1939 – Sammenkomst for militære og civile i Viuf

Efter at Soldaterhjemmet i Viuf er blevet åbnet, har der fra tid til anden været holdt sammenkomster, hvor både militære og beboerne samles. Som fortsættelsen heraf bliver der torsdag aften en fest, hvortil sognets tidligere lærer, M. Mortensen, er indbudt som hovedtaler. Denne vil desuden underholde med oplæsning. I forbindelse med kaffebordet vil der blive musik- og sangunderholdning af nogle stedlige befalingsmænd […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. november 1939.

1939 – Soldaterhjem i Viuf

Torsdag aften var, som tidligere meddelt, soldater og kvarterværter i Viuf indbudt til en sammenkomst i forsamlingshuset for at få oprettet et soldaterhjem i Viuf.

Efter at uddeler Rødtnes havde budt forsamlingen velkommen sang man: ‘Nu falmer skoven’, og sognepræst Gaarn-Larsen, der for tiden er indkvarteret i Viuf, fik derefter ordet. Pastor Gaarn-Larsen talte alvorligt og smukt til forsamlingen over emnet: ”Hvad skal jeg føre for at blive kristen, eller hvad skal jeg gøre for at blive en bedre kristen?”.

Efter foredraget var der fælles kaffebord, og derefter oplyste Gaarn-Larsen, at det var lykkedes at oprette et soldaterhjem i Viuf; sognerådet og bestyrelsen for forsamlingshuet havde stillet sig velvilligt. Soldaterhjemmet åbnes lørdag eftermiddag i forsamlingshusets lille sal. Derefter blev det bekendtgjort, at der holdes ungdomsgudstjeneste i Viuf Kirke torsdag den 26. oktober kl. 8 aften, hvor pastor Gaarn-Larsen prædiker.

Dernæst blev der fra K.F.U.M. i Kolding vist en serie ualmindelig smukke lysbilleder fra hele Danmark, alt imens bogholder Andersen, Kolding, smukt læste Chr. Richardts kønne og lange digt; ‘Venner ser på Danmarks kort‘. Efter flere sange og salmer sluttede Gaarn-Larsen mødet med fadervor.

Kilde: Kolding Folkeblad, 21. oktober 1939.

1939 – Soldaterhjem i Vejstrup

Beboerne i Vejstrup har velvilligt stillet missionshuset til rådighed for soldaterne, som er kommet til egnen. Alle soldater samt deres foresatte var indbudt til festligt samvær i missionshuset torsdag aften. Pastor Tjelum, Vejstrup, bød velkommen og talte om tidens alvor, men at vi dog håbede, at vort land måtte blive skånet for krigen. Efter kaffen læste havebrugskonsulent Chr. Straarup nogle muntre småfortællinger. Lærer Johansen fortalte småtræk og ”intelligensprøver”. Derefter fremkom han med de praktiske forklaringer om soldaterhjemmet og udtalte ønske om, at dette måtte blive et sted, hvor man gerne kom, og hvor de følte sig hjemme.

Kaptajn Nagel takkede beboerne for deres velvilje og udtalte, at man gerne tog imod den udstrakte hånd. Kl. 10 sluttede samværet med, at smed Buhl holdt en kort andagt.

Kilde: Kolding Folkeblad, 13. oktober 1939

1939 – Soldaterhjem i Vonsild

På initiativ af Indre Mission i Vonsild og kaptajn Kristiansen er der oprettet soldaterhjem i Vonsild Missionshus for de knap 200 indkaldte, der endnu er indkvarteret i Vonsild Sogn.

Onsdag aften åbnede hjemmet med en festlighed. Over 100 soldater havde bænket sig ved kaffebordet, da formanden for Soldatervennerne i Vonsild, snedker Arne Hansen, bød velkommen og bad soldaterne tage mod Hjemmet her med dets rettigheder og regler.

Pastor Dalby Petersen, Taps, tog derefter ordet og talte ud fra Efeserbrevet om, hvorledes krigerens åndelige udrustning også må være i orden for fårene.

Efter kaffebordet læste formanden for Soldatervennerne i Kolding-kredsen, lærer Madsen, Gjelballe, smukke træk fra soldaterlivet i jydsk dialekt. Kaptajn Kristiansen tog derpå ordet og takkede alle, der havde medvirket til oprettelsen af soldaterhjemmet.

Aftenen sluttede med en andagt ved lærer Madsen.

Kilde. Jydske Tidende, 22. september 1939