1943 – Tusindvis af rationeringsmærker solgt på den sorte børs i Kolding

Politiet i Kolding bebudede ved nytårstid, at man ville føre en skarpere kurs mod den sorte børs’ folk, der ville blive gjort en indsats for at komme dem til livs. Det er også lykkedes ganske godt, oplyser politifuldmægtig Arenbrandt, der repræsenterer anklagemyndigheden i disse sager og med iver går ind i arbejdet for at bekæmpe disse samfundets snyltere, der søger at udnytte den øjeblikkelige dårlige situation på mange områder. “Vi har fået fat i den rigtige ende, og nu sidst har vi i formiddags fået arresteret en Koldingenser, der har handlet i tusindvis af mærker på den sorte børs. Med de mange arrestationer og opklaringer de sidste måneder i disse sager, er vi sikker på, at vi har gjort et godt indhug i disse samfundsforbryderes virksomhed”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. maj 1943.

1943 – Store bøder til købere af “sort” gummi

3 gange 1.000 kroner plus konfiskation

I Kolding Kriminalret fandt der i formiddags en del afgørelser sted i en af de sidste store gummisager, der opklaredes efter tyveriet af et par dæk på Kolding Sydhavn. Landsretssagfører Juhl, Halvor Petersen, Lynæs og Bjerre var mobiliseret i defensoratet, sidstnævnte i dag dog kun for et meddele, at hans klient var bortrejst. Denne havde ellers købt 8 dæk på den sorte børs for at anvende dem i sin vognmandsforretning. En del af de øvrige implicerede fik deres afgørelse med det samme.

Hovedmanden, en betroet ældre mand i et stort automobilfirma, der havde Halvor Petersen til forsvarer, havde begået omfattende dæktyverier, da han havde omtrent ukontrolleret adgang til at forsyne sig med dæk fra et større lager. Der var blevet til et kompleks for ham, fortalt hans forsvarer, efter at han havde deltaget i 5 år i den forrige krig, og han og hans familie havde mistet alt. Det var en slags privat hævn. Sagen blev for hans vedkommende optaget til dom.

Den anden hovedmand, som havde sørget for afsætningen af bildækkene, ville ikke tilstå sig skyldig, selv om han ikke ville bestride, at han havde syslet lidt med dæksalg. For hans vedkommende bliver sagen nu indbragt for domsmænd. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. marts 1943.

1943 – Luftværnslotteriets succes

Alt udsolgt! Sedlerne handles på den sorte børs

Ved Luftværnslotteriets åbning forleden dag omtalte vi en dal af gevinsterne og den gode sag indtægterne skulle støtte. Vi nævnte også dengang, at de 3.000 sedler, Kolding var blevet tildelt til forhandling langt fra ville slå til, vi hævdede, at der kunne sælges mindst 3.000 til.

Og det var ikke tomme ord. Alle sedler blev allerede dagen efter revet bort, og der kan for længst meldes helt udsolgt. Nye sedler kan ikke rekvireres, da efterspøgslen er ligeså stor andre steder i landet. Det er så meget mere beklageligt, som mange store virksomheder i Kolding og i landdistrikterne har indsendt bestillinger på så mange lodsedler, at de næste 3.000 sedler også ville være blevet solgt.

De mange, der således ikke denne gang kan komme til at støtte det gode formål, må altså vente til næste gang, da der forhåbentlig vil blive fremstillet tilstrækkeligt mange lodsedler. Det fortælles, at de eftertragtede lotterisedler nu mand og mand imellem handles på den sorte børs. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. februar 1943.

1942 – 30 sigtede og store beslaglæggelser i Gummisagen

Politiet i Kolding har beslaglagt værdier til over 100.000 kroner

Fuldmægtig Schlichkrull har nu endelig tilendebragt gennemgangen af den første store gummisag i Kolding, hvorefter sagen vil blive oversendt til statsadvokaten, som skal træffe afgørelse med hensyn til de straffepåstande, der skal nedlægges under sagen.

Efter hvad vi erfarer, er der i sagen ikke færre end 30 sigtede, dog ikke alle fra Kolding. Det er navnlig chauffører og vognmænd, men endvidere også vulkanisører, et par kørelærere, et par købmænd, en handelsmand, en grisehandler, en korthandler etc. Af disse 30 er de 18 fra Kolding, 3 er fra Odense, og én fra hver af følgende byer: Esbjerg, Aalborg, Aabenraa, Vejle, Aabyhøj, Hirtshals og Bov.

