1945 – Sprængning af to villaer på det tyske sikkerhedspolitis foranstaltning

Pressekontoret hos den højere SS- og politifører i Danmark meddeler:

Det tyske sikkerhedspoliti har konstateret, at maskinarbejder Robert Bjerres ejendom, Nebbegaardsbakken 17, København, tjente som opholds- og mødested for en illegal modstandsgruppe. Endvidere opbevaredes militær-udrustningsgenstande i huset.

Snedkermester Eskild Børge Christoffersens villa, Ørevadsvej 32, tjente ligeledes som skjulested for sprængstof, ammunition og våben. Begge villaer er derfor, på foranledning af det tyske sikkerhedspoliti, blevet sprængt i luften den 10. februar 1945.

Kilde: Kolding Folkeblad, 13. februar 1945.

1945 – Forfølgelse af sabotagegruppe

Pressekontoret for den højere SS- og politifører i Danmark meddeler:

I aftentimerne den 17. januar 1945 blev på Frederiksborgvej i København en personbil forsynet med lægekors, råbt an af det danske hjælpepoliti. Der befandt sig flere personer i vognen, som ved flugt unddrog sig politiets kontrol. Den blev forfulgt og beskudt af det danske hjælpepoliti. Passagererne lod nu vognen i stikken og grev selv flugten, hvorunder en af dem blev anholdt. Det viste sig at han tilhørte en sabotagegruppe.

Efterforskningerne efter de flygtende sabotører førte til amtssygehuset i Gentofte, hvor også en af sabotørerne, der var bleven såret under flugten, var indlagt. Overlægen på sygehuset erklærede, at den sårede ikke kunne tåle en transport. Det tyske sikkerhedspoliti indvilgede derfor efter ansøgning fra det danske udenrigsministerium i, at han forblev på sygehuset under politibevogtning. Det blev over for Udenrigsministeriet udtrykkeligt påpeget, at man måtte regne med, at politiet ville træffe de nødvendige forholdsregler, hvis der blev gjort forsøg på at bortføre den sårede.

Kort efter trængte en større bevæbnet bande ind på sygehuset for med magt at bortføre den sårede. Under ildkamp med de to vagthavende politifolk, blev den ene af disse dræbt, den anden hårdt såret. Den sårede sabotør blev medtaget af de indtrængende mænd. Få timer senere blev det konstateret, at han var indlagt på Sct. Lukas-Stiftelsen, men kort efter atter afhentet derfra. Det tyske sikkerhedspoliti konstaterede, at liget af en sabotør, der var bleven beskudt under flugten, befandt sig i Sct. Lukas-Stiftelsen.

Det tyske sikkerhedspoliti har arresteret den vagthavende læge på Sct. Lukas-Stiftelsen og en sygeplejerske på Amtssygehuset i Gentofte. De havde begge stået i forbindelse med sabotørerne.

Kilde: Kolding Folkeblad, 26. januar 1945.

1944 – DSB’s fangetransportvogn ødelagt

Pressekontoret hos den højere SS- og politifører i Danmark meddeler: Den 23.12.1944 ved 17-tiden ødelagdes DSB’s fangetransportvogn på Statsbanernes Centralværksted af sprængbomber. Resten af vognen blev den 26.12.1944 fuldstændig ødelagt af brandbomber. Transportvognen blev benyttet til overførsel af arrestanter fra København til Frøslev. Indtil en ny fangetransportvogn står til rådighed vil det tyske sikkerhedspolitis arrestanstanter blive transporteret til Frøslev i godsvognen.

Kilde: Nationaltidende, 28. december 1944

1944 – Tilladelse til kørsel uden for byområderne

Pressekontoret hos den højere SS- og politifører i Danmark meddeler: Som supplement til pressenotitsen af 23. december 1944 om tilladelse til kørsel med danske motorkøretøjer uden for byområderne bekendtgøres herved: Ansøgning om køretilladelse kan stiles til det tyske politis og den tyske værnemagts tjenestesteder i Danmark, som hidtil har kunnet udstede sådanne. Gyldigheden af en nugældende brugstilladelse forlænges til den 15. januar 1945 incl.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 27. december 1944

1944 – Sommerhus i Bagsværd spræng i luften

Pressekontoret hos den højere SS- og politifører i Danmark meddeler: På grundlag af det tyske sikkerhedspolitis undersøgelser er det konstateret, at et sommerhus i Bagsværd Højgaardsvænget nr. 17 benyttedes af en terrorgruppe som samlings- og opholdssted. Sommerhuset er derfor blevet sprængt i luften på foranstaltning af det tyske sikkerhedspoliti den 22-12-44.

