Spildindsamlingen har givet 35.000 kr. i arbejdsløn.
L.A.B. i Kolding har udsendt en beretning over arbejdet i det forløbne år. Det hedder heri bl.a., at der for tiden indsamles ca. 9 tons vådt spild pr. uge i Kolding, og der er hidtil udbetalt ca. 35.000 kroner i arbejdsløn. I det forløbne år er der produceret ca. 300 rummeter stød (arbejdsløn 4.200 kr.) Der indsamledes ca. 40 tons blade til Fællesforeningen (arbejdsløn ca. 15.000 kr.) Med hegnsrydning er der foreløbig beskæftiget ca. 25 arbejdsløse. Kontoret har indtil nu bearbejdet spørgekort fra 460 ejendomme i 15 kommuner.
Spørgekortene er tilbagesendt Tremandsudvalget med opgørelse af, hvad de indeholder af beskæftigelsesmulighed. Det drejer sig om følgende antal arbejdsdage for de nævnte arbejder: vandløbsregulering 3.984 arbejdsdage, dræning 21.246, mose- og engafvanding 2.142, planering af afgravede moser 1.090, kultivering 140, kalkning 842, kunstig afvanding 1.062, overrisling 47, vejanlæg (nyopdyrket areal) 469, bygning af ajlebeholdere 1.550, bygning af møddingssteder 680, bygning af siloer 493, læplantning 425, rydning af krat og hegn 4.513, opsamling og opgravning af sten 151, kloakering 723, vandforsyningsanlæg 448, ombygning 5.624, reparation af bygninger 4.680, brandfrie staldlofter 588, nybygninger 2.505, optagning af træstød 1.514. Det bliver i alt en sum af 54.916 arbejdsdage, og de anslåede arbejdsomkostninger 1.667.316 kr.
Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 1. januar 1942.