Sagen mod 21 af de sigtede vil blive behandlet ved Kriminalretten i Kolding, mens sagerne for de andres vedkommende henvises til behandling ved de pågældendes hjemting. Sigtelserne lyder på: ulovlig indførsel af automobil – og rågummi samt benzin og ulovlig handel med disse varer, ulovlig udførsel, fortrinsvis af smør, men også af flæsk. Manufakturvarer og af danske penge. Endvidere er der sigtelse for ulovlig køb af smørmærker og af smør til overpris og ulovlig handel med indført benzin (det drejer sig dog kun om ca. 200 liter). Det er ret betydelige mængder smør, der er udført på ulovlig måde, nemlig ca. 1 ton, og det drejer sig om ret store partier ad gangen. Der er også tale om 75 kg. fedt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. oktober 1942.

1942 – Store krisesag om handel med bildæk pådømt i Vejle

Hovedmanden i fængsel, 11 andre implicerede slap med bøde

En større krisesag vedrørende ulovlig handel med bildæk, der i længere tid har verseret ved retten i Vejle, har i dag fået sin afslutning. Hovedmanden, vulkanisør Aug. Johannes Hansen, Haderslev, idømtes 30 dages fængsel og fik sin ulovlige fortjeneste på 3.750 kr. konfiskeret. 11 andre implicerede, hovedsagelig vognmænd, de 8 fra Vejle, 1 fra Vamdrup, 1 fra Bevtoft og 1 fra Ribe, idømtes bøder til et samlet beløb af 6.300 kr. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. september 1942.

1942 – Overraskelser i ‘Sorte Børs’-sagerne

Alligevel ingen løsladelser i denne omgang

I ‘Sorte Børs’-sagerne i Kolding er der indtruffet en ret sensationel vending. Som omtalt i går, var de fængslede i går fremstillet i et lukket retsmøde, hvor fængslingsfristen over dem blev forlænget 1 – én – dag. Meningen var, at de derefter i dag skulle sættes på fri fod under sagens videre behandling. Imidlertid er politiet kommet under vejr med nye oplysninger, så at “Sorte Børs”-sagerne vil få en endnu videre udvikling. Af den grund vil de tre fængslede og den ene anholdte, der i dag skulle have været løsladt, alligevel ikke komme på fri fod. De vil blive fremstillet i et nyt, lukket retsmøde i eftermiddag […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. september 1942.

1942 – “Sorte Børs”-affærerne i Kolding antager format

4-5 anholdelser i går.

“Sorte Børs”-affærerne med tilknytning til Kolding er i udvikling. De tre implicerede i gummiaffæren fra Odense blev efter deres fremstilling i Kolding Kriminalret i går eftermiddags fængslet. Den ene af dem er Koldingensisk vognmand, de to andre er overført til Kolding fra Odense. Yderligere har Kolding-politiet i aftes og i morges anholdt tre andre Koldingensere, der er impliceret i den odenseansk-koldingensiske gummisag.

Også i “Sorte Børs”-sagen omkring den ulovlige smør- og mærkehandel fra Centralmejeriet har politiet i dag foretaget et par anholdelser.

Alle de forskellige anholdte var i middags fremstillet for kriminaldommer Strøbech for hermetisk tillukkede døre. En enkelt af de anholdte løslodes, efter at man var kommet til bunds i hans andel i affærerne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. august 1942.

1942 – “Sort Børs”-gummiaffære i Kolding

Der synes at forestå flere anholdelser i Kolding

En Odenseansk kørelærer stod i går i Odense i skranken for dommer Lunøe. Han var sigtet for at have overtråd rationeringsbestemmelserne og forklarede, at han af en vognmand i Kolding, som han havde kendt fra drengeårene, havde fået nogle bildæk, som han skulle prøve at afsætte i Odense. Han havde selv hentet dækkende i Kolding, og det var meningen, at vognmanden skulle have 1.200 kr. pr. dæk. Hvad dækkene kunne indbringe derudover, måtte kørelæreren selv beholde.

En mekaniker i Odense måtte ligeledes møde i retten. Han havde solgt 150-200 kg. slidbanegummi for kørelæreren for 5.200 kr., og hans egen fortjeneste havde været 600 kr. Anholdelsen blev opretholdt for såvel mekanikeren som kørelæreren, og de blev overført til Kolding Arrest, hvorfra de i eftermiddags blev fremstillet i Kriminalretten i et lukket retsmøde tillige med en mand fra Kolding, som politiet hele formiddagen har haft til afhøring. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. august 1942.