Fra By- og amtssygehuset i Kolding har Dansk Kvindesamfund, Kolding og Omegns Husmoderforening og Socialdemokratisk Kvindesamfund modtaget følgende skrivelse:
I en katastrofe situation vil der på hospitalet blive brug
for et langt større personale, end man normalt vil kunne råde over.
Man må derfor i vid udstrækning regne med hjælp af frivillig
vej. Hvis en sådan hjælp skal være hospitalet til virkelig nytte, må de
eventuelle hjælpere i tide være i hvert fald orienteret om hospitalets
indretning og i nogen grad om, hvad deres arbejde vil blive der.
I betragtning af den bestående alvorlige situation, der i øvrigt
har bragt hospitalet til også at træffe foranstaltninger på anden måde,
henvender vi os til medlemmerne, i det vi forespørger, om vi kan regne med
hjælp fra foreningernes side.
Hvis dette er tilfældet, anmoder vi dem om snarest at
meddele os dette og tilsende os adresse på dem, der vil yde os bistand.
De tre kvindeforeningers medlemmer bedes henvende sig til
deres respektive formænd, henholdsvig fruerne Helen Clay Pedersen, Aalykke,
driftsbestyrer Eriksen, Poul Møllersvej 3 (Telefon 1464) og Anine Lind, Kollinsgade
25.
Mørkning på sygehuset
Som nævnt er man på sygehuset i Kolding for længst gået i
gang med at tildække vinduerne med sort papir, så en mørklægning vil kunne
blive fuldkommen, når der skal afholdes prøve. Sygehusinspektør Jensen oplyser
over for os, at tildækningen af alle de mange vinduer vil tage ca. en halv snes
dage. I 5-6 dage har 12 mand udelukkende været beskæftiget hermed, og man er,
som sagt, endnu ikke færdig, selv om der er mulighed for, at man kan blive det
med denne uges udgang.
I beskyttelses øjemed har sygehuset, bestilt 2000 sandsække. De er dog endnu ikke kommet, så Kolding er endnu uden mulighed for at foretage en effektiv barrikadering med sandsække af de bygninger, man kunde ønske at beskytte.
Alle byens bog- og papirhandlere melder i dag udsolgt af sort papir. Dog regner de fleste af dem, at have nye foreninger hjemme igen allerede i morgen, andre får først torsdag eller lørdag, men det kommer.
Indlægget er en delvis afskrivning af artiklen “Kolding under krigen”; Kolding Folkeblad, 5. sept 1939, side 4