1943 – Efterretningsstof

Introduktion: Følgende brev er skrevet af Hans Peter Poulsen fra Esbjerg(dæknavn Bernhard) og sendt til Holger Vivike, lederen for DKPs fynske og sydjyske partiafdelinger. Dateret 10. marts 1943. Her bringes et uddrag.

Kære ven

Jeg fik forleden en seddel hvorpå der stod.

Dansk Pige myrdet af Tyskerne!
Natten mellem søndag d. 28/2 og mandag den 1/3 blev en 20 årig dansk kvinde Aase Sørensen, Vendersgade Fredericia skudt af tyskerne i Borgerskolens Gymnastiksal. Det blev forbudt hendes pårørende at sætte dødsannonce i avisen, da mordet forlanges betragtet som selvmord.

En mandag aften d. 8/3 blev en tysker slået ned af en dansker i kongensgade, tyskeren fik en hjernerystelse og blev båret ind i den nærmeste cafe, danskeren undslap.

På sydsiden af Fanø er der i de sidste par uger blevet opstillet 3 meget høje stilladser antagelig lyttetårne.

Todts folk er meget forbavset over at cementen er meget længere om at hærde her end andre steder, således er en betonstilling på ved søbadeanstalten her på 10 dag som gummi at føle på. En bunkers i Sæding har samme sygdom, der påstås at blot lyden af en kanonskud kan få den til at styrte sammen. … Det mindste uheld med materiel eller lignende, så råber tyskerne sabotage.

I Vorbasse (Flittinge) er opstillet lytteposter.

Godt Nyt kan ventes! Hils omkring dig
Hilsen Bernhard

Kilde: Vor kamp vil vokse og styrkes, s. 566-567, af H. Kirchhoff og A. Trommer, 2001, Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie

1943 – “Mester” P. Nielsen i Kolding

DNSAP Kolding afdeling kalder sine medlemmer og alle interesserede sammen torsdag d. 4. februar til en aften, der vil byde på et program af største interesse, idet aftenens taler er en af dansk flyvnings pionerer, “Mester” P. Nielsen, der gør tjeneste i Waffen-SS som hauptsturmführer, på sin friske måde vil gøre os deltaglige i sine oplevelser på Østfronten og i en spændende film vil vise os hvorledes livet former sig under kampen mod verdensfjenden …

Kilde: Uddrag, Fædrelandet, 23. januar 1943.

1942 – Russernes offensiv til undersætning af Leningrad strandet

Tyske særmelding om sejr på Volchov-fronten

Førerhovedkvarteret, R.B.

Den tyske værnemagtens overkommando meddeler i en særmelding:

I februar i år var det lykkedes 2. sovjetrussiske stød-armé samt dele af den 52. og 59. sovjetrussiske armé ved at støde frem over den frosne Volchov-flod nord for Ilmensøen at opnå en dyb indbugtning i den tyske afværgefront. Under ledelse af kavalerigeneral Lindemann har tropper fra hæren og Våben S.S., deriblandt også spanske, nederlandske og flamske forbund af frivillige, der på fremragende måde støttedes af generaloberst Kellers luftflåde, efter måneders forbitrede kampe under de vanskelige terræn- og vejrforhold først fuldstændig afskåret disse fjendtlige hære fra deres forbindelser bagud, derefter trængt den stadig mere sammen og søndag definitivt tilintetgjort dem.

Derved er fjendens stort anlagte gennembrudsoffensiv over Volchov-floden med det mål at undsætte Leningrad strandet og resulteret i et svært nederlag for fjenden. Hovedbyrden under disse hårde kampe er faldet på infanteriet og ingeniørsoldaterne. Fjenden har, efter hvad der hidtil er konstateret, mistet 32.759 fanger, 649 kanoner, 171 panserkampvogne, 2.904 maskingeværer, granatkastere og maskinpistoler samt en mængde andet krigsmateriel. Fjendens blodige tab overstiger mange gange antallet af fanger. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. juni 1942