1943 – Kolding skihop er nu færdigt

I går blev det store skihop, som Kolding Byråd fornylig bevilgede et tilskud på 200 kr. til, fuldført – meget passende netop som sneen væltede ned fra himlen og klædte bakkerne i en hvid dragt, der dog virker alt andet end behageligt og velkomment på denne årstid.

Arbejdet er blevet udført under ledelse af folk fra Stadsingeniørens Kontor, konstruktør Walther og vejassistent Kjærside, og der har været gjort et meget grundigt forstudium af specialister for at få de rigtige forhold frem i bakkens profil. Men nu skulle hoppet også være “helt rigtigt”, og konstruktør Walther regner med, at der vil kunne præsteres hop på 15-20 meter.

Hoppet, der ligger på “Ankerhus”‘s jorder, direkte nord for golfklubbens klubhus, har i øvrigt krævet et meget stort jordarbejde med afgravning og udfyldning, en ret betydelig arbejdsstyrke har været i gang de sidste par uger på den stejle bakke. En lille uforudset episode indtraf, da der pludselig sprang en kilde frem midt på bakken. Den måtte man først have ledet bort, helt ind til skovbrynet, før arbejdet kunne fortsættes.

Selv om sneen i dag dækker bakkerne, tør Kolding Vinteridrætsforening dog ikke foreløbig beramme nogen officiel indvielse; dertil skulle vintervejret gerne være for ustabilt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. april 1943.

1943 – Søndergade-model til borgmesterens fødselsdag

Borgmester Knud Hansen fylder, som omtalt, i dag 77 år, og i dagens anledning har rådhuset hejst flaget. Dagen vil i øvrigt ikke blive fejret udadtil, men borgmesteren havde indbudt medlemmerne af sit yndlingsudvalg, Gade- og Vejudvalget, samt enkelte andre til en frokost, og her fik borgmesteren overrakt en original gave, en model af Søndergade-viadukten, lavet på stadsingeniørens kontor. Man ser på modellen en fastkørt bil i et af de snævre “huller” og en anden, som har svært ved at klare “puklen”. På stenbroen ses billeder af kendte Søndergade-borgere, som har taget en tørn med borgmesteren om gadeomlægningen. Som et lille plaster på ironien er modellen til at lukke op […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. januar 1943.

1942 – Luftværnsøvelsen på Volkerts Fabrikker

Lørdag eftermiddag fik et ganske godt og helt programmæssigt forløb. Øvelsens officials og de indbudte gæster fik forinden luftalarmen fabrikken og dens udmærkede redningsmateriel forevist af prokurist Erik Volkert. Alt materiellet var i fin og mønsterværdig orden, og man havde det indtryk, at der fra fabrikkens side intet var sparet for at gøre det hele så fuldkomment og så betryggende og effektivt som muligt.

Til stede fra myndighedernes side var politikommissær Kleberg, brandchef Bach, ingeniør Andersen, Stadsingeniørens Kontor, kolonnefører Rasmussen, kaptajn Rose og fuldmægtig Castberg. Blandt de indbudte sås også direktør Foged, Falcks Redningskorps. Med anerkendende Nik beså disse herrer det fint ordnede brand- og afstivningsmateriel, bårerne, de smukt arrangerede gasmasker, det udmærket udstyrede sanitetsrum og det fortrinslige slangemateriel.

Til brandtjenesten står 25 mand til rådighed foruden 4 mand til brandtroppen. 9 mand dækker sanitetstjenesten, 7-8 mand ordenskolonnen og 4 den telefoniske tjeneste.

Selve øvelsen foregik med præcision, udrykningerne foregik hurtigt, navnlig brandmandskabet forstod at møde på pletten i en fart, alle havde det rette greb på det værktøj og det materiel, de fik i hænde, så man kunne se, at der var blevet trænet med det. Det var da også kun ret små og mindre væsentlige anker, der bagefter blev fremdraget ved kritikken. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. juni 1942.