1941 – Store planer med Svanemosen

Afvanding og storproduktion af tørv, der kan give arbejde til 800 mand i sommermånederne.

‘Kolding Social-Demokrat’ kunne forleden meddele om den fornyede interesse for afvandingsplanerne i Svanemosen. Til mødet herom i Kolding i går sammen med ingeniør Jacobsen fra Hedeselskabet deltog landsretssagfører Juhl, folketingsmand M. Larsen, statsskovridder Ottosen, under hvem administrationen af Svanemosen hører, og entreprenør Hjelmer fra Holbæk. Den sidstnævnte har sidste sommer produceret 37.000 t. tørv i Aamosen ved Holbæk, og hans selskab interesserer sig for en storproduktion af tørv, bl.a. til generatorbrug, i Svanemosen. Der kan blive tale om til næste sommer at producere ca. 40.000 tons, og denne produktion vil kræve en arbejdsstyrke på 800 mand sæsonen igennem, så det siger sig selv, at Kolding Kommune har stor interesse i, at afvandingen gennemføres. Afvandingen er nemlig en forudsætning for en tørveproduktion i større stil. I dag vil de samme folk, der forhandlede i Kolding i går, sammen med borgmester Knud Hansen bese forholdene i mosen. […]

Svanemosen har været på tale blandt de moser, der skulle autoriseres for produktion til generatordrift. Spørgsmålet er så, om der kan oprettes en kontrakt med generatorbrændselskompagniet.

Med Kolding Sydbaner og over Kolding Havn

I så fald vil tørvene fra Svanemosen blive transporteret med Kolding Sydbaner til Kolding Havn, hvorfra generatortørvene befragtes pr. skib til København eller andet bestemmelsessted. Men desuden vil Kolding være interesseret i en tørveproduktion i den nærliggende Svanemose, fordi fragten herfra antagelig kun vil andrage en halv snes kroner pr. ton, mens den er betydelig højere fra de fjernere moser, kommunen hidtil har købt sine tørv fra. Endelig vil arbejdere fra Kolding, der beskæftiges i mosen, kunne bo hjemme og dermed spare de dyre pensionsudgifter. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 17. oktober 1941.