ekstraordinære situation, der for tiden hersker i Europa, må bedømmes ud fra andre forudsætninger end situationen før krigens udbrud. De ekstraordinære forhold kræver i alle lande ekstraordinære foranstaltninger. Det gælder også de lande, der ligesom Danmark ikke er deltagere i krigen. Ingen kan med rette undre sig herover. Heri ligger dog ingenlunde, at det kan være den danske offentlighed ligegyldigt, hvilke foranstaltninger der gennemføres. Det må være både befolkningens og de politiske partiers opgave at bedømme hver enkelt forholdsregel både ud fra de tilstedeværende faktiske forudsætninger og ud fra de grundsætninger, hvorpå landets forfatningsliv hviler. Under denne synsvinkel har mit parti bedømt også det foreliggende lovforslag, og når de i forslaget omtalte foranstaltninger da skal gennemføres, og det samtidig er vor pligt at varetage de hensyn, som jeg har nævnt, mener vi, at lovforslaget næppe kan affattes anderledes, end således som det foreligger. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 21. august 1941.

1941 – Valg i Silkeborg

Den 11. marts 1941 var der kommunevalg i Silkeborg, selv om valget for resten af landet blev udskudt, fik Silkeborg lov at afholde valget, fordi der siden sidste valg var sket landmæssige-indlemmelser til Silkeborg.

Resultatet fra valget lød følgende:

  • Socialdemokratiet, 4300 stemmer og 11 mandater
  • Radikale, 301 stemmer og 1 mandat
  • Konservative, 1361 stemmer og 4 mandater
  • Venstre, 898 stemmer og 2 mandater
  • Retsforbundet, 256 stemmer og 0 mandater
  • DKP, 434 stemmer og 1 mandat

Antallet af byrådsmedlemmer er udvidet fra 15 til 19. Det lykkes som nye partier, både DKP og Radikale at få en repræsentant i byrådet.

Kilde:
Arbejderbladet, 12. marts 1941, forsiden

1941 – Bestyrelsesmøde i Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening

Den 14 Februar afholdetes et Bestyrelsesmøde i Alpedalen hos Formanden Chr. Petersen. Hovedmaalet var at vælge en Delegeret fra Foreningen til at rejse til Vejle Søndag den 16 Februar for at deltage i Opstillingsmødet ved det forestaaende Amtsraadsvalg. Valget blev K. Antonsen Bramdrupdam.

Desuden drøftedes det forestaaende kommunevalg og det bestemtes at afholde Opstillingsmøder i Bramdrup den 22. Februar og i Harte Forsamlingshus d 28 Februar, hvad man saa skulde se af faa bekendtgjort paa bedste maade.

Mødet hævet

Kilde: Uddrag fra forhandlingsprotokol, 1941. Forhandlingsprotokollen for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening. Opbevares på Kolding Stadsarkiv.

Maskinmester Petersen fra Alpedalen var medarbejdere ved Vandkraftværket Harteværket, der i dag er et oplevelsescenter som du kan besøge, læs mere på værkets hjemmeside