1942 – Overraskelser i ‘Sorte Børs’-sagerne

Alligevel ingen løsladelser i denne omgang

I ‘Sorte Børs’-sagerne i Kolding er der indtruffet en ret sensationel vending. Som omtalt i går, var de fængslede i går fremstillet i et lukket retsmøde, hvor fængslingsfristen over dem blev forlænget 1 – én – dag. Meningen var, at de derefter i dag skulle sættes på fri fod under sagens videre behandling. Imidlertid er politiet kommet under vejr med nye oplysninger, så at “Sorte Børs”-sagerne vil få en endnu videre udvikling. Af den grund vil de tre fængslede og den ene anholdte, der i dag skulle have været løsladt, alligevel ikke komme på fri fod. De vil blive fremstillet i et nyt, lukket retsmøde i eftermiddag […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. september 1942.

1942 – “Sorte Børs”-affærerne i Kolding antager format

4-5 anholdelser i går.

“Sorte Børs”-affærerne med tilknytning til Kolding er i udvikling. De tre implicerede i gummiaffæren fra Odense blev efter deres fremstilling i Kolding Kriminalret i går eftermiddags fængslet. Den ene af dem er Koldingensisk vognmand, de to andre er overført til Kolding fra Odense. Yderligere har Kolding-politiet i aftes og i morges anholdt tre andre Koldingensere, der er impliceret i den odenseansk-koldingensiske gummisag.

Også i “Sorte Børs”-sagen omkring den ulovlige smør- og mærkehandel fra Centralmejeriet har politiet i dag foretaget et par anholdelser.

Alle de forskellige anholdte var i middags fremstillet for kriminaldommer Strøbech for hermetisk tillukkede døre. En enkelt af de anholdte løslodes, efter at man var kommet til bunds i hans andel i affærerne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. august 1942.

1942 – “Sort Børs”-gummiaffære i Kolding

Der synes at forestå flere anholdelser i Kolding

En Odenseansk kørelærer stod i går i Odense i skranken for dommer Lunøe. Han var sigtet for at have overtråd rationeringsbestemmelserne og forklarede, at han af en vognmand i Kolding, som han havde kendt fra drengeårene, havde fået nogle bildæk, som han skulle prøve at afsætte i Odense. Han havde selv hentet dækkende i Kolding, og det var meningen, at vognmanden skulle have 1.200 kr. pr. dæk. Hvad dækkene kunne indbringe derudover, måtte kørelæreren selv beholde.

En mekaniker i Odense måtte ligeledes møde i retten. Han havde solgt 150-200 kg. slidbanegummi for kørelæreren for 5.200 kr., og hans egen fortjeneste havde været 600 kr. Anholdelsen blev opretholdt for såvel mekanikeren som kørelæreren, og de blev overført til Kolding Arrest, hvorfra de i eftermiddags blev fremstillet i Kriminalretten i et lukket retsmøde tillige med en mand fra Kolding, som politiet hele formiddagen har haft til afhøring. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. august 1942.

1942 – Dom i sagerne fra “Den sorte børs”

I Kolding Kriminalret faldt der i går eftermiddags dom i den tidligere omtalte sag fra en sort børs i Kolding, der fornylig var til behandling i retten. Den ene af hovedmændene, en handelsmand, der kun havde handlet med kaffekort, fik 30 dages hæfte og beslaglæggelse af den ulovlige fortjeneste på 163 kr., 43 øre. Den kvindelige hovedperson fik 15 dages hæfte og skal betale statskassen sin ulovlige fortjeneste med 220 kr., 60 øre.

Endelig fik en yngre mand, der ikke i retten havde villet vedtage en bøde på 1.000 kr. for salg af en sæk kaffe uden mærker, ved dom en bøde på dette beløb. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. maj 1942.

1941 – Slagtermesteren blev sat fast igen

Den store sag angående tyveri af benzinkort på Motorkontoret i Kolding var, som omtalt forleden, så vidt afsluttet, at man kunne løslade de fleste af de for hæleri sigtede: således løslodes også slagtermester S., Fredericia, der ligesom de øvrige løsladte fik besked om ikke at sætte sig i forbindelse med de andre implicerede i sagen inden dommen. Dette har S. ikke overholdt, og han er derfor igen blevet sat under anholdelse. I går fremstilledes han i grundlovsforhør. Det oplystes, at S. havde talt med den anden Fredericia-slagtermester, L., som ligeledes var sigtet for hæleri. Selv forklarede han, at det var en hund, der var årsagen til de uheldige omstændigheder. Den anden slagtermesters hund var kommet løbende ind i S.’s forretning, og han havde da fulgt hunden hjem og kom derved i snak med sin kollegas kone. Uheldigvis havde han her sagt ting, som berørte benzinsagen […]

I retten hævede S., at der ikke blot var tale om tilfældigheder, men han havde ikke talt med sin kollegas kone i nogen hensigt. Der blev afsagt fængslingskendelse over ham. S. appellerede til Landsretten.

Kilde: Uddrag, Fredericia Social-Demokrat, 29. august 1941.

1941 – Udvidet sigtelse i benzinkort-affæren

Slagtermester S. fra Fredericia sigtes nu også for at have handlet med kaffemærker. – Løsladt efter dramatisk replikskifte.

I formiddag kom sagen om benzinkorttyveriet for åbent retsmøde i Kolding. Forundersøgelsen i sagen er nu så nær afsluttet, at der efter mødet i dag vil kunne udfærdiges anklageskrift mod hovedmanden, kontorist Schultz, og de seks personer, der er sigtet for hæleri. Kun slagtermester S., Fredericia, har under sagen intet villet erkende, og politiet har nu udvidet sigtelsen mod han til også at omfatte salg af kaffemærker, men S. siger herom, at han intet erindrer. Han indrømmer at have solgt benzinkort, mens det var lovligt at handle med dem, men nægter at have haft noget som helst med Schultz’ korthandel at gøre. Tidligere har han sagt, at han overhovedet aldrig har solgt rationeringsmærker eller kort af nogen art. Politiet ville have fængslingskendelsen opretholdt, men retten afsagde løsladelseskendelse. Forinden denne kendelse faldt, udspandt der sig en række dramatiske replikskifter mellem anklagemyndighedens repræsentant og sagførerne. Dommeren betydede slagtermester S., at retten kun med største betænkelighed gik med til at løslade ham […]

Kilde: Uddrag, Fredericia Social-Demokrat, 25. august 1941.

1941 – Benzin-affæren i Kolding

Der sidder nu kun hovedmanden samt en Koldinggenser og en Fredericianer.
Efter det lukkede retsmøde i Kolding i går blev yderligere en af de fængslede i benzinkortaffæren løsladt. Der sidder nu kun hovedmanden kontorist Schultz samt slagterm. S., Fredericia, og handelsmand Hans P. Holm, Kolding. Sagen fortsættes i et nyt retsmøde i Kolding mandag. Dette er dog kun indledningen til den ret omfattende sag, der allerede omfatter 30 sider i retsprotokollen. […]

Kilde: Uddrag, Fredericia Social-Demokrat, 23. august 1941.