1940 – Socialdemokratiet er stadigt slagkraftige

De socialdemokratiske vælgerforeninger havde i går indbudt til møde i Forum, i København. Angiveligt ville op imod 16.000 mennesker med til mødet, der i dag hos avisen Socialdemokratiet bliver beskrevet som alle tiders største medlemmøde, hvor tusinder af partimedlemmer måtte gå med uforrettet sag, da de ikke kunne få en plads til mødet. 

Ved mødet blev der vedtaget en tillidserklæring til Stauning og socialdemokratiet, samtidigt med en bekendtgørelse til Danmark. Stauning selv understreger i en tale landets særlige stilling gennem overenskomsten med Tyskland og opfordrer til loyalitet overfor Tyskland.

Ligeledes takkede Hedtoft Hansen i en tale for “den enestående disciplin, offervilje og trofasthed, der overalt i landet er udvist både mod partiet, og mod land og folk”, samtidigt pointerede han at den politik, en samlingsregering kan og må føre, er væsentlig forskellig fra en partiregering. Kun en forsvindende minoritet i folket ønsker denne samling vanskeligt gjort gennem strid.

Socialdemokraternes egen avis men stadigt socialdemokratiet har sin gamle slagkraft i behold.

1940 – Gadedrengestreger mod Social-Demokratens udhængsskabe

Uddrag fra Kolding Socialdemokrat den 3. Oktober 1940:

Nogle Gadedrenge har i nat været på spil – forresten betegnede, at de altid virker bedst i mørke – med at opklæbe mærkater på Kolding Social-Demokratens udhængsskabe. Der findes åbenbart endnu landsmænd, som mangler forudsætninger for at forstå, at tiden ikke er til den slags gadedrengestreger. 

Sagen er meldt til politiet – ikke for vor egen skyl, men for gadedrengenes skyld. Det synes nemlig, som om det er opdragelse, det skorter på.

Kilde: Nogle gadedrenge, Kolding Socialdemokrat, 3. Oktober 1940

Red: enkelte ord er rettet til et mere nutidsdansk, for at lette læseforståelsen.

1940 – Staunings Radiotale

Ministeriet er i dag rekonstrueret. Det består nu af medlemmer fra de fire største partier på Rigsdagen – det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre, Partiet Venstre og det socialdemokratiske Parti, samt af repræsentanter hidkaldt fra livet udenfor de politiske partier.

Det er en ændring i de tilvante forhold, et brud med mange års sædvane, fremkaldt af de ekstraordinære tilstande, som krigsforholdene har påført vort land.

Læs mere

1940 – Nationalt dansk samarbejde

En fællesudtalelse fra de fire store partier og retsforbundet, vedtaget på møde den 2. juli 1940.

De på rigsdagen repræsenterede partier, der ønsker den bestående forfatning bevaret som grundlag for det politiske liv, har besluttet at gennemføre et nationalt dansk samarbejde.

Partierne lægger alle parti-uoverensstemmelser til side og samles til sikring af den uafhængighed og integritet, som er tilsagt vort land, og som er folkets fornemste ønske.

Dette samarbejde vil på rigsdagen og igennem regeringen virke for løsning af de opgaver, som tiden fører frem, og navnlig vil det være magtpåliggende at gennemføre sådanne reformer, som også med hensyn til budgetter og statsøkonomi under de ændrede vilkår skaber sikkerhed for sunde økonomiske forhold.

Desuden vil man skride til sådanne foranstaltninger, som kan bidrage til formindskelse af understøttelsesstrangen, ved at den arbejdsdygtige befolkning føres over til udførelse af arbejde, der kan tjene til sikring både for de arbejdsløse og for samfundet.

Iøvrigt vil det være formålet at bringe dagens opgaver til hurtig løsning og at sikre det bedst mulige samarbejde med de nationer, med hvilke forbindelse er mulig, og hvis forståelse vi også påkalder.

Nationalt samarbejde med disse folk er målet for vore partiers bestræbelser.

For at sikre samarbejdets videre udvikling og tilrettelægge arbejdet, når rigsdagen ikke er samlet, vælger partierne et fællesudvalg på 2 medlemmer fra hvert af de fire partier og 1 medlem fra Danmarks Retsforbund.

Det konservative Folkeparti: Halfdan Hendriksen, Ole Bjørn Kraft. Det radikale venstre: J. Veistrup, A.M. Hansen. Venstre: J. P. Stensballe, Knud Kristensen. Socialdemokratiet: Charles Petersen, Hartvig Frisch. Danmarks Retsforbud: Oluf Pedersen.

Kilde: Nationalt dansk samarbejde, Kolding Socialdemokrat, 3. juli 1940

1940 – Koldings finanser i uorden

Indenrigsministeriet har krævet en ordning bragt til veje.

Indenrigsministeriet har anmodet Kolding Kommune om forslag til nedbringelse af kommunens gæld der overstiger det i Købestads-Kommunalloven fastsatte beløb på 25 kr. pr. indbygger.

I et byrådsmøde i aftes vedtog socialdemokraterne en svarskrivelse, hvori der blandt andet henvises til at en fremrykning af skattebetalingerne på halvanden måned ventes at ville give ca. 400.000 kr.

Det borgerlige mindretal gik imod redegørelsen, blandt andet med den motivering, at skatterne sandsynligvis ikke vil gå ind i den anførte udstrækning […]

Kilde: Uddrag, Ribe Stifts-Tidende, 7. juni 1940.

1940 – Bestyrelsesmøde i Harte-Bramdrup socialdemokratiske forening

Søndag d. 26 Mai 1940 afholdtes et Bestyrelsesmøde nede ved Vandkraftcentralen i Alpedal, mødets Formaal var at vælge Medlemmer til at deltage i et Indstruktionsmøde i Vejle Søndag d. 2 Juni valgt blev Jørgen Grejsen Ejstrup, Chr. Block Ejstrup, Anders Lorentsen Bramdrupdam, Chr. Petersen Alpedal og Kristian Antonsen Bramdrupdam.

Mødet hævet

Kilde: Uddrag fra forhandlingsprotokol, 1940. Forhandlingsprotokollen for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening. Opbevares på Kolding Stadsarkiv.