1941 – 20 meter bredt fortov foran Sønderbros Apotek

Læg søndags-turen til Søndergade-Dalby-krydset og studér de originale gadeplaner.

Hvis tegningerne til det gadearbejde, der er ved at blive foretaget ved Søndergade-Tøndervej krydset, var ophængt på stedet, ville der blive opløb. Nu skynder folk sig forbi alt det rod, der er på stedet, og kun nogle beboere fra Søndergade og Haderslevvej, som er fulgt med i planernes udvikling, står hovedrystende og ser på det mærkelige arbejde, der er ved at blive udført. Når vi her har beskrevet, hvorledes dette arbejde former sig, vil adskillige af vore læsere utvivlsomt lægge Søndagsturen til denne bydel, og de vil virkelig få en oplevelse. Selv om man af Byrådsforhandlingerne er blevet klar over, at det ikke er et helt almindeligt projekt, kan man vist roligt sige, at det anlæg, der forestås, overgår hvad selv den livligste fantasi havde kunnet udmale sig.

Fortovstunge på 21 meters bredde.

Som bekendt er der fremkommet et helt lille torv ved, at den gamle slagterudsalgsbygning og naboejendommene er blevet revet ned. Denne plads må imidlertid ikke blive liggende som torv. Det kunne bevirke, at folk forvildede sig fra Tøndervej og Haderslevvej ind i Søndergade og Dalbygade, og det må de endelige ikke! Derfor gøres en meget væsentlig del af dette torv til fortov. Der lægges en fortovstunge på Tøndervej ud for Sønderbros Apotek mellem Søndergade og den nye gade til Rendebanen. Dette fortov vil strække sig 20 meter (tyve) op ad Haderslevvej. Sig så, at alt er småt og uanseeligt i Kolding. Dette fortov bliver det i hvert fald ikke […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 14. september 1941.

1941 – Det kostbare gadegennembrud

“Søndergade-pengene” kan slet ikke slå til, men alligevel skal gennembruddet trumfes igennem straks

I Kolding Byråds møde i aftes forelå der indstilling om at fuldføre gadegennembruddet Haderslevvej-Dalbyvej. Der skulle i denne omgang bruges en bevilling på 34.000 kr. Borgmesteren oplyste, at der var betalt 110.000 kr. til cykelhandler Knudsen og mejeriet skulle have 48.000, så i alt ville gennembruddet koster 192.000 kr. minus værdien af den kontorbygning, kommunen havde overtaget. Statstilskuddet var 70.000 kr.

Juhl fremhævede, at borgergruppen før havde taget afstand fra dette gadegennembrud og naturligvis stadig gjorde det. Overskrider vi ikke finansplanens beløb her? Borgmesteren kunne ikke opgøre alle Søndergade-udgifterne endnu, men slog på, at det var af stor betydning at få gennembruddet i orden.

Juhl ville holde et stort vædemål på, at de 306.000, vi havde til Søndergade, blev overskredet meget betydelig, mindst til 400.000 […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. maj 1941.

1941 – Den nye Sønderbro tager form

Midt i august ventes broen færdigstøbt

Arbejdet på den nye gadebro over åen er jo blevet noget forsinket, men nu er man dog så vidt, at broen er ved at tage form. Støbekassen til den nordligste af de to brobuer er stillet op, og i øjeblikket rammes de sidste funderingspæle ved tilslutningen til den sydlige side. Det har knebet noget at skaffe tilstrækkeligt svære graner til de sidste pæle, men nu er de kommet, og deres 13 meters længde rammes nu ned gennem ådyndet til den faste bund. i alt er der rammet op mod 400 pæle. En del af dem er betonpæle.

Når ramningen er fuldført, støbes tilslutningen mod syd samt midterpillen, og så bygges støberammen til den anden bue. De to buer støbes altså under ét, men man venter ikke, at broen er færdigstøbt før hen i august. Det vil dog ikke forsinke arbejdet, da viadukten under jernbanen heller ikke er færdig før til næste år […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. maj 1941.