Kilde: Fyns Social-Demokrat, 24. december 1944

1944 – Hus på Frederiksberg sprængt i luften

Pressekontoret hos den højere SS- og politifører i Danmark meddeler: På grundlag af det tyske sikkerhedspolitis undersøgelser er det blevet konstateret, at den tidligere danske minister Arnstedts lejlighed på Frederiksberg, Chr. Wintersvej 4, benyttedes som forsamlingssted for en sabotage- og agentgruppe. Mens undersøgelsen fandt sted, opstod der ildkamp mellem sikkerhedspolitiet og nogle personer, der befandt sig i lejligheden. Våben og håndgranater blev konfiskeret, og en person blev arresteret. Ingeniør Holstrup-Schultz’s lejlighed som befinder sig i samme hus, var også blevet benyttet som mødested for medlemmer af en agentgruppe. Efter tilendebragt undersøgelse blev huset i formiddagstimerne den 20.12. 1944 sprængt i luften på foranstaltning af det tyske sikkerhedspoliti.

Kilde: Social-Demokraten, 21. december 1944

1944 – 4 huse sprængt i luften

Pressekontoret hos den højere SS- og politifører i Danmark meddeler:

Den 6-12-1944 mellem kl. 14 og 16 blev følgende huse sprængt i luften på foranledning af det tyske sikkerhedspoliti:

1. beboelseshuset, Mantziusvej 11, Helsingør

2. villaen, Almindingen 8, Søborg

3. sommerhuset, Drachmannsvej 9, Klampenborg

samt den 2-12-1944: weekendhuset, Ellebæksvej 8, Gentofte.

Alle disse huse var blevet benyttet til opbevaring af større mængder våben, ammunition og sprængmidler.

Kilde: Kolding Folkeblad, 8. december 1944

1944 – Arne Sørensens fængsel

Deportation til Sverige i stedet for “dødsdom”

Pressekontoret hos den højere SS- og politifører i Danmark meddeler:

Onsdag den 29. novbr. 1944 kl. 9 formiddag blev villaen, Vamdrupvej 40, København sprængt i luften på foranstaltning af det tyske sikkerhedspoliti, fordi den af illegale kredse ikke alene var blevet benyttet som sprængstoflager, men tillige som fængsel. 2 personer, som holdtes fangen i dette fængsel, kunne befries af det tyske politi. Det var meningen, at disse to personer skulle deporteres til Sverige, hvor de kunne forsvinde i det svenske politis fængselsceller. Denne kendsgerning fremgår af nedenstående brev, som Arne Sørensen har sendt en medarbejder for at forberede deportationen af de to fanger. Brevet er nu kommet i det tyske politis besiddelse:

“Kære North. Med dette brev kommer hr. Mey, som jeg beder Dem tage dem af. Han medbringer to personer, som absolut skal interneres i Sverige på en sådan måde, at det er dem umuligt at skrive hjem, da i så fald adskillige personer vil blive taget af tyskerne. Vi har ikke ment det rigtigt at dømme dem til døden, men kan på den anden side ikke have, at de har nogen som helst mulighed for at sætte sig i forbindelse med omverdenen. Der for må de i svensk statsfængsel om muligt, og jeg har gennemgået deres sag med hr. Mey og andre og garanterer for hans mundtlige fremstilling, som han vil give Dem.

Desuden beder jeg Dem give hr. Mey mulighed for at kunne rejse til Stockholm til vort udvalg deroppe, som tager sig af den slags sager sammen med det svenske politi, samt give ham en udvej, så han kan rejse hjem så snart han er færdig.

Med tak på forhånd.

Deres hengivne.

Sign./ Arne Sørensen”.

Kilde: Kolding Folkeblad, 30. november 1944.