1942 – Fra de danske studenter

Danske og tyske nazister arbejder for øjeblikket på:

  1. Gennemførelse af jødelov i Danmark.
  2. Militær støtte til den “tyske forsvarsoffensiv”.
  3. Anerkendelse af Quisling.

ad 1. Rygterne om dansk jødelov har det reelle grundlag, at Popp-Madsen for øjeblikket sidder i justitsministeriet for i samarbejde med tyske jødeeksperter fra Gestapo at lave udkast til jødelov efter tysk mønster. Popp-Madsen er som bekendt lektor ved Københavns Universitet og tidligere leder af ‘National Studenteraktion’.

ad 2. Kort efter undertegnelse af Anti-komiternpagten stillede Tyskland krav, om dansk militær støtte til “Forsvaret af Finland”. Visse dele af regeringen erklærede sig villig til forhandling om frigørelse af de tyske tropper i Jylland ved hjælp af en dansk hær under tysk kommando og gennemsyret af tysk Gestapo og danske stikkere. Forhandlingen vedvarer. […]

ad 3. En dansk anerkendelse af Quisling vil simpelthen betyde, at vi falder Norges heltemodige og Sveriges dristige og værdige nordiske politik i ryggen.

Endelig arbejder nazisterne i det skjulte på gennemførelse af den såkaldte reform af socialloven. De vil derigennem bl.a. opnå 3 ting:

  1. at skabe splittelse mellem samlingspartierne.
  2. at skabe utilfredshed blandt arbejderne for derved at give Fritz Clausen en hårdt tiltrængt chance for medlemsforøgelse.
  3. at tvinge danske arbejdere til at tage arbejde i Tyskland.

[…]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, marts 1942, nr. 5, 1. årgang.