Og det er dårligt nok, siger cykelhandler Stæchmann, at man kan købe en ny cykel, da de handlende kun får en eller to om måneden.
På landevejene bliver man gang på gang vidne til den samme triste situation: en cyklist i færd med at lappe. Cyklen er vendt om, og den er bedrøve færdselist svarer, når man spørger deltagende til køretøjets tilstand, sådan noget som: “Det er også de rådne dæk!” Ja, alle ting er forgængelige, og selv for et oprindeligt stærkt og godt Dunlop eller Michelindæk er dagene ved at være talte, når man har redet på det en årrække. Så er det for øvrigt fuldkommen ligegyldigt, om man gennem dækkets levetid har passet og plejet det godt med rigeligt luft i slangen, for så er i hvert fald slidbanen væk og stræklærredet ved at kigge frem. Det er ikke gode tegn, og har man sløset med pumpningen, er dækket ligefrem knækket i vulsten. I den tilstand kan dets tilstand heller ikke sættes særlig højt.
En månedsration på 7-8 dæk
Det har uden tvivl vakt glæde blandt cyklisterne, da vi for nylig meddelte, at der nu atter vil komme dæk frem herhjemme, og cykelhandlerne har været bestormet af folk, der ville sikre sig noget at køre på. Men det er nu ikke så lige til, som det straks lyder til. 70-80.000 dæk, hvad er det i et cykelland som Danmark – kun en dråbe i havet. “Vi har ingen dæk fået endnu, men de kommer om nogle få dage”, sagde cykelhandler Stæchmann i Søndergade, da vi talte med ham om den chance, der nu må være for mange for at få cyklen i gang igen. “I det hele taget har vi i lang tid ikke fået mere end 7-8 dæk om måneden fra de enkelte firmaer. Men det er snart længe siden. De sidste 3-4 måneder har vi overhovedet ingen fået, og når vi ellers får, så er det jo dæk med celluldslærred.” […]
Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 10. juni 1942.