1941 – Farvande lukkes for fiskeri

Forbud mod sejlads i Lillebælt nord for Barsø og i et område i Thisted Bredning.

København: Ministeriet for Handel, Industri og Søfart har udstedt en bekendtgørelse angående forbud mod sejlads, ankring og fiskeri i Lillebælt nord for Barsø. I henhold til bekendtgørelsen er al sejlads, udøvelse af fiskeri samt opankring forbudt i et område, der begrænses af linjen gennem følgende punkter: […] Bekendtgørelsen træder i kraft straks.

Endvidere er sejlads og ophold af civile skibe, fartøjer og både af enhver art indtil videre forbudt i et område i Thisted Bredning, ved Thisted Havn mod nord og vest begrænset af kysten, og mod syd og vest begrænset af en ret linje gennem to båker på Silstruphoved til en rød- og hvidstribet bøje på 56 gr., 55,7 nordlig bredde, 8 gr. 43 min. østlige længde, og derfra en ret linje gennem Thisted Andelssvineslagteris skorsten.

Sejlads til og fra Thisted Havn er dog tilladt i fyrlinjen og skal foregå ad den korteste vej. Bekendtgørelsen træder i kraft straks, og samtidigt ophæves bekendtgørelsen af 8. oktober 1940 angående forbud mod sejlads i Thisted Bredning mellem Thisted Havn og Silstruphoved.

Kilde: Uddrag, Socialdemokraten for Randers og Omegn, 23. juli 1941.

1941 – Hvis man kommer i nærheden af orlogsskibe i dansk farvand

København, Mandag. (R.B.).

Marineministeriet har udstedt bekendtgørelse angående sejlads i nærheden af orlogsskibe, forter, spærringer o. lign., hvorefter ethvert skib eller fartøj i dansk territorialt farvand ubetinget og øjeblikkelig skal efterkomme alle bestemmelser. Signaler og anvisninger, der af sømilitære myndigheder gives i anledning af orlogsskibes (orlogsfartøjers) minestrygningsarbejder. Arbejder med miner og bøjer, skydninger o. lign, neddykkede undervandsbådes sejlads, skydning o. l. fra forter, batterier, torpedostationer, luftfartøjer m.v. og spærring af militære grunde af visse farvandsområder. Sådanne bestemmelser, signaler og anvisninger skal af danske skibe og fartøjer også efterkommes i farvandene omkring Danmark udenfor dansk territorialt farvand. Orlogsskibe er bemyndigede til at fjerne, eventuelt anholde, skibe og fartøjer, som ikke retter sig efter de givne anvisninger.

Det fremhæves bl.a., at formationer af orlogsskibe ikke må gennembrydes. Fiskeredskaber o. l. må ikke udsættes i nærheden af minestrygende orlogsskibe eller i nærheden af orlogsskibe, som udlægger miner eller arbejder i minespærringer, og ankring og fiskeri må ikke finde sted på afmærkede tvangsruter eller på skydepladser, når skydning finder sted. I åbent farvand må skibe eller fartøjer ikke nærme sig orlogsskibe og disses minestrygningsgrejer på mindre end 300 m. når særligt signalflag føres. […]

Kilde: Uddrag, Sydvestjylland, 19. august 1941.