1945 – Stigning i vielserne

Kirkelig statistik for Sct. Nicolai Sogn for 1944

I året 1944 er der i Sct. Nicolai Sogn født 146 drenge (133) og 157 piger (159), i alt 303 (292). Heraf var 10 dødsfødte (11) og 22 (26) født uden for ægteskab.

Der er konfirmeret 113 drenge (118) og 116 piger (99), i alt 273 (245) og begravet på Kolding Kirkegård (heri indbefattet jordpåkastelse i krematoriet) 131 (136). Altergæsternes antal var 5.333 (4.230). Til forskellige kirkelige formål indkom ved offergang og i de fremsatte bøsser: 13.514 kr., 49 øre (12.643,22) Tallene i parentes er for året 1943.

Kilde: Kolding Avis, 7. januar 1945.

1944 – Også stigning i kriminaliteten i fjor

Opklaringsprocenten ligger på 53

Kriminalpolitiet har nu fået sin statistik over kriminaliteten i politikredsen færdig, og der viser sig på ny at være en stigning i forbrydelsernes antal sammenliget med året før. Statistikken, der følger kalenderåret, viser, at der har været 1.833 anmeldelser fra Kolding Købstad mod 1.650 året før, og 1.306 fra landdistrikterne med 1.210. Desuden har politiet behandlet 1.403 sager fra fremmede politikredse mod 1.300 i fjor.

Med undtagelse af sædelighedsforbrydelser og bedragerier har der været stigning over hele linjen. Indbruddene er steget fra 164 sammenlignet med året før til 187, tyverierne fra 1.787 til 1.868. Voldsforbrydelserne fra 57 til 85 og krisesagerne fra 71 til 120. Sædelighedsforbrydelserne fra 217 til 183. For tyveri er der sidste år blevet anholdt 142 personer mod 116, for sædelighedsforbrydelser 7 mod 16, vold 17 mod 8, andre forbrydelser 11 mod 17, krisesager 34 mod 40 og berusere 290 mænd (313) og 23 kvinder (11). Desuden har der været sigtet 1.240 mænd (1.205) og 150 kvinder (141). Af nævningesager har der været 3 (3). Det er lykkedes politiet at opklare 1.692 sager af 1.339, hvilket vil sige, at opklaringsprocenten ligger på ca. 53. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. maj 1944.

1944 – Allerede 150 cykeltyverier

Der fiskes for tiden efter cykler i åen

Kriminalpolitiet i Kolding har indført noget nyt, idet man fremtidig fører en omhyggelig statistik med alle forbrydelser fra måned til måned. Kurven for cykeltyverierne viser for februar en nedgang i forhold til januar, og vi benytter lejligheden til at spørge kriminalassistent Fasting om det betyder, at der er en fortsat nedgang i disse tyverier.

“Det er ikke tilfældet”, siger kriminalassistenten. “Det er op og ned med tyverierne og også cykeltyverierne. I januar havde vi 44 og i februar 46. Noget tal for den første halvdel af marts har vi ikke, men tallet skal nik ligge på 150 for den forløbne del af året, så nogen nedgang er der altså ikke tale om. I øvrigt er vi for tiden i gang med en større cykeltyveriaffære. En af tyvene har foreløbig aflagt tilståelse om en halv snes cykeltyverier, og vi fisker i disse dage i åen efter en del af disse cykler.”

Kilde: Kolding Folkeblad, 15. marts 1944

1944 – Et stadig stigende antal børn må fjernes fra hjemmet

Næsten dobbelt så mange som for tre år siden. Tal, der taler, fra en børneforsorgs-statistik

At børnekriminaliteten i de senere år har været i stigen, er ikke nogen hemmelighed. Alligevel understreges forholdene særlig grelt i den statistiske beretning, som Landsnævnet for Børneforsorg i disse dage har udsendt. Beretningen indeholder en dyberegående undersøgelse af fjernelsesgrundene for de børn, der i de sidste par år er blevet fjernet fra deres hjem i henhold til forsorgsloven. I 1940 blev ca. 1 af hver 1.000 børn i Danmark fjernet fra hjemmet, enten på grund af uheldige forhold i hjemmet. Men i 1942 blev 1,8 promille fjernet, en stigning på ca. 75 pct.

Drenge begår andre forbrydelser end piger
Der er – ligesom tidligere – fjernet forholdsvis flere børn i hovedstaden end i provinsen. I 1942 fjernedes således 0,32 pct. af samtlige børn under 18 år i hovedstaden mod 0,26 pct. i købstæderne og 0,10 pct. på landet. De større børn fjernes mest på grund af deres opførsel, mens de mindre overvejende fjernes på grund af uheldige omgivelser. Ligesom i tidligere år fjernes der langt flere drenge end piger på grund af barnets eget forhold, og forskellen er endog blevet forøget noget. Den almindeligste forseelse for drengene var tyveri, mens den almindeligste grund til fjernelse for pigernes vedkommende var seksuelle overtrædelser, i nogle tilfælde erhvervsmæssig utugt. Vagabondering og skulkning fra skole var lige almindeligt hos drenge og piger […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 23. januar 1944

1939 – 24.807 indbyggere i Kolding

Nu foreligger Koldings indbyggertal den 1. oktober i år 24.807, mod 24.777 den 1. juli i år. Kolding er større end nogensinde før, hvorimod både Fredericia og Vejles indbyggertal er gået tilbage.

På grund af sukkerkortkartoteket, er det på byrådsmødet i aftes besluttet ikke og udsende mandtalslister for 1940, da det er overflødigt.

Byrådet drøftede en forhøjelse af gas- og lyspriserne i Kolding, på grund af restriktionerne falder forbruget, det gør dog gasværket og elektricitetsværket indtægter falder, medens generalomkostningerne er de samme. Spørgsmålet vil blive videre drøftet senere i byrådet.

Det vedtoges også på gårsdagens møde i byrådet af kalde den ny spadseresti fra Låsbygade til Slotssøen (gennem Astorias gård) for Kedelsmedgangen, et gammelt navn, og kalde vejen til sygehuskapellet for Dr. Petersens Vej i stedet for Birkegade.

Kilder: 24.807 Indbyggere i Kolding, 17. oktober 1939, Kolding Folkeblad
Snarlig forhøjelse af Gas og Lysprisen i Kolding?, 17. oktober 1939, Kolding Folkeblad