1942 – Statsradiofoniens drengekor synger i Kolding

Dansk Ungdomssamvirke for Kolding og Omegn holder tidligere meddelt en koncert i Slotsgården søndag den 5. juli. Statsradiofoniens drengekor vil da synge under ledelse af dirigenten, adjunkt Henning Elbirk. Drengekortet blev oprettet i 1929, og i den forløbne tid har i alt ca. 50 drenge været medlemmer. De gennemgår først en streng optagelsesprøve, kommer så på prøve et halvt år, inden de optages i koret, og derefter kan de være medlemmer tre-fire år, til stemmen går i overgang, og det er slut med den herlighed.

Programmet for koncerten er meget alsidigt. Først synges en afdeling sange til Danmark og Norden, deriblandt ‘Der rider en konge’. Så følger fire sange til årstiderne og derefter en broget afdeling med bl.a. ‘På rulleskøjter’ og ‘Grammofonen har ordet’ af Børge Roger Henrichsen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. juni 1942.

1942 – Et halvt tusind skolebørn fra Kolding til en radioudsendelse

Statsradiofonien har tidligere bebudet en udsendelse i Børnetimen fra Kolding, og for at forberede denne udsendelse, der skal finde sted om 8 dage, lørdag den 18. april, var speaker Jens Fr. Lawaetz i går i Kolding på et kort besøg. Udsendelsen vil også forme sig som en belærende halv times tid for de 5-600 børn, man har tænkt sig som – nærmest passivt – medvirkende, idet det store antal børn samles i Teatersalen en halv times tid før den egentlig udsendelses begyndelse. Kl. 15½ skal de møde, og teatrets scene vil da være omdannet til et radiostudie, og her vil Lawaetz og regissør Bendtsen da forklare, hvordan en transmission foregår.

Regissøren medfører et pladsafspilningsapparat og alle mulige rekvisitter til lydeffekter, så han kan forlyste børnene med både torden, regn og stormvejr, og i et lille hørespil, kaldet ‘Den forsigtige indbrudstyv’ vil han få lejlighed til at demonstrere de forskellige lydtricks. Når denne afdeling er forbi, vil der blive lukket rigtigt op for mikrofonen, og så begynder udsendelsen, der hedder ‘En eftermiddag i Kolding’. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. april 1942.

1942 – Kongens nytårstale i radioen i aftes

“Vi længes mod den dag, da vort flag atter kan vaje over et frit Danmark”.

Statsradiofonien stillede i aftes kl. 19 om til kongens arbejdsværelse på Amalienborg, hvorfra Hans Majestæt holdt følgende tale til det danske folk:

Atter er et år henrundet under den mørkeste tid i vort fædrelands historie, og som griber sindene med dyb bekymring. Vi længes mod den dag, da vort flag atter kan vaje over et frit Danmark. Sæt ikke lid til rygter. Indbyders sammenhold er det, hvormed vi bedst kan tjene vort land. Den tillid, der på så mange måder er vist mig i denne tunge tid, har været mig til stor opmuntring, og den siger jeg af hjertet tak for.

Det skal fremdeles være mine bestræbelser ikke at svigte denne tillid. Dronningen forener sig med mig i ønsket om et godt nytår for alle landsmænd, såvel herhjemme som for alle dem, der færdes i det fjerne. Gud velsigne hvert eneste hjem og vort fælles fædreland, Danmark!

Kilde: Kolding Folkeblad, 2. januar 1942.

1941 – Rationeringen i juli kvartal

Rationeringerne bliver i det store og hele som i april kvartal. De nye rationeringskort uddeles om 14 dage, og de gamle korts gyldighed udløber 30. juni.

Handelsminister Halfdan Hendriksen talte lørdag aften i Statsradiofoniens Aktuelle Kvarter om rationeringen i juli kvartal. Handelsministeren udtalte bl.a.


Det glæder mig straks at kunne sige, at der i det store og hele ikke bliver tale om en nedsættelse af de forskellige rationer, der nu gives, ligesom der ikke i øjeblikket påtænkes inddraget nye varer under rationering. Uddelingen af rationeringskortene vil, for at uddelingsdagene i så vidt omfang som muligt ikke skal komme til at kollidere med eventuelle sommerferierejser, ske i dagen omkring søndag den 22. juni […]


Der vil i indeværende kvartal til alle forbrugere blive uddelt 2 rationeringskort, et for brød, gryn og kaffe – børn under 6 år vil dog som hidtil få et særligt kort, der ikke indeholder kaffemærker – og et rationeringskort for sukker, smør og sæbe. Rationeringskortet for brød, gryn og kaffe vil indeholde 3 ekstramærker, betegnet D, E og F. På disse mærker kan der ikke indkøbes varer. Mærkerne uddeles kun for alle tilfældes skyld, således at der, hvis det skulle blive nødvendigt, kan inddrages yderligere varer under rationeringen uden uddeling af nye kort; men, som jeg før nævnte, påtænkes noget sådant ikke i øjeblikket. Endvidere uddeles der på sædvandlig måde tillægskort for brød og gryn til hårdtarbejdende og tillægssæbekort til små børn og til personer i særligt tilsmudsende eller renlighedskrævende erhverv […]

Kilde: Uddrag, Demokraten, 8. juni 1